Vejen Idrætscenter. Symbolet på en branche i evig udvikling

Vejen Idrætscenter og direktør Jakob Sander er både i den imponerende facilitetsmasse og den fremsynede og udadvendte tilgang til drift og udvikling blevet et symbol på moderne idrætscentres rolle som som katalysator og samlingspunkt for deres lokalsamfund. Foto: Leif Christensen, LNN Press

Baggrund: Vejen Idrætscenter er både som vært for Idrættens Branchedage og for mere end en mio. årlige gæster med til at sætte en ambitiøs retning for fremtidens idrætsfaciliteter og idrætssektoren i Danmark.

Af Henrik H. Brandt, journalist og konsulent i idræts- og fritidsbranchen

Når forhåbentlig over 1.000 gæster i dagene 5.-7. november 2024 træder ind ad hoveddøren til Vejen Idrætscenter til en ny udgave af Idrættens Branchedage, vil de møde et idrætscenter, der endnu engang har forandret og fornyet sig synligt siden sidste års besøg.

Sådan har det været hvert år siden 2011, da Vejen Idrætscenter for første gang inviterede fagfolk fra idrætten til landsdækkende konference.

Ja, sådan har det faktisk været i alle årene, siden direktør Jakob Sander fik overdraget det store nøglebundt til idrætscentret i den sydjyske provins helt tilbage i 1986.

Vejen Idrætscenter er altid på vej. Det er ikke tilfældigt, at Vejen Idrætscenter også har taget rollen på sig som vært for Idrættens Branchedage, for Vejen Idrætscenter rækker langt ud over sit lokalområde og viser i den grad en ambitiøs retning for fremtidens danske idrætssektor.

Den seneste etape i centrets udvikling blev markeret lørdag den 25. november 2023 med indvielsen af PowerBoxen på 250 kvm. ved Henning Have Stadion (kunstgræsbane). Idrætscentrets nye crossgym-center er opstået ved at samtænke behovet for rå lokaler til crossgym med behovet for mere depotplads på det areal, hvor op imod 100 nye enheder af lejligheder og huse i Sportsby Vejen efter planen vil opstå i løbet af de nærmeste år.

PowerBoxen kobinerer rå lokaler til crossgym med ekstra depotplads. Boxen blev indviet den 25. november 2023. Foto: Leif Christensen, LLN Press

Centerbyggeriet i røde mursten og tidstypisk arkitektur var stort tænkt allerede fra indvielsen i 1977. Dengang skød moderne idræts- og fritidscentre op i mange af landets kommuner, og Vejen Idrætscenter var inspireret af et af landets dengang helt store idrætscentre, Vejlby-Risskov Centret i Aarhus, som blev opført i 1969 med masser af moderne haller, fodboldbaner og idrætshøjskole.

Vejen Idrætscenter var dog stadig lillebror i 1986, da Jakob Sander tog over. Centret bestod primært af en idrætshal (den nuværende Hal 1) og en dengang splinterny svømmehal med 25 meter bassin og springbassin bygget som kopi af Solrøds moderne svømmeanlæg fra 1977.

I 1986 var Vejens gamle idrætshal fra 1953 i den centrale del af byen fortsat mere benyttet af byens borgere end det nye idrætscenter, som rent teknisk ikke engang ligger i selve Vejen, men faktisk på den anden side af sognegrænsen til Askov.

En vild udvikling
Hvis man reflekterer over forskellen til Vejen Idrætscenter i 1986 til det center på 25.000 etagemeter og et samlet areal på 12 hektar, som Jakob Sander bestyrer i dag, er det vildt, hvad der har kunnet lade sig gøre i en sydjysk provinsby med 10.200 indbyggere.

Sådan så det nybyggede Vejen idrætscenter ud i 1977. Centret var ambitiøst tænkt fra begyndelsen, men udviklingen har nok alligevel overgået forventningerne ved centrets indvielse. Foto: Vejen Lokalarkiv

Man kan roligt kalde Jakob Sander selvlært som centerleder, men hænderne havde han nu også rigtigt skruet på fra start som uddannet murer. Han bragte erfaring i haldrift med sig fra tre år som leder af Bjert-Hallen syd for Kolding.

