Holder folkeoplysningsloven til tidens test?

Der er noget smukt ved folkeoplysningsloven og den ånd, der følger med, men holder loven til tidens test, når vi eksempelvis skal tilpasse faciliteterne til tidens faktiske idræts- og fællesskabsmønstre? Tak for kaffe til Sydvestmors Kultur - og Fritidscenter. Foto: Henrik H. Brandt

Af Henrik H. Brandt, journalist og konsulent i idræts- og fritidssektoren
Artiklen er første gang bragt i Kultur og Fritid nr. 3/2021, udgivet af Fritid & Samfund

Ny folkeoplysningslov? Kommarettelser eller skal Grundtvig vippes af tronen?

Sådan lød oplægget til den debat om behovet for en ny folkeoplysningslov, som Steffen Hartje fra Fritid & Samfund og undertegnede var inviteret til at indlede på den årlige konference i regi af Fritidssamrådet i Danmark den 28. oktober 2021.

Jeg var nok castet til rollen som den polemiske systemkritiker, der skulle argumentere for, at folkeoplysningsloven har spillet fallit, fordi idræts- og fritidslivet i disse år udvikler sig i en retning, hvor en stor del af væksten og nytænkningen i høj grad sker uden for eller på trods af de bærende lovgivninger på idræts- og fritidsområdet, nemlig udlodningsloven og folkeoplysningsloven.

Så simpelt er det bare ikke. Foreningslivet i Danmark er i det store billede omstillingsparat og relativt inkluderende i forhold til mange af vore nabolande. Målt med samfundets store regnemaskine får vi endog rigtig meget idræt og folkeoplysning inkl. en tæt forsyning af faciliteter ud af de 6-6,5 mia. kr., som stat og kommuner hvert år investerer i drift, tilskud og anlæg på området.

At vi har en lov, der regulerer støtten til området med udgangspunkt i ”demokrati, grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, fællesskab og de enkelte initiativtageres idégrundlag” er på mange måder både ædelt og effektivt set i den store sammenhæng.

Vi skal bare passe alvorligt på med ikke at blive så forgabt i vores unikke lovgivning og tradition på folkeoplysningsområdet, at vi helt forsømmer debatten om de ganske store strukturelle udfordringer i idræts- og fritidssektoren.

“Vi skal bare passe alvorligt på med ikke at blive så forgabt i vores unikke lovgivning og tradition på folkeoplysningsområdet, at vi helt forsømmer debatten om de ganske store strukturelle udfordringer i idræts- og fritidssektoren.”

Hvad er da problemet?

Lettere bedøvet mindset
Problemet er måske mere det til tider lettere bedøvende mindset, der følger med i den politiske diskurs om folkeoplysningsområdet og i den praktiske forvaltning af loven i de folkeoplysende institutioner selv og de kommunale forvaltninger.

Det ligger i hele den implicitte forventning til folkeoplysningsområdet, at sektoren bidrager, når samfundets store demografiske, teknologiske, folkesundhedsmæssige eller demokratiske udfordringer skal adresseres. Det ligger i forventningen til folkeoplysningsområdets grundlæggende demokratiske struktur, at det er i stand til selv at tage selvkritisk livtag med de strukturelle udfordringer, der måtte opstå hen ad vejen.

Det er her, det begynder at halte lidt.

Hvis folkeoplysningsloven låser os i et mindset, der sætter organiseringsformer og demokratiske vedtægter over alt andet, bliver vi blinde for de overordnede samfundsmæssige tendenser. Vi kigger bevidst eller ubevidst mere på, om vi regulerer sektoren fornuftigt inden for den gældende lovgivnings rammer og forventninger – og det gør vi.

Men vi forsømmer samtidig at kigge på det store billede, om sektoren egentlig bidrager optimalt til at løse de formål, den skal opfylde?

Her kunne vi gøre det meget bedre i min optik. Foreninger, frivillighed, fællesskab, folkeoplysning, faciliteter, forvaltning skal løbende udfordres og nyfortolkes – ellers kommer folkeoplysningsloven og udlodningsloven i praksis til at modarbejde mange af de bagvedliggende intentioner.

Lovgivningens paradokser
Lad os nævne en række af de paradokser, som trænger til at blive adresseret og debatteret på det folkeoplysende område:

Udlodningsloven har i modsætning til folkeoplysningsloven ingen formålsbeskrivelse. Loven fordeler bare den statslige støtte til centrale organisationer på især idræts- og ungdomsområdet, uden at loven eller lovgiverne egentlig definerer, hvad de forventer at få for pengene, eller hvordan nye organisationer, idéer eller meningsfulde fællesskaber kan få samme adgang til grundstøtte eller lov at udfordre de bestående strukturer på lige vilkår. Vi har en situation, hvor mastodonterne (idrætsorganisationerne og DUF) i højre grad orienterer sig mod den politiske dagsorden og lovfæstede bevillingssikkerhed end mod medlemsforeningerne. Der er i praksis sket en afkobling mellem civilsamfundets centrale organisationer og det lokale ’produktionsapparat’ i form af folkeoplysende eller demokratiske foreninger.

Vi har derfor fået det paradoks, at den størst fornyelse og vækst på idræts- og folkeoplysningsområdet i disse år sker uden for de store demokratiske medlemsorganisationernes virkeområder. De store organisationer lover rutinemæssigt politikerne at adressere enhver samfundsmæssig tendens eller udfordring. I praksis har organisationerne bare begrænset indflydelse på udviklingen ’nede på græsset’. Vi har fået en slags rygklapperdemokrati, hvor organisationsformænd og politikere i gensidig afhængighed løbende bekræfter hinanden i, at folkeoplysningssektoren er løsningen og gør det fantastisk, selv om der rent faktisk er store strukturelle udfordringer, som vi år efter år forsømmer at tage livtag med.

I den lokale forvaltning af folkeoplysningsloven ser vi samme tendens til en vis magtesløshed eller mangel på fokus på tendenser på idræts, fritids- og folkeoplysningsområdet, som ikke fanges ind af folkeoplysningsloven.

Vi oplever, hvordan adgang til offentlige faciliteter bliver et privilegium for de få, eller hvordan den offentlige facilitetsmasse har svært ved at adressere ændringer i måden, vi praktiserer vore fritidsinteresser på.

Vi oplever, hvordan byudviklere og ejendomsinvestorer mangler reelle incitamenter til at investere i idræts- og fritidsfaciliteter, fordi loven gør det for vanskeligt at ’regne investeringerne hjem’. I stedet får vi en hastig udbygning med kommerciel infrastruktur til idræt og fritid uden for folkeoplysningslovens virkeområde og dermed en øget segregering i storbyer, bydele og nye boligområder. Præcis den udvikling, folkeoplysningen egentlig skulle modvirke.

Vi oplever, at fodboldbaner, skydebaner, tennisanlæg, atletikanlæg, haller osv. fra fritids- og folkeoplysningslovens ’ungdom’ i visse områder får lov at sygne stille hen uden indgriben udefra eller reelle incitamenter til at skabe ny aktivitet og anvendelse.

Vi oplever, hvordan de helt store samfundsmæssige udfordringer som eksempelvis fysisk inaktivitet, livsstilssygdomme, dalende mental sundhed eller stigende social ulighed i deltagelsen i samfundslivet langt fra adresseres af det folkeoplysende foreningsliv. Helt i folkeoplysningslovens natur er folkeoplysningen jo orienteret mod det aktive medborgerskab og ’medlemmernes lyst og evne til at tage ansvar for eget liv’. Lad os bare være ærlige og erkende, at vi i praksis har skabt en middelklasselov, hvor foreninger med sociale eller sundhedsmæssige formål ofte kommer i limbo mellem forskellige logikker i lovgivningen og forvaltningen.

Vi oplever, hvordan mange folkeoplysende aktører selv er udfordrede af den hastige digitale og teknologiske udvikling, som de egentlig skulle ’folkeoplyse’ os om og ruste os til at virke i. De store virtuelle mødesteder, lærings- eller debatplatforme i samfundet er ikke længere de klassiske folkeoplysende institutioner. Visse aftenskoler, foreninger og faciliteter er snarere blevet beskyttede værksteder for en tid, der ikke længere findes. Vi kommer ikke tilbage til 1970’ernes brune cafeteriaer med lørdagens engelske tipsfodbold på skærmen og pommes frites og remoulade på bakken.

Vi oplever, hvordan unge i stigende grad står uden for de klassiske foreningsfællesskaber, fordi de ganske enkelt navigerer anderledes mellem organiseringsformer og fysiske og virtuelle fællesskaber, end lovgivningen tager højde for. En konkret konsekvens er, at eksempelvis de store studiebyer med mange tilflyttere har en uhyre lav tilslutning til eksempelvis aftenskoler eller idrætsforeninger – tilmed i nogle af de mest ressourcestærke målgrupper.

Loven kan ikke stå alene
Sammenfattende kan man måske konkludere, at folkeoplysningsloven principielt er fantastisk og vigtig.

Loven kan bare ikke stå alene, hverken i forhold til finansiering eller ’mindset’ i den måde, vi forvalter fritidsområdet på. Vi kan sagtens bruge tiden på at diskutere bureaukratiske forviklinger for foreningslivet, tilskudsbrøker og lokaletilskud. Reelt kommer det bare ikke til at gøre den store forskel.

Det vil skal diskutere er, hvordan vi får den levende, dynamiske og inkluderende folkeoplysende sektor, vi alle ønsker. Det kræver frie midler, som ikke er bundet op på folkeoplysningslovens ofte ret snævre definitioner. Det kræver, at vi tør sætte den folkeoplysende idé foran den folkeoplysende lov uden at smide barnet ud med badevandet i processen.

Hvordan vi gør det i praksis, kræver nok en ny og fordomsfri debat.

Måske kan vi søge penge til det i puljen til debatskabende aktiviteter?