Nyt fra IdrætsPlatformen: Studietur, sporting capital og inspirerende webinarer

Sport Vlaanderens moderne idrætscenter i Brasschaat nord for Antwerpen bliver et af de inspirerende steder, IdrætsPlatformen besøger på studieturen til Holland/Belgien den 7.-9. juni. Foto: Sport Vlaanderen.

Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Update på IdrætsPlatformen. Corona-epidemien har ligget som en dyne over idrætssektoren i over to år. For en måned siden fik vi så Rusland vanvittige krig tæt på, årtiers stabilitet i Europa er forbi. Det kan næsten føles taktløst at nørde videre i at udvikle idrætten, mens Ukraine står i flammer, brutaliteten breder sig, og store flygtningestrømme har brug for hjælp. Men så alligevel…

Vi må ’stå for noget’ i den danske idrætssektor. Herunder må vi stå for demokratiske værdier i praksis gennem åbne, tilgængelige, inkluderende og samarbejdende idrætsmiljøer med tilbud til og hjerte for en endnu større del af befolkningen end i dag. Det arbejde giver alt andet lige stadig mening, selv om Europa har fået andet at tænke på.

IdrætsPlatformen har en række højaktuelle tiltag på programmet i den kommende tid netop i forhold til en mere rummelig og dynamisk idrætssektor for flere.

Læs om noget af det nedenfor. Husk at deltage i introwebinaret til Sporting Capital Academy allerede på onsdag den 6. april kl. 09.00-10.30:

Studietur til Holland/Belgien, 7.-9. juni
Ny inspiration til idrætsudvikling. Læs hele programmet for studieturen.
Vi har sammen med Sports Vitality Hub Breda lavet et kanongodt program, som vil være relevant for alle IdrætsPlatformens medlemmer. Holland/Belgien (Flandern) er blandt de lande, vi kan lære mest af i forhold til fremtidsorienterede udviklingsmodeller for idrætten lokalt/nationalt for spændende idrætsfaciliteter og innovation og entreprenørskab i idrætten. Læs mere her og tag med på studieturen både for det faglige indhold og for det inspirerende netværks skyld.

Sporting Capital Academy
Første introwebinar den 6. april kl. 09.00-10.30. Se program.
Sporting Capital giver konkret brugbare redskaber og inspiration til at styrke idrætsdeltagelsen for alle målgrupper og segmenter. Tilmeld dig hele forløbet, eller mød Sporting Capital eksperten Nick Rowe og få en introduktion til begrebet Sporting Capital på introwebinaret den 6. april kl. 09.00-10.30. Deltagelse i introwebinaret er gratis for IdrætsPlatformens medlemmer.

Webinar: Datadrevet medlemsvækst. Vejen til flere medlemmer
Fredag den 22. april kl. 09.00-10.00. Se program.
Kom tæt på en spændende kombination af kvalitative og kvantitative metoder i jagten på nye medlemmer eller aktivitetsudvikling i specifikke idrætsgrene. KMD og Tomo Agency kombinerer vidt forskellige tilgange i arbejdet med at identificere ’frugtbar jord’ for at lancere nye idrætsaktiviteter i specifikke områder/idrætsgrene. Deltagelse i webinaret er gratis for IdrætsPlatformens medlemmer.

Webinar: Hvordan har idrætten det med, ’Hvordan har du det?’
Tirsdag den 10. maj kl. 09.00-10.00. Se program.
Få inspiration til nye vinkler og tiltag i forhold til folkesundheden og få et blik for, hvordan sundhedssektoren ser på idrætten hos en af landets førende forskere i bl.a. folkesundhed, social ulighed i sundhed og fysisk aktivitet, Jes Bak Sørensen, Defactum. Deltagelse i webinaret er gratis for IdrætsPlatformens medlemmer. Læs mere:

Litauen som partner
Litauen har fået sin egen ’IdrætsPlatform’, sportindustry.lt, en uformel efteruddannelsesplatform drevet af knusende dygtige og engagerede kolleger med udspring fra universiteternes idrætsuddannelser. IdrætsPlatformen har sammen med litauerne udviklet to spændende ansøgninger til Nordisk Råd. Den første handler om udvikling af idrætsfaciliteter som ’hubs og katalysator’ for lokalsamfundet sammen med ressurcecentret for selvorganiseret idræt, Tverga.no i Norge, og det færøske idrætsforbund. Den anden ansøgning er en udveksling, hvor repræsentanter for litauiske kommuner kommer på studiebesøg i finske og danske kommuner (Furesø, København, Eliteidræt Aarhus og Varde står klar til at tage imod). Mulighed for genbesøg næste år.

Idrætsmødet i Aalborg, 22.-23. juni. Har du et tip?
Igen i år står undertegnede for sporet ’Idrættens Innovatører’. Alle nyskabende løsninger er velkomne. Tag fat i mig med det samme, hvis du har mere godt stof til programsporet. Heldigvis er masser af stof at vælge imellem allerede. Vi ses i Aalborg i juni under alle omstændigheder. Læs mere om Idrætsmødet.

Idrættens Branchedage i Vejen, 26.-28. september
IdrætsPlatformen er programredaktør for Vejen Konferencen med undertitlen ’Idrætsmiljøer som dynamo for sundhed, fællesskaber og lokal udvikling’. I år tilføjer Vejen Konferencen et fjerde spor om bæredygtige idrætsmiljøer. Kender du til særlige bæredygtighedsinitiativer i idrætten, som vi bør have på programmet, så tag fat i undertegnede. Branchedagene vil også indeholde HI’s voksende brancheudstilling den 27. september. Det bliver et unikt mødested for både beslutningstagere, forvaltninger, idrætsudbydere, leverandører og teknisk personale i idrætssektoren.

Tværgående facilitetsplatform på vej
Fysiske møder og inspirerende besøg i idrætsmiljøer rundt omkring i landet er heldigvis tilbage i vores hverdag… IdrætsPlatformen kommer i år til at arrangere 3-5 fysiske platformsmøder, hvor facilitetsledere møder andre idrætsudbydere omkring særlige temaer. Ungdom, små lokalsamfund, strategisk udvikling af større faciliteter bliver blandt temaerne i år. Regn også så småt med datoen 8. september som dato for et meget spændende topmøde i København mellem aktører, der udbyder særlige programmer i trekanten mellem Idræt, sundhed og trivsel. Nærmere følger.

Vil din facilitet være vært for et fysisk møde i IdrætsPlatformen og har I en god historie at fortælle? Tag fat i undertegnede.

Generalforsamling i foreningen IdrætsPlatformen
Datoen er på vej. Det bliver ultimo maj. Vi får muligvis en-to ledige pladser i bestyrelsen. Er du interesseret? Hvad kan du bidrage med? IdrætsPlatformen havde en omsætning på små 320.000 kr. i de første 14 måneder. Vi skal op omkring en halv mio. kr. i år, så vi kan få endnu mere damp under kedlerne. Derfor vil vi også gerne have flere medlemmer. Meld dig ind og bliv en del af et socialt og fagligt fællesskab for alle, som brænder for en levende, mangfoldig og ambitiøs idrætssektor. Læs mere om medlemskategorier.

Vel mødt til IdrætsPlatformens arrangementer. Spred budskabet. Tag også fat i Platformen omkring konkret faglig sparring osv.

Med venlig hilsen
Henrik H. Brandt
Daglig leder, IdrætsPlatformen Danmark
henrik.brandt@idraetsplatformen.dk
Tlf. +45 29210972

Previous
Previous

Sporting Capital som vejen til højere idrætsdeltagelse

Next
Next

Nyt overblik over sporttech i Danmark