Visioner havde Jakob Sander også, skulle det snart vise sig.

I hans optik skulle Vejen Idrætscenter være det nye Vingsted Center. Man skulle have tilført overnatningsmuligheder gennem et vandrerhjem (hvilket man snart fik med stor lokal opbakning), og man skulle i det hele taget være med på beatet og forvalte de 12 hektar jord, som i byens udkant var udlagt til idræt og sport for almenheden på bedste vis.

Hvis man spoler tiden 37 år frem til nytidens Vejen Idrætscenter, må man sige, at Jakob Sander og Vejen Idrætscenter har levet op til såvel lokalplanen som lokalområdets tillid og opbakning.

Vedtægterne og repræsentantskabsmodellen for den selvejende institution bag Idrætscentret er i grove træk de samme, men selve centret, faciliteterne og hele organisationen bag med 75 årsværk og i alt 230 beskæftigede er ikke til at kende fra Jakob Sanders første år.


Fakta om Vejen Idrætscenter/Sportscenter Danmark:
Selvejende institution. Vejen Idrætscenter, Sportsby Vejen, Sportshotel Vejen, Ny i fitness og 3 lokale haller i Vejen, Skodborg og Gesten er samlet under navnet Sportscenter Danmark
Omsætning: 65 mio. kr. (2023)
Kommunalt tilskud: 7 mio. kr. (lokaletilskud, brug af svømmehal, drift af udearealer m.m.)
Etagemeter: Ca. 25.000 kvm.
Samlet areal: 12 hektar.
Brugere: Ca. 1 mio. årlige gæster, 66 hjemmehørende foreninger og fællesskaber, ca. 3.500 individuelle eller familiemedlemskaber.
Enheder: Foruden selve Vejen Idrætscenter driver organisationen også Vejen Hallen midt i byen samt Skodborg Hallen og Gesten Fritidscenter i Vejens opland.
Overnatningsmuligheder: 88 enheder, 350 senge i Sportshotel Vejen, Danhostel Sport Vejen og snart 22 nye lejligheder, som er under opførelse som første etape i en ny ferieby – Sportsby Vejen.
Ansatte: 75 årsværk, 230 beskæftigede.
Moderne faciliteter til stort set alle idrætsgrene inde og ude (undtagen ishal og bowling), teatersal med teleskoptribune.


En reference for fremtidens idrætsfaciliteter
I dag er det ikke længere, Vingsted Centret eller Vejlby-Risskov Centret, fagfolk og kommunalpolitikere refererer til, når de søger inspiration fra det ultimative idrætsmiljø. I dag er det Vejen Idrætscenter, der oftest refereres til.

Jakob Sander har over de seneste 25 år holdt over 400 foredrag og mindre workshops. Der går næppe en uge, uden at facilitetsbestyrelser eller kommunale udvalg lægger vejen forbi på inspirationsbesøg.

Nutidens Vejen Idrætscenter er langt mere end en idrætshal og en svømmehal. De ca. 25.000 etagemeter indeholder alle de faciliteter, man kan drømme om. Der findes næppe den idrætsgren, man ikke kan dyrke under tag eller på de grønne arealer. Når nye idrætsgrene eller koncepter skal præsenteres for idrættens fagfolk - senest nye udendørs træningsmaskiner eller pickleball under Idrættens Branchedage 2023 - er det ofte Vejen Idrætscenter, leverandørerne benytter som ’showroom’ eller eksperimentarium.

Brugerne bestemmer tempoet
Hemmeligheden bag den evige fornyelse er ikke blot, at Jakob Sander og hans næsten lige så rutinerede centerchef Susanne Pedersen og resten af ledelsesteamet har et øje på hver finger. Hemmeligheden er i lige så høj grad, at brugerne i praksis selv er med til at bestemme tempoet for fornyelsen.

