Nyt overblik over sporttech i Danmark
Af Henrik H. Brandt, daglig leder, IdrætsPlatformen Danmark
En ny hjemmeside sporttech.dk er gået i luften som det første samlede forsøg herhjemme på at skabe overblik over det hastigt voksende miljø for sporttech i den danske idrætssektor.
Carsten Couchouron, som til daglig er stifter af det private innovations-hub og -netværk Sports Lab Copenhagen og bestyrelsesmedlem i IdrætsPlatformen, har sammen med projektleder Jakob Breddam fra DGI Impact samlet informationer, der i første omgang skal vise nuværende og kommende startups, hvor de kan hente inspiration, hjælp og måske adgang til finansiering.
Hjemmesiden indeholder desuden en database over tilgængelige ressourcer i økosystemet for idrætsrelaterede startups herhjemme.
”Vores mål er at skabe en one-stop shop for alle interessenter i dansk sporttech,” siger Carsten Couchouron, der er dansk gift og bosat i København, men som har en kæmpe internationalt netværk som tidligere markedsansvarlig hos forskellige internationale idrætsorganisationer og agenturer i den olympiske hovedstad, Lausanne.
Grøde i sektoren
I de seneste år har flere initiativer forsøgt at gøre opmærksom på potentialerne i sporttech og idrætsrelateret innovation. Danske startups som Lenus, Veo, Tonsser og TrackMan har alle fået betydelige investeringer og udviklet sig til virksomheder med stort internationalt potentiale. Bagmændene bag sporttech.dk har selv en database med over 200 danske sporttech startups, men formoder, at tallet er højere og kraftigt stigende.
Formålet med at skabe større fællesskab og synlighed for hele startup økosystemet herhjemme er dels at bygge bro til danske idrætsaktører med behov for at udvikle sig gennem innovation og ny teknologi, dels at skabe et fælles community og større synlighed for de danske sporttech virksomheder herhjemme og internationalt.
“Med sporttech.dk ønsker vi at klæde sporttech start-ups endnu bedre på, og derved at gøre det lettere for breddeidrætten og start-ups at finde sammen, så de kan skabe gavn for alle aktive, frivillige og ledere i idrætsforeninger og fællesskaber i Danmark” siger Jakob Breddam fra DGI Impact.
“SportTech.dk er en platform, som skal hjælpe iværksættere og innovatører med at navigere i økosystemet for idrætsrelateret innovation og finde nyttig information og forbindelser,” siger Carsten Couchouron. Han forventer, at platformen vil vokse hurtigt med yderligere startups og interessenter i den kommende tid.
IdrætsPlatformens rolle
Idrætsplatformen bakker helhjertet op om initiativet og har en god dialog med Sports lab Copenhagen, DGI Impact og DIF Innovation Lab. IdrætsPlatformens ser sin rolle i ‘økosytemet’ bredt i forhold til idrætsrelateret innovation. Vi kan blandt andet hjælpe startups med sektorkendskab, synlighed og kontakter i idrætssektoren - også kontakter og ‘vinkler’, de enkelte startups måske ikke lige kendte.
Idrætspolitisk arbejder vi hver dag for at skabe øget synlighed og kendskab til alle de mange aktører, der i disse år bidrager til at udvikle og skabe nye løsninger i den danske idrætssektor.
Yderligere oplysninger:
Carsten Couchouron, Sports Lab Copenhagen, carsten@sportslab.sport
+45 2152 0126
Jakob Breddam, DGI Impact, jakob.breddam@dgi.dk, +45 2835 8388