IdrætsPlatformens strategi 2023-2024

IdrætsPlatformens strategi for de kommende år kigger ind i fremtidens idrætslandskaber og fremtidens arbejdsstyrke og behov for kompetencer i sektoren.

Hvad skal foreningen IdrætsPlatformen Danmark beskæftige sig med i de kommende år som en tværgående græsrodsorganisation for aktørerne i den danske idrætssektor?

Bestyrelsen i IdrætsPlatformen har på baggrund af en analyse af 13 helt centrale udviklingstræk i den danske idrætssektor udarbejdet en strategi, som sætter retningen for de primære indsatsområder for IdrætsPlatformen Danmark.

Vi har ikke mange økonomiske ressourcer, men vi har en meget stor viden, erfaring og fremtidsorienteret dynamik i forhold til den brede idrætssektors potentialer samlet i og omkring vores bestyrelse, ledelse og medlemskreds. Derfor kan IdrætsPlatformen være med til at inspirere og gøre en forskel og sætte nye tanker og initiativer i gang i idrætssektoren.

Vi skal tænke nyt og vi skal investere på nye måder. Idrætten og samfundet er i hastig forandring. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal smide gamle og velfungerende strukturer og investeringer overbord, men det betyder, at gamle strukturer og investeringer ikke må stå i vejen for nytænkning og nye løsningsmodeller.

IdrætsPlatformens formål:

IdrætsPlatformen Danmark fremmer kompetenceudvikling, netværkssamarbejder og strategisk udvikling af den brede idrætssektor i Danmark.

IdrætsPlatformens medlemmer går på tværs af den brede danske idrætssektor. Foreningen har en aktiv bestyrelse med indsigt i og stærke kompetencer i forhold til udvikling af den brede danske idrætssektor. IdrætsPlatformen er åben for medlemskaber for studerende, privatpersoner, foreninger, virksomheder, organisationer, faciliteter, forvaltninger m.fl., der engagerer sig i IdrætsPlatformen Danmarks vedtægtsbestemte formål:

  • IdrætsPlatformen arbejder for en stærkere brancheidentitet i idrætssektoren samt for større synlighed for foreningens medlemmer hver for sig og samlet.

  • IdrætsPlatformen arbejder for at understøtte samarbejder, skabe mere synlige karriereveje i idrætssektoren samt udvikle relevante fysiske og virtuelle fora for medlemmerne.

  • IdrætsPlatformen udvikler alene eller i partnerskab med andre aktører landsdækkende eller lokale interessenetværk og arbejdsgrupper, som understøtter nye samarbejder, inspiration og innovation i idrætssektoren.

  • IdrætsPlatformen vil på længere sigt inspirere og medvirke til etablering af fysiske klynger for idrætsrelaterede aktører på forskellige geografiske lokaliteter i Danmark.

  • IdrætsPlatformen arbejder for at styrke medlemmernes politiske og kommercielle rammevilkår og fremmer denne dagsorden ved blandt andet at samarbejde med offentlige og private organisationer med interesser i at udvikle idrætssektoren i Danmark.

Kommer fremtidens idrætsmiljøer selv til a ttage bolden i forhold til at fremme grundlæggende motirisk uddannelse? Inspiration: Skills Garden, Almere, Holland.

IdrætsPlatformens overordnede strategiske målsætninger 2023-2024:

1.    Idrætsmiljøer i topform:
Lokale idrætscentre som hub og katalysator. IdrætsPlatformen vil understøtte ambitiøse lokale idrætscentre i at blive toneangivende og relevante som hub og katalysator for idræt og trivsel i deres lokalområder. Dette kan ske gennem landsdækkende aktiviteter og ved etablering af lokale eller regionale netværk.

Mere dynamiske fodboldmiljøer. IdrætsPlatformen arbejder for udvikling af mere dynamiske og kreative lokale fodboldmiljøer ved at involvere nye aktører, samarbejdskonstellationer og tilgange i udviklingen af landets største organiserede sportsgren. Arbejdet er ikke begrænset til fodbold, men tager udgangspunkt i fodbold, som har et væsentligt potentiale på lokalt niveau.

Inspirerende outdoorarenaer. IdrætsPlatformen har øje på natur, byrum og grønne områder som landets største idrætsarena. IdrætsPlatformen understøtter idéudvikling og erfaringsudveksling i forhold til outdoor-området ved at involvere en bred skare af aktører, som rækker ud over de traditionelle idrætsaktører.

2.    Idrættens arbejdsstyrke – parat til fremtiden
:
Rekruttering og udvikling af fremtidens arbejdsstyrke. IdrætsPlatformen arbejder for en mere strategisk tilgang, hvad angår rekruttering, udvikling og fastholdelse af fremtidens arbejdsstyrke i idrætssektoren. Idræt er mere end en frivillig sektor, og idrætssektoren skal kvalificeret kunne møde nutidens og fremtidens behov for både betalt ulønnet arbejdskraft. Idrætssektoren skal tilbyde attraktive og tydelige karriereveje for talentfulde ledere og fagpersoner med motivation, udsyn og kompetencer til at udvikle idrætssektoren.

Idræt er landets største frivillige sektor, men det er efterhånden også en stærkt professionaliseret sektor. Hvis idrætten skal levere på befolkningens og samfundets behov i fremtiden, skal vi have en kvalificeret diskusion om fremtidens rekruttering og kvalifikationer i sektoren. Kilde: Statistikbanken

Styrket branchebevidsthed. IdrætsPlatformen vil styrke forståelsen af idrætssektoren som en samfundsmæssigt væsentlig sektor ved at udvikle en ’state of the industry’ rapport med data og facts om idrætssektorens omfang, udfordringer og potentialer. IdrætsPlatformen vil inspirere såvel idræts- som uddannelsesaktører til at arbejde strategisk med fremtidens behov for ressourcer og kompetencer i idrætssektoren.

3.    En rummelig og inkluderende idrætssektor:

IdrætsPlatformen bidrager til at sætte idrætssektorens potentialer i spil i forhold til den sociale og/eller sundhedsmæssige ulighed, som afspejler sig i idrætsdeltagelsen. IdrætsPlatformen bidrager til at skabe større synlighed og gennemslagskraft for socialt entreprenørskab med fokus på vanskelige eller nye målgrupper i idræt og fysisk aktivitet.

Vi elsker folkeoplysning og bryder os ikke om “instrumentalisering” af idrætten, men… Beklager, vi er nødt til at målrette visse indsatser langt mere, hvis vi skal have flere med, og vi skal erkende, at frivillighed og foreningsliv ikke er svaret på alle udfordringer i jagten på en fysisk aktiv og ‘deltagende’ befolkning. Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner, idrætsdeltagelse efter uddannelsesniveau (+16 år).

Fremme af socialt entreprenørskab i idrætten. IdrætsPlatformen skaber synlighed og koblinger mellem den etablerede idrætssektor og de stadigt flere aktører, der bringer idrættens potentialer i spil i forhold til udsatte eller idrætsuvante målgrupper.

Nye metoder, partnerskaber og finansieringsmodeller. IdrætsPlatformen introducerer specifikke metoder og tilgange som eksempelvis ’sporting capital’, trivselsøkonomi og sundhedskompetencer (health literacy). IdrætsPlatformen synliggør nye tilgange til motorisk indlæring og forskellige former for socialt entreprenørskab som mulige veje og metoder til at motivere, tiltrække og fastholde flere mennesker i livslang deltagelse i idræt og fysisk aktivitet og til at gøre idrætssektoren mere relevant for nye samarbejds- eller finansieringsformer.


Hvordan vil vi arbejde?

IdrætsPlatformen Danmark er en medlems- og netværksorganisation. Platformen kan ikke løse alle udfordringer selv, men kan være med til at inspirere eksisterende og nye aktører og til at skabe nye samarbejder, mødesteder og strategiske tilgange lokal og nationalt. 

Vi organiserer selv eller involverer os i aktiviteter som: 

Monitorering og viden. Direkte eller indirekte offentlig støtte til idrættens infrastruktur udgør den største del af den offentlige sektors investeringer i idrætten. Idrætsfaciliteter. IdrætsPlatformen monitorerer idrætsfaciliteternes økonomiske og strukturelle situation og medvirker til at inspirere og udvikle idrætsfaciliteterne og den fysiske infrastrukturs betydning i lokalsamfundene.

Idrættens Branchedage i Vejen den 31. oktober - 2. november 2023 bliver en af de store milepæle for IdrætsPlatformens arbejde i 2023. Læs mere på dette link.

Konferencer, webinarer og meet-ups. IdrætsPlatformen er aktiv med egne konferencer, seminarer og uformelle kurser og møder. IdrætsPlatformen står til rådighed for eksterne oplæg og kommunikerer aktivt i nyhedsbreve, på hjemmeside og relevante sociale medier. IdrætsPlatformen tager del i debatten og idéudviklingen om idrættens udvikling inden for vore strategiske indsatsområder.

Arbejdsgrupper, netværk og videndeling. IdrætsPlatformen løfter debatten om idrætssektorens udvikling op på et strategisk niveau og bidrager til at oversætte konkrete tendenser og udviklingstræk fra ind- og udland til inspiration og nye samarbejdsmuligheder for idrætssektorens aktører. IdrætsPlatformen faciliteter uformelle uddannelsestiltag, arbejdsgrupper og/eller rundbordssamtaler om væsentlige temaer for udvikling af idrætssektoren.

IdrætsPlatformen på studiebesøg hos Sports + Vitality HUB i Breda, Holland, hvor over 40 CVR-numre fra idræt og trivsel er samlet under samme tag og virtuelt forbundet med lignende virksomheder. Vi kigger ind i et dansk idrætslandskab, hvor tværgående idrætsklynger også kommer på dagsordenen i de kommende år. Foto: Henrik H. Brandt

Innovationshubs og klyngesamarbejder. IdrætsPlatformen arbejder med at initiere eller inspirere konkrete initiativer for at skabe tværsektorielle klynger og kontorfællesskaber for idrætsrelaterede aktører på forskellige lokationer i Danmark. Samtidig arbejder IdrætsPlatformen for, at offentlige strategier, indkøb og investeringer i idrætssektoren understøtter innovation og entreprenørskab mest muligt.

Meld dig ind:
Vi vil gerne have flere medlemmer. både enkeltpersoner og organisationer. Medlemmer giver os større råderum til at arbejde for vores formål. Meld dig ind og få adgang til vores netværk, vores erfaringer og en række spændende arrangementer. Læs mere her.

Previous
Previous

Der skal nytænkning til på fodboldbanerne

Next
Next

Holder folkeoplysningsloven til tidens test?