”Vores ekspansion har altid været styret af brugerne og behovene i samfundet. Vi har altid haft frihed fra bestyrelse og repræsentantskab til at komme med udviklingsplaner. Ingen af vore faciliteter eller tilbud er opfundet på rådhuset. Vi befinder os altid i begivenhedernes hjerte blandt gæster og foreninger. Det er en rød tråd i vores drift, at ca. 1/3 af investeringerne altid er finansieret af brugerbetaling, simpelthen fordi vi reagerer på efterspørgsel fra brugerne. Den øvrige del af finansieringen er kommet fra erhvervsliv og fonde samt fra enkelte store og afgørende kommunale bevillinger eller garanterede lån,” forklarer Jakob Sander.

I Danmark kommer langt hovedparten af finansieringen og driften af de lokale idrætsfaciliteter typisk fra kommunekasserne, men Vejen Idrætscenter er usædvanligt i den henseende.

Vejen Kommune køber en række ydelser og yder lokaletilskud efter folkeoplysningsloven til de 66 hjemmehørende foreningers aktiviteter i Idrætscentret, men samlet set kommer blot 7 mio. kr. af en samlet omsætning på ca. 65 mio. kr. fra kommunekassen. Resten af finansieringen kommer fra det entreprenørskab og det flow af over en million årlige gæster, der er synligt hver eneste dag i Vejen Idrætscenter.

Hver eneste dag går 1.400 gæster i gennemsnit til venstre ved hovedindgangen til fitness, svømning eller spa, mens ca. det samme antal gæster går til de øvrige aktiviteter i centret.

Fra serviceorganisation til udbyder i egen ret
Vejen Idrætscenter har for længst bevæget sig et skridt videre fra den debat, der raser i mange kommuner om faciliteternes hamskifte fra rene serviceorganisationer for facilitetsdrift til udbydere og udviklere. Vejen Idrætscenter er ikke blot en ramme om foreningsidrætten, men også en idrætsudbyder og arrangør i egen ret.

Foruden de faste foreninger i centrets repræsentantskab har Idrætscentret over 3.500 individuelle eller familiemedlemskaber med adgang til holdtræninger, fitness, svømning/spa og andre aktiviteter. På den måde er Vejen Idrætscenter i praksis kommunens største ’idrætsforening’, selv om medlemskaberne ikke ‘tæller med’ i idrætsorganisationernes medlemstal.

Større events, træningslejre, konferencer eller kulturbegivenheder lægger vejen forbi i en lind strøm. Juli måned er akkurat lige så travl som hallernes traditionelle højsæson i vintermånederne takket være Vejen Idrætscenters veludviklede årshjul.

”Vi har sat en gevaldig motor i gang. Vi har mange, der hjælper os, og mange faste kunder og brugere lægger arrangementer og aktiviteter ind. Men vi skal også passe på ikke at blive for tilbagelænede. Vi skal hele tiden tænke over, hvad der bliver det næste,” siger Jakob Sander.

SportsCenter Danmark/Vejen Idrætscenter har god plads at boltre sig på og gymnasium og folkeskole som nærmeste nabo. Kilde: Vejen Idrætscenter

Direktøren skåner ikke sig selv. Han går i bogstaveligste forstand rundt og lytter på vandrørene i alle afkroge af Idrætscentret og tester også gerne centrets mange tilbud på egen krop. Personalet byder naturligvis ind med nye ideer, og det samme gør centrets trofaste korps på ca. 80 frivillige, som levende engagerer sig i centrets udvikling og drift.

Senest lod Jakob Sander sig overbevise af Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger for fysisk aktivitet, hvor målrettet styrketræning for første gang kom med på listen over anbefalinger. Efter to måneder med fire ugentlige morgentræninger i Vejen Idrætscenters særlige ’Ny i Fitness’-afdeling er Jakob Sander blevet ca. syv kilo fedt lettere og et par kilo muskelmasse tungere. Som i så mange andre forhold omkring centrets drift kan Jakob Sander selv tale med. Kombinationen af det brugernære og det visionære er i virkeligheden nok idrætscentrets allerstørste hemmelighed.

”Branchen er personbåret. Der er mange, der sidder bag en PC og tror, de kan få forældre eller bedsteforældre til at træne, men man kan ikke gøre det på distancen. Jeg har kæmpe respekt for dem, der er gået hele vejen selv, og som samtidig også har fungeret som frivillige,” siger Jakob Sander.

Fremtidens udfordringer: Rekruttering og entreprenørskab
Netop det personbårne er måske Jakob Sanders største bekymring, når han kigger ud over hele facilitetsbranchen.

Den kommunale driftsmodel, hvor incitamentsstrukturen og entreprenørskabet i visse tilfælde er mindre udpræget end i Vejen Idrætscenter, og hvor man skal vente længe på politiske beslutningsprocesser, er udfordret. Branchen kigger samtidig ind i generelle udfordringer med at skaffe den rette arbejdskraft.

”Vores hovedudfordring er at finde folk, der også vil arbejde på aftener og weekender, når alle andre har fri. Vi har efterhånden for mange ubemandede centre i Danmark, der annoncerer mere med lukketider end med åbningstider. Opgaven er at skabe åbne centre med rimelig kvalitet, rengøring, personale og værtskab i hele åbningstiden,” mener Jakob Sander.

Med åbningstid mener Vejen Idrætscenter tidsrummet 06.00-22.00 hver eneste dag året rundt. Skulle man få brug for at træne uden for den tid, er der stadig mulighed for selv at tænde lys på atletikbanen eller træne på udendørsfaciliteterne, og mange benytter sig af muligheden.

”Det hele skal være tilgængeligt, ellers skal vi ikke have det. Man skal være et 12 måneders produkt. Hvor mange danske svømmehaller har efterhånden åbent efter kl. 18.00 på en lørdag eller en søndag? Næppe mange. Det er beklageligt,” mener Jakob Sander.

Masser af planer
Hvad bliver så det næste?

Jakob Sander ved det ikke helt præcist. Det er jo brugernes efterspørgsel, der bestemmer, men planer er der nok af: Mere overnatningskapacitet, ny kunstgræsbane, center for asiatiske idrætsgrene, flere foreningsfaciliteter og en opdatering af de to satellithaller i Gesten og Skodborg...

Den gamle Vejen Hal midt i byen, som var byens travleste idrætsfacilitet, da Jakob Sander tiltrådte i 1986, så Jakob Sander til gengæld helst nedlagt til gengæld for endnu bedre faciliteter til foreningerne i selve Idrætscentret. Der skal jo hele tiden fornyelse til.

PowerBoxen er vel egentlig en fin betegnelse både for de nye crossgym-faciliteter og Vejen Idrætscenters generelle rolle i den danske idrætssektor. Foto. Leif Christensen, LLN Press

”Man skal både kunne forny sig og pille ned igen. Og for at kunne forny sig, skal man have en ordentlig forretningsmodel, hvor brugerbetaling bliver en del af pakken. Folk betaler gladelig, hvis man har de rette produkter på hylderne i forhold til efterspørgslen – se bare på personlig træning, yoga eller padel,” siger Jakob Sander.

Hvis man stadig ikke er overbevist om, at landets travleste idrætscenter med beliggenhed i en undselig sydjysk provinsby, har fat i noget og har skabt en model, der både gavner de nære fællesskaber i de enkelte foreninger og det større fællesskab for hele lokalområdet, kan man passende skrive Idrættens Branchedage 2024 i kalenderen allerede nu. Inspiration til fremtidens facilitetsdrift bliver den bærende del af dagsordenen igen i 2024.

Eller også kan man selvfølgelig også bare dumpe uanmeldt forbi i et center, hvor atmosfæren næsten altid er imødekommende og venlig over for gæster, uanset om man møder yngste ungarbejder eller direktøren selv.

Tag endelig sportstøjet og resten af familien med. Der er helt sikkert åbent…

Læs mere om Vejen Idrætscenter på hjemmesiden.
Læs mere om Idrættens Branchedage på
dette link.

Vejen Idrætscenter er vært for Idrættens Branchedage/Sportscenter Danmark igen i dagene 5.-7. november 2024.





Previous
Previous

Facilitetsudvikling: Den menneskelige faktor er vejen til bedre idrætsfaciliteter

Next
Next

Læs meget mere om Idrættens Branchedage