Tør idrætten høre sandheden om sundheden?
Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
Hvis man spørger de idrætsaktive danskere om deres motiv for at dyrke idræt eller motion, kommer sundhed og velvære ud på toppen af hitlisten hos de fleste. Samtidig ved vi fra forskningen, at en aktiv livsstil med masser af bevægelse er uhyre sund for krop og trivsel, lige som de fleste idrætsaktører naturligvis fremhæver, at de yder et stort bidrag til folkesundheden.
Idræt, sundhed og trivsel hænger med andre ord tæt sammen.
Og så måske alligevel ikke?
På IdrætsPlatformens korte webinar tirsdag morgen den 10. maj kl. 09.00-10.00 vil Jes Bak Sørensen fra forskningsenheden DEFACTUM i regi af Region Midtjylland på baggrund af den store folkesundhedsundersøgelse ’Hvordan har du det?’ give os et overblik over en række store udfordringer med folkesundheden, som vi er langt fra at have løst i det danske samfund.
Faktisk går det den forkerte vej med folkesundheden på en række områder, hvor man almindeligvis ville forvente, at idræt, motion og fællesskaber kunne have en gavnlig effekt på folkesundheden.
Idræt i Danmark rammer først og fremmest den motiverede og idrætsparate del af befolkningen. Derigennem yder idrætten og de folkeoplysende aktører implicit et væsentligt bidrag til folkesundheden, men hvis idræt og sundhed virkelig skal matche hinanden, er der behov for en radikal nytænkning af idrætsmiljøer og de tilgange, vi har til at indpakke og levere idrætten til befolkningen.
Deltag i webinaret ’Hvordan har idrætten det med ’Hvordan har du det?’
Tirsdag den 10. maj kl. 09.00-10.00
Deltagelse koster 200 kr. ekskl. moms. Deltagelse er gratis for IdrætsPlatformens medlemmer.
Sporting Capital som del af løsningen?
I sidste uge afviklede IdrætsPlatformen med Lokale og Anlægsfonden som vært det sidste modul i kursusserien ’Sporting Capital Academy’ med den engelske bagmand til ’Sporting Capital-teorien’, Nick Rowe.
Sporting Capital (idrætslige forudsætninger) bygger på mange års erfaringer med nationale idrætsvaneundersøgelser, kombineret med et nyt ’batteri’ af spørgsmål om den enkelte fysiske, mentale og sociale forudsætninger for at dyrke idræt og fastholde idrætsdeltagelsen i forskellige livsfaser.
Det massive datagrundlag for Sporting Capital viser meget tydeligt, at der er tæt sammenhæng mellem den enkeltes idrætslige forudsætninger og den faktiske idrætsdeltagelse. Der er er stort set ingen idrætsaktive blandt den mest udsatte del af befolkningen på en række sociale, fysiske og mentale parametre. Det vil kræve en gigantisk indsats og måske en helt ny (og professionel) arbejdsstyrke i idrætten at få flere med fra disse grupper.
Til gengæld kan idrætten og idrætsmiljøerne gøre en masse for at involvere, fastholde eller tilbagevinde de grupper, som ligger midt på skalaen, men som ikke i stor udstrækning er idrætsaktive i dag. Det er her, det potentielle boom i idrætsdeltagelsen kan udløses, men det vil igen kræve nogle helt andre tilgange, end vi oplever i dag, at forløse potentialerne.
Sandheden om idræt og sundheden er, at idrætten, foreningsidrætten og frivilligheden, om vi kender den, er langt bedst til at tiltrække, fastholde og engagere de grupper, som færdes hjemmevant i idrætsmiljøerne fra barnsben, og som heller ikke trækker negativt ned på ‘Den Nationale Sundhedsprofil’. Idrætten og skolerne har fat i alle børn. Hos børnene grundlægges en stor del af den ‘Sporting Capital’, vi tager med videre i livet. Gør vi det altid godt nok, eller giver vi også nogle børn negative oplevelser med i bagagen, som kan have en negativ impact senere i livet?
Arbejdstyrken af frivillige og de fleste af de professionelle trænere/instruktører kommer næsten altid selv fra gruppen med høj ’Sporting Capital’. De motiverede og engagerede frivillige forstår dybest slet ikke ‘fra egen krop’, at en meget stor del af befolkningen slet ikke har forudsætningerne eller behovet for at være idrætsaktive. Derfor har de inaktive og de idrætsparate i praksis meget svært ved at møde hinanden.
Et nyt sprog
Sporting Capital kan på mange måder give os et nyt sprog og en fælles forståelsesramme, som kan føre idrætsaktører, sundhedsaktører og idrætsmiljøer bedre sammen i forståelsen af og løsningerne af en af de massive samfundsudfordringer, hvor idræt og motion måske har det allerstørste uforløste potentiale.
På tirsdagens seminar med Jes Bak Sørensen får vi et overblik over, hvordan udfordringerne i det danske samfund ser ud set med sundhedssystemets briller.
Derefter er det op til os i idrætten at finde ud af, hvordan vi reelt arbejder videre med at løse en udfordring, som idrætten:
taler rigtig meget om
almindeligvis opfatter sig som en del af løsningen af
men som idrætten i virkelighedens verden er meget langt fra at levere de løsninger på, som virkelig batter.
Deltag i webinaret ’Hvordan har idrætten det med ’Hvordan har du det?’
Tirsdag den 10. maj kl. 09.00-10.00
Deltagelse koster 200 kr. ekskl. moms. Deltagelse er gratis for IdrætsPlatformens medlemmer.
Program
Webinar: Hvordan har idrætten det med ‘Hvordan har du det?’
Tirsdag den 10. maj kl. 09.00-10.00
09.00-09.05: Velkomst
Henrik H. Brandt, daglig leder, IdrætsPlatformen Danmark
09.05-09.30: Hvordan har vi det? Snitflader mellem Sundhedsprofilen og idrætten
Jes Bak Sørensen, forsker, cand.scient. i idræt og sundhed, ph.d., Defactum, Region Midtjylland
09.30-10.00: Diskussion og perspektivering. Hvordan har idrætten det med ‘Hvordan har du det?’
Tilhørerne og udvalgte nøglepersoner fra idrætssektoren inviteres til at give deres perspektiver på idrættens sundhedsrolle i fremtiden.