IdrætsPlatformen Danmark. På sporet af fremtidens idrætssektor

IdrætsPlatformen Danmark? Hvad er nu det for noget?

Nedenfor finder du en uformel sammenfatning af foreningen IdrætsPlatformen Danmarks, formål, aktiviteter og fremtidsplaner frem mod generalforsamlingen i København den 23. maj. Vi har eksisteret i ca. halvandet år. Vi er på ‘banen’, men vi har meget mere, vi skal nå i den kommende tid.

Husk Generalforsamlingen i klublokalerne hos BK Skjold, PH Lings Allé 10, 2100 København Ø, Mandag den 23. maj kl. 16.00.
Læs indkaldelse til generalforsamlingen og fællesspisning på
dette link.
Læs indkaldelse til medlemsmøde om Kulturministeriet og idrætspolitikken kl. 14.00-15.50 på
dette link.
Læs årsregnskab for 2021 på
dette link. (revideret regnskab til generalforsamlingens godkendelse).

Foreningen IdrætsPlatformen Danmark blev stiftet i 2020 og kom i luften med hjemmesiden idraetsplatformen.dk og de første aktiviteter i slutningen af 2020.

2021 blev dermed det første fulde driftsår. I hele perioden har corona-epidemien enten direkte eller indirekte påvirket idrætssektorens vilkår og dermed også mulighederne for at mødes fysisk eller online, men Platformen er nu i en fast organisatorisk gænge med egne arrangementer samt tilstedeværelse og synlighed i andre former for væsentlige debatter eller arrangementer i idrætssektoren.

Hvorfor IdrætsPlatformen?
IdrætsPlatformen Danmarks formelle hovedformål er, at: ”fremme kompetenceudvikling, netværkssamarbejder og strategisk udvikling af og for den brede idrætssektor i Danmark”.

Hvorfor er der behov for en sådan forening?

I artiklen ”Velkommen til en ambitiøs platform for kompetenceudvikling, samarbejde og synlighed” (Læs hele artiklen på dette link) uddyber vi 10 gode grunde til, at der er behov for en forening, som arbejder på tværs af hele den brede idrætssektor: 

  1. Behov for en fælles ’brancheidentitet’ og mere synlige karriereveje for fremtidens arbejdsstyrke (frivillighed gør det ikke alene)

  2. Stigende professionalisering af sektoren kalder på overblik og omtanke (flere uddannelser og nyuddannede)

  3. Nødvendigheden af øget synlighed og bredere inddragelse på tværs af idrætssektoren

  4. Stigende forventninger til idrætssektoren fra andre sektorer og samfundsdagsordener (trivsel, sundhed/fysisk aktivitet, inklusion, vækst)

  5. Teknologien ændrer spillepladen med stigende hast

  6. Demografiske forskydninger kræver omstilling og innovation i idrætssektoren

  7. Et dynamisk organisationsbillede kræver nye tilgange (foreningslivet kan ikke længere stå alene)

  8. ’Stedet’ som organisationsform er en ny organisationsform (proaktive idrætsfaciliteter)

  9. Folkeoplysningen skal selv forny sig for at kunne give mening og værdi til folket (forenings-, aktivitets- og organisationsudvikling)

  10. Behov for styrket synergi og samspil til andre sektorer

IdrætsPlatformen arbejder for at gentænke og inddrage såvel den ‘formelle’ idrætssektor på den venstre ‘banehalvdel’ som den mangfoldige skare af nye aktører (højre ‘banehalvdel’) i den brede idrætssektor. Vi vil gerne formidle samarbejde, ideer, kompetenceudvikling og partnerskaber mellem alle aktører.

Hvad er IdrætsPlatformens strategi? 
Formulering af en opdateret strategi og handlingsplan for den videre udvikling af organisationen, er en af opgaverne for den kommende bestyrelse. naturligvis inden for rammerne af IdrætsPlatformens vedtægtsbestemte formål: 

Formål og opgaver ifølge vedtægterne:

  • IdrætsPlatformen Danmark har til formål at fremme kompetenceudvikling, netværkssamarbejder og strategisk udvikling af og for den brede idrætssektor i Danmark.

  • Foreningen skal arbejde for en stærkere brancheidentitet i idrætssektoren samt for større synlighed for foreningens medlemmer hver for sig og samlet.

  • Foreningen skal arbejde for at understøtte samarbejder, skabe mere synlige karriereveje i idrætssektoren samt udvikle relevante fysiske og virtuelle fora for sine medlemmer. Dette skal blandt andet ske gennem udvikling af en fælles kompetenceplatform for idrætssektoren, hvor relevante uddannelses- og udviklingstilbud kan udvikles og udbydes for en bredere kreds. Foreningen skal i samarbejde med medlemmerne udvikle specifikke landsdækkende eller lokale interesse-netværk, som skal understøtte nye samarbejder, inspiration og innovation i idrætssektoren. Endvidere kan foreningen i samarbejde med medlemmerne og eksterne partnere facilitere og koordinere oprettelsen af fysiske hubs for idrætsrelaterede aktører på forskellige geografiske lokaliteter i Danmark.

  • Foreningen vil arbejde for at styrke medlemmernes politiske og kommercielle rammevilkår og vil fremme denne dagsorden ved blandt andet at samarbejde med offentlige og private organisationer med interesser i idrætssektoren i Danmark.

Hvad har vi lavet hidtil?
Siden lanceringen af IdrætsPlatformen Danmark ultimo 2020 har vi gennemført eller tilbudt vore medlemmer ca. 45 konkrete webinarer, seminarer, studieture eller mulighed for at deltage på favorable vilkår i andre aktørers konferencer.  

Næsten alle udbudte aktiviteter er trods corona blevet gennemført på højt fagligt niveau. Typisk har vi delt optgelser og materiale med vore medlemmer efter arrangementerne. Gennem aktiviteterne sker indirekte en løbende opsamling og formidling af viden og skabelse af netværk og samarbejder. IdrætsPlatformen har med andre ord fingeren på pulsen. Hos os er man i selskab med folk, der vil noget med idrætssektoren fra forskellige vinkler.

Foruden formelle arrangementer har vi naturligvis haft individuelle møder/løbende sparring med mange medlemmer, lige som vi gennem Henrik H. Brandt som daglig leder (deltid eller gennem vore meget aktive bestyrelsesmedlemmer er involveret i en lang række eksterne sammenhænge som oplægsholdere, undervisere, rådgivere eller analytikere. 

Vi har i IdrætsPlatformen været med til at introducere eller synliggøre nyskabende ’metoder og tilgange’ som eksempelvis Sporting Capital (Nick Rowe), Health Literacy/sundhedsadfærd, Wellnessøkonomien, branchestatistik, økosystem for idrætsrelateret innovation m.m.. Vi trækker hver dag på et stort bagkatalog af viden, netværk og erfaringer fra vore bestyrelsesmedlemmer osv. 

I corona-tiden har vi også foranlediget og gennemført to væsentlige undersøgelse af Idrætsfaciliteternes situation under coronakrisen. Vi har samtidig på anden vis givet input eller direkte sparring i forhold til idrætspolitiske initiativer i idræts- og brancheorganisationer, forvaltninger, faciliteter, startups og virksomheder osv. 

IdrætsPlatformen er netop en platform. Det betyder, at Platformen ikke altid selv er part i de konkrete initiativer, som måske kommer ud af vore aktiviteter eller inspireres af vore aktiviteter. Hvis forskellige aktører møder hinanden eller får kendskab til hinanden gennem Platformens initiativer og derefter indleder konkrete samarbejder, er det en væsentlig del af IdrætsPlatformens formål. 

Internationalt er vi medlem af European Observatoire of Sport and Employment (EOSE). Det betyder, at vi er part i eller får direkte adgang til blandt andet statistikker og trends og tendenser om udviklingen på det idrætsrelaterede arbejdsmarked i Europa. Meget nyttigt og inspirerende. Vi har friske data klar til Idrætsmødet i Aalborg den 22.-23. juni. 

Vi har også fundet ind i et samarbejde med vores nyetablerede ’søsterplatform’, Sport Industry Excellence Centre’ i Litauen (læs mere). Med støtte fra Nordisk Råd vil vi senere på året kunne gennemføre udvekslingsbesøg og konkrete research-, udvekslings- og udviklingsprojekter med aktører fra Litauen, Finland, Norge og Færøerne med gensidig erfaringsudveksling om faciliteter som hub og katalysator for deres lokalsamfund. Vi glæder os til samarbejdet, som flere af IdrætsPlatformens medlemmer bakker op om. 

Ligeledes på den internationale arena har vi tætte relationer til Sports + Vitality Hub i Holland (læs mere). Holland har et vældigt innovativt analyse- og innovationsmiljø i idrætten. Det er nok her, vi bedst kan finde overførbar inspiration til den danske idrætssektor. Til efteråret i dagene 25.-29. september får vi 30 hollændere og belgiere på besøg til Idrættens Branchedage i Vejen samt en række studiebesøg. Vi arbejder samtidig på at gennemføre en meget spændende studietur den modsatte vej. Vi måtte i første omgang desværre udsætte den planlagte tur den 7.-9. juni på grund af en for kort tidsfrist. Men vi prøver igen den 14.-16. september (bekræftet dato og revideret program følger. Læs mere). 

IdrætsPlatformen er indirekte involveret i årets to største danske mødesteder for aktørerne i den danske idrætssektor. Henrik H. Brandt har programansvar for sporet Idrættens Innovatører på Idrætsmødet i Aalborg den 22.-23. juni og igen for Vejen Konferencen som en del af Idrættens Branchedage den 26.-28. september i Vejen Idrætscenter. Programmerne for begge begivenheder er lige på trapperne. 

IdrætsPlatformen har en synlig tilstedeværelse i medierne, dels med egne platforme på LinkedIn og hjemmeside (link), dels som kommentator og skribent, blandt andet i det ambitiøse nye idrætspolitiske nyhedsbrev Idrætsmonitor (link).

Når vi blander os, er det altid ud fra grundsynspunktet, at vi skal skabe en bredere og mere strategisk tilgang til udvikling af idrætssektoren. 

Ikke alt er lykkedes endnu
Til sidst en række udfordringer, vi tager med os videre i arbejdet med IdrætsPlatformen. Jo flere medlemmer, jo stærkere bliver vi:

  • IdrætsPlatformen Danmark er i høj grad et græsrodsprojekt. Lad os bare være frække og kalde det et bud på en gentænkning af den folkeoplysningstradition, idrætten er så stolt af af at være en del af. Vi er båret af idealister. IdrætsPlatformen har en administrationsaftale med Idrættens Konsulenthus (Henrik H. Brandt), som betyder, at der udbetales et deltidshonorar for den daglige lederrolle, når økonomien er til det. Der er ikke mange faste omkostninger bortset fra lidt IT, bogholderi og tilmeldingsservice, så økonomien er rimelig skalérbar.

  • Vi har en ambition om at nå 100 betalende medlemmer på tværs af paletten i idrætssektoren, så vi kan skrue op for tidsforbruget i forhold til arrangementsudvikling, kommunikation og opsøgende virksomhed. Vi er der ikke endnu. Vi er ca. halvvejs, men takket være en engageret indsats fra medlemmer og bestyrelse, kører vi langt på literen.

  • Den samlede omsætning i 2021 (+ de to opstartsmåneder i 2020) har været 319.150 kr. Vi vil gerne mindst fordoble denne omsætning. Vi har flere interesserede medlemmer, som vi gerne vil have med i foreningen. Samtidig skal vi regne med, at der løbende skal ske en gentegning og fornyelse af eksisterende medlemskaber. Det er hårdt arbejde at få tid til det hele, og vi er derfor glade for al den opbakning, vi kan få fra eksisterende og kommende medlemmer. IdrætsPlatformen er helt bevidst skruet sammen som en forening, der både optager individuelle medlemmer og hele organisationer. Vi vil gerne have yngste sportsmanagementstuderende, små startups, etablerede leverandører og foreninger, virksomheder, faciliteter, brancheorganisationer samt landets største kommunale forvaltninger osv. med i samme forening.

  • Vi oplevede under corona-nedlukningen en stor interesse for at deltage i webinarer. Efterhånden som udbuddet af webinarer fra mange andre aktører, og skærmtrætheden bredte sig, dalede tilslutningen til møderne en anelse, en generel tendens i hele samfundet. Vi har alle brug for fysiske møder og menneskelige relationer for at skabe udvikling og netværk, men her har vi så det dilemma, at fysiske møder er tidskrævende og dyre i en landsdækkende forening. hvad skal man prioritere? Der er stadig lidt ’corona-trafikprop’ af events og aktiviteter, og for IdrætsPlatformen handler det om at finde det rette miks af egne webinarer og fysiske medlemsaktiviteter samt direkte sparring, mindre møder samt partnerskaber og samarbejder med andre aktører i sektoren. 

  • Vi havde fra etableringen linet et meget ambitiøst program af temagrupper op med yderst kompetente værter. Tilslutningen var dog ikke som håbet, måske på grund af corona-lockdown. Derfor vil vi i højere grad ændre medlemskonceptet til et generelt tagselvbord: Vi kommer hen over året godt rundt om alle temaer, men man kan som medlem frit tage for sig af alle retter efter interesse og behov. Ofte gratis, til andre tider mod en mindre brugerbetaling. Vi har en række konkrete arbejdsgrupper og temamøder på vej, så vi både kan arbejde i mindre grupper om konkrete temaer og på tværs. 

  • Den ændrede tilgang til arrangementer betyder også et behov for snarlig relancering af hjemmeside og kommunikation. Det arbejde forventer vi gradvist at gennemføre hen over sommeren, herunder har vi behov for at få udviklet vores nyhedsbrevsfunktion. 

  • De sidste udfordring ligger ud over IdrætsPlatformens daglige virke: Den danske idrætssektor er i stigende grad polariseret mellem et stærkt professionaliseret, fagligt engageret og udviklingsorienteret segment og et mere tilbageskuende eller passivt segment. Tiderne ændrer sig, men ikke alle har samme behov for eller forudsætninger for at flytte sig. Dybest set arbejder IdrætsPlatformen hele tiden på at gentænke idrætssektoren. Vi arbejder først og fremmest sammen med dem, der kan og vil involvere sig i arbejdet med at skabe fornyet dynamik i idrætssektoren – og som føler behovet for løbende at gentænke sektoren.   

Afslutningsvist skal lyde en stor tak til bestyrelse, medlemmer, deltagere i vore aktiviteter samt mange samarbejdspartnere. Herunder særligt en tak til Mette Bock og Maja Pilgaard, som på grund af nye arbejdsmæssige roller er nødt til at udtræde af bestyrelsen. Kvalificerede afløsere står parat, og vi ser frem til at fortsætte og udbygge arbejdet i regi af IdrætsPlatformen i de kommende år. 

Previous
Previous

Idrættens innovatører sætter kulør på Idrætsmødet i Aalborg

Next
Next

Tør idrætten høre sandheden om sundheden?