Facilitetsudvikling: Den menneskelige faktor er vejen til bedre idrætsfaciliteter

Idrætsfaciliteter gør det ikke alene. Vejen til bedre idrætsmiljøer går gennem investeringer i den menneskelige faktor. Foto: Henrik H. Brandt

Baggrund: Nøglen til at gøre flere danskere idrætsaktive ligger i at bringe Idrættens infrastruktur langt mere i spil i forhold til idræts- og aktivitetsudvikling og udvikling af mere motiverende tilbud til den mindst aktive del af befolkningen. Vejen til magiske idrætsfaciliteter i lokalsamfundene går lige så meget gennem de menneskelige ressourcer i faciliteterne som gennem store anlægsbevillinger. Nationale omstillingsmidler til at udvikle fremtidens idrætsmiljøer kunne gøre en kæmpe positiv forskel.

Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Hvis danskerne en lørdag eftermiddag lægger juleturen i nabolaget forbi den nærmeste idrætshal, er det svært at forudsige, hvad de egentlig vil møde.

De fleste danskere har en idrætsfacilitet med forskellige idrætsmuligheder inden for maksimalt et kvarters transporttid fra deres bopæl.

I Danmark fejler grundforsyningen med idrætsfaciliteter intet, men hvis man drejer ind på parkeringspladsen eller stiller cyklen i stativet foran barndommens lokale idrætshal, vil der være enorm forskel på den kvalitet og atmosfære, man kommer til at opleve.  

Billede 1: Fortiden hænger i gardinerne
Man møder en næsten tom parkeringsplads. Hoveddøren er måske lukket, caféen er helt sikkert lukket. Det er jo lørdag. Håndboldklubben spiller ikke nær så mange kampe som tidligere, og folk kan jo heller ikke komme hurtigt nok hjem efter kampe og træning nu om stunder.

Hvis man snuser videre rundt i hallen, vil man møde de detaljer, man husker fra sin barndom: Gulnede vægge, den knækkede knag i omklædningsrummet, som Finn fra 7.B hev lidt voldsomt fat i efter gymnastiktimen med halhockey i 1979. Falmede reklameskilte à la ”Sig Jolly til din cola” på væggen i idrætshallen.

Hallens arkitektoniske udtryk vil være trygt og genkendeligt fra barndommens lykkelige indendørsstævner i fodbold, da man vandt en plade Pernille chokolade for et godt mål mod Tølløse. Man kan næsten høre Niels Christian Niels Christiansens gnækkende kommentatorrøst på TV-skærmen på væggen i cafeteriaet, hvor dagens tipskamp på DR er Derby County mod Leeds United.

Billede 2: Faciliteten som lokal katalysator
Man har svært ved at finde en ledig parkeringsplads. Juleafslutning, ungdomsstævne, motionsløb, yoga, børnefødselsdag, foredrag med Chris Macdonald, de nyeste træningsmaskiner og masser af tilbud om holdtræning i fitnesscentret. Pay & Play badminton på bane 3 og målområde for årets julemotionsløb lige uden for centret.

Chefen for det hele går rundt og hilser på alle. Chefen kender hver en sjæl i lokalområdet – også Finn fra 7.B, der så ulyksaligt knækkede knagen i omklædningsrummet i 1979. Den knækkede knag er udskiftet for længst, og Finn er i dag blandt de mest engagerede hjælpere i idrætscentrets frivilligkorps ved større arrangementer og forefaldende opgaver…

Tilbage til virkelighedens billede af idrætsfaciliteterne: Nogle idrætsfaciliteter er magiske mødesteder for deres lokalområder. Hvis de lokale idrætsforeninger eller skoler ikke lige har gang i butikken denne weekend, skal halledelsen nok selv sørge for at fylde hver en kvadratmeter med egne aktiviteter eller gennem lejede instruktører og eksterne samarbejdspartnere.

Hallen er altid i udvikling. Takket være den menneskelige faktor og det pulserende liv i faciliteten, lykkes det som regel også at skrabe midler sammen undervejs til løbende modernisering og nye faciliteter.

Heldigvis er Billede 2 efterhånden ganske udbredt. Man møder flere og flere af de travle, udadvendte, opsøgende faciliteter, men Billede 1 er heller ikke unormalt. Man møder stadig for mange fritidscentre, som holder lukket, når borgerne har fri – eksempelvis i weekender eller ferieperioder, og som rammer for smalt i forhold til målgrupper, eller som ganske enkelt har få gæster i hverdagen.

Et kig på hjemmesiden for det lokale idrætscenter i Øster Jølby, så ved man, at her foregår der magiske ting i lokalsamfundet trods et beskedent befolkningsunderlag.

En samling af magiske mødesteder
De bedste lokale idrætsfaciliteter er dem, som ejendomsmægleren lige runder for at skrue 10 procent op for argumentationen over for potentielle boligkøbere i nabolaget.

Hos IdrætsPlatformen samler vi på de magiske mødesteder:

Vejen Idrætscenter er selvfølgelig et velkendt flagskib, men man møder også magien i de helt små lokalsamfund som Øster Jølby eller Ubberud, i centerbyer som Hobro, hvor det lokale idrætscenter med held har stillet om til sundhedsorienterede tiltag for borgerne, eller i Hammel, hvor den lokale idrætsforening Hammel GF får nye medlemmer, flere aktiviteter og attraktive faciliteter gennem sportspas og tværgående samarbejder med en ansat aktivitetsudvikler som dynamo.

I storbyerne har faciliteter som Hafnia-Hallen i Valby et øje på hver finger, når faciliteten skal fyldes med aktivitet. I Aarhus-forstaden Lystrup har den lokale svømmeklub ved egen indsats forvandlet en i grunden dødssyg skolehal til en lækker hjemmebane for svømning og velvære for tusindvis af medlemmer. I specialfaciliteter til gadeidræt, maritime centre eller ketsjercentre kan man opleve faciliteter med blik for hele paletten inden for deres fokusområder osv.

Kommunale faciliteter kan lyde som den tørreste kiks, men kan sagtens være fulde af kreativitet og lokalt ejerskab. Omvendt kan topmoderne og nybyggede selvejende faciliteter være drænede for værtskab i en grad, så de netop opdaterede elspare-installationer automatisk slukker for belysningen i den centrale lobby hvert kvarter, fordi der simpelthen næsten ikke kommer en levende sjæl forbi.

Danskerne møder med andre ord både magiske faciliteter med afklarede målgrupper og roller i forhold til lokalsamfund og aktivitetstilbud – og mørkelagte og bagudskuende faciliteter, hvor intet rigtigt kan lade sig gøre, fordi incitamenter, fysiske rammer, personligt drive, bestyrelsesarbejde eller kompetencer ikke kører i højeste gear.

Det største idrætspolitiske potentiale
Det helt store idrætspolitiske potentiale i de kommende år er omstilling af en større del af idrætsinfrastrukturen til mere sociale, proaktive, entreprenante og relevante idrætsmiljøer. Idrætsdeltagelsen i Danmark har det ikke for godt disse år. Mere proaktive idrætsfaciliteter er en af hovednøglerne til at skabe fornyet dynamik i idrætssektoren. Faciliteterne skal langt mere på banen som aktivitetsudvikler, lokal katalysator og som ‘organiseringsform’ i egen ret.

Den menneskelige kraftværker er ofte afgørende
Nøglen til mere involverede lokalsamfund og en mere motorisk og idrætsligt kompetent og motiveret befolkning ligger i høj grad gemt i den menneskelige faktor i idrætsfaciliteterne. Forklaringen på faciliteternes vidt forskellige atmosfære og aktivitetsniveau er ikke blot demografiske, arkitektoniske/bygningsmæssige eller økonomiske forhold.

Idrætsfaciliteter er et kommunalt eller helt lokalt forvaltet område. Man må derfor acceptere lokale forskelle i prioriteringer, standard, kvalitets- og aktivitetsniveau.

Forklaringen på de store forskelle handler primært om incitamenter, mindset, værtskab, lederskab og ledelsesmæssig kapacitet. Det er her, de store potentialer gemmer sig for fremtidens facilitetsudvikling.

Direktør Klaus Frejo fra Idrættens Udviklingscenter har i de senere år haft snesevis af facilitetsledere gennem efteruddannelsesforløb. Han taler om ’menneskelige kraftværker’ som en faktor, der ofte får magien til at indfinde sig i idrætsfaciliteterne. Af og til taler han dog også om humlebi-organisationer, som er så personbårne, at de risikerer at kollapse, hvis den centrale nøgleperson flytter eller går kold i sliddet på alle tider af døgnet.

Et andet af Klaus Frejos guldkorn handler om de ’ubevidst inkompetente’ bestyrelser eller politikere. Hvis man ikke sidder på en direkte brændende økonomisk platform, eller hvis man dybest set ikke ved, hvad man går glip af eller burde stræbe efter som standard og vision for idrætsfacilitetens drift og rolle, er det jo svært at gøre noget ved det, selv om man har de bedste intentioner…

Fagfolk internt i sektoren ved godt, hvad der skal til, men det er altså ikke altid, viljen, udsynet eller den brændende politiske eller økonomiske platform for forandring i praksis er til stede i praksis.

I de senere år er der dog sket massive forbedringer i mange organisatoriske og politiske led og i vidensgrundlaget for hele facilitetsområdet. Visse strukturelle benspænd skal adresseres, før flere danskere får den lokale infrastruktur til idræt og fællesskaber, de fortjener.  

Lad os først lige opsummere nogle af de meget positive udviklingstendenser på facilitetsområdet, som man naturligvis kan bygge videre på: 

Jakob Sander er et eksempel på et af de menneskelige kraftværker, som får Vejen Idrætscenter til at bokse langt over sin vægtklasse. Foto: Leif Christensen, LLN Press

Facilitetsmassen er veludbygget
Naturligvis sker en befolkningstilvækst i visse byområder, og naturligvis kan der være lokale behov for at bygge nye eller flere idrætsfaciliteter. Men i det store billede er Danmark velforsynet med de gængse idrætsfaciliteter og rammer til idræt.

Mange kommuner døjer mere med den omvendte problemstilling: At man har for mange faciliteter eller ikke de rette faciliteter i forhold til den demografiske udvikling og ændringer i aktivitetsbillede og efterspørgsel. Hvis de lokale faciliteter har de rette ledelsesmæssige forudsætninger og rammer, vil man ofte se, at fornyelse og tilpasning til skiftende behov sker løbende, uanset de demografiske forudsætninger i lokalområdet.

Arkitektur og funktion er kommet i fokus
Lokale og Anlægsfonden har siden 1994 været med til at sætte nye standarder for selve idrætsbyggeriet og arkitekturen. Fra tid til anden dukker fyrtårnsprojekter op, som inspirerer og sætter nye rammer. Lokale og Anlægsfonden trykprøver mange projekter og skaber præcedens for at involvere flere aktører og vinkler tidligt i anlægsfasen. Lokale og Anlægsfondens kræfter og midler rækker dog langt fra til alle faciliteter.  

Det er måske også en nyere tendens, at Lokale og Anlægsfonden ikke altovervejende har fokus på de æstetiske og arkitektoniske kvaliteter af faciliteterne, men også på selve driftsmodellen og vigtigheden af de menneskelige ressourcer og værtskabet i faciliteterne. 

Vidensgrundlaget er forbedret
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) ved Syddansk Universitet og Idrættens Analyseinstitut har især i det seneste årti bidraget til både et stærkere vidensgrundlag og en stærkere politisk debat omkring faciliteterne. De overordnede tal for aktiviteter og brugermønstre er velkendte. Facilitetsmassen er godt kortlagt og synlig gennem Facilitetsdatabasen, og kommunernes praksis i støttemodeller og politikker er godt belyst.

Samtidig er såvel udendørs områder og byrum som kommercielle faciliteter trukket mere med ind i vidensgrundlaget. Især de kommercielle idrætsfaciliteter (fitness, padel, klatring, yoga, kampsport, crossfit, golf m.m.) har været i stærk vækst - måske netop fordi disse faciliteter mere naturligt end den offentlige facilitetsmasse kobler selve faciliteten med løbende udvikling af aktivitetsindhold, bæredygtige forretningsmodeller og proaktiv drift.

Vi har også fået bedre adgang til viden om beskæftigelse, uddannelser og offentlige investeringer bl.a. gennem en opgradering af idrættens statistik og offentlige nøgletal i Statistikbanken.

Fokus på kapacitetsudnyttelse betyder, at man i dag ikke blot ser idrætsfaciliteter som en bygningsmasse, der primært står ‘til rådighed’, men i højere grad som et aktiv, der skal udnyttes optimalt. På grundlag af denne viden, har startups som WannaSport og Hallmonitor udviklet innovative løsninger til at optimere facilitetsdriften og aktiveringen af ledige tider. Også leverandørerne til sektoren løfter sig. Store leverandører som Tress, A-Sport med flere har fod på tendenser og behov, og man skal slet ikke undervurdere den erfaring og viden, der akkumuleres hos branchens leverandører.

Branchen forsøger at løfte sig
Betydningen af god planlægning og ledelse i faciliteterne manifesterer sig ikke kun i vidensgrundlaget, men også i organiseringen. Peter Forsberg fra Idrættens Analyseinstitut/SDU dokumenterer i ph.d.-afhandlingen ’I idrætsforeningernes tjeneste. En undersøgelse af ledelse af danske idrætsanlæg,’ hvordan forventningerne til selve facilitetsledernes rolle er i forandring fra ren service og foreningsfokus til en mere proaktiv rolle me dblik for hele lokalsamfundet.

Dette hamskifte har også fagforeningen HI taget på sig. Brancheforeninger som IFFD, Foreningen Private Golfbaner, DFHO, groundsmen, greenkeepere, bowlingcentre, yogalærere mfl. skaber et net af ofte nyere organisationsdannelser, som både formidler viden og inspiration til baglandet og sætter væsentlige tendenser på dagsordenen.

Mødesteder som Idrætsmødet og Idrættens Branchedage, netværk som ConnectSport, IUCE-ledernetværk, IdrætsPlatformen med flere forsøger at dele viden, fællesskab og erfaringer om væsentlige trends og tendenser.

En sidste væsentlig brik i udviklingen på facilitetsområdet er kommunalreformen, som har ført til stærkere fritidsforvaltninger med kapacitet til at stille de rigtige spørgsmål til kommunens kvadratmeter og til at understøtte en strategisk facilitetsudvikling. I visse tilfælde har kommunerne dog også fået længere ud til den lokale kontekst og det ejerskab og værtskab, som i høj grad er en del af gode lokale idrætsfaciliteter.

IdrætsTopmødet i Køge om fremtidens faciliteter den 25. november 2023. Mange kommuner har i den grad fokus på facilitetsudvikling, men billedet er ujævnt, og der mangler centrale udviklingsmidler og en national strategi for at løfte idrætsfaciliteternes rolle og de organisatoriske muskler omkring facilitetsudvikling. Foto: Henrik H. Brandt

På tide med en national indsats
Men hvem laver en overordnet strategisk indsats for at forløse de potentialer, som efterhånden er tydelige for enhver?

Hvis man sammenfatter de positive tendenser har vi alle forudsætningerne for at få idrættens infrastruktur til at levere bedre for flere i fremtiden. 

Hvorfor sker der så alligevel ofte for lidt? Hvorfor er ‘Billede 1’ stadig ganske udbredt? Omstillingsprocessen går for langsomt, og de offentlige kasser investerer ikke nødvendigvis der, hvor effekten er størst.

En manglende brik i det billede er den manglende centrale vision og motor på facilitetsområdet. Idrættens ministerium, Kulturministeriet, og andre regeringskontorer holder sig på lang afstand af det decentralt forvaltede facilitetsområde, og de aner muligvis slet ikke, hvordan de kan gøre en positiv forskel uden at blive en direkte del af anlægsdriften i kommunerne.

Sagen er, at der i den grad ville være nytteværdi og potentiale i en struktureret national indsats for at udvikle den menneskelige faktor i og omkring faciliteterne.

Den kommunale og lokale planlægning og anlægspolitik skal centralforvaltningen naturligvis holde sig langt væk fra, men centrale indsatser og prioriteringer kan bidrage til at sætte retning og stille nødvendig omstillingskapital og incitamenter til rådighed for den nødvendige omstillingsproces:

• Fokus på kompetenceudvikling og uddannelse af ledelser, bestyrelser og personale i faciliteterne.

• Fokus på organisationsudvikling og bedre involvering af de faglige organisationer på facilitetsområdet, som kender området og dets behov, men som langt fra har samme økonomiske og organisatoriske muskler som idrætsorganisationerne.

• Fokus på aktivitetsudvikling i faciliteterne. Finansieringsmuligheder for partnerskaber med idrætsfaciliteter i en udfarende rolle om lokale programmer og aktiviteter for særlige målgrupper.

• Fokus på tværgående aktiviteter, hvor faciliteterne gennem aktivitetsmedarbejdere, netværk, lokale instruktørkorps, grejbanker, opstartspuljer eller lignende påtager sig rollen som den lokale katalysator og måske direkte arrangør af tværgående initiativer. Ofte er faciliteterne bedre positionerede end idrætsforeningerne til at tage førertrøjen lokalt og forvalte investeringer i eksempelvis ny teknologi eller tværgående træningsmuligheder (styrketræning, motorik, outdoor, specialudstyr osv.), som kommer alle idrætsgrene, borgere, skoler og foreninger til gode.

• Fokus på administrativt bøvl og foreningsudvikling, hvor faciliteter med lidt flere administrative muskler end idrætsforeningerne bliver en slags helt lokale serviceorganisationer for foreningslivet på flere områder end bare selve facilitetsdriften. Eksempelvis regnskab, ledernetværk, kommunikation, sponsorarbejde, digitale løsninger osv.

• Fokus på partnerskaber, hvor faciliteterne – eksempelvis i dagtimerne – udvikler partnerskaber med civilsamfund, private aktører eller andre kommunale forvaltninger som skoler og institutioner, ældreområdet, beskæftigelsesområdet og sundhedsområdet på indsatsområder, hvor man ikke bør forvente, at frivillige foreningsledere og instruktører står til rådighed eller har de rette faglige forudsætninger.

• Fokus på bæredygtighed, miljø- og energiforbedringer, hvor mange faciliteter har brug for en håndsrækning til de nødvendige investeringer eller sporskifter.

Midlerne er skævt fordelt
Udfordringen ved at skabe en national strategi og udviklingsplan for udvikling af idrættens infrastruktur er ikke så meget økonomi.

Pengene er der helt overordnet, men de er skævt fordelt. Fra nationalt hold går alle midler og al politisk involvering til udvikling af idrætslivet gennem idrættens medlemsorganisationer.  Derfor har vi en situation, hvor de nationale idrætsorganisationer, DIF, DGI, rutinemæssigt forlanger bedre faciliteter eller midler til flere faciliteter, men hvor de sjældent selv har hånden på kogepladen.

Idrætsorganisationerne repræsenterer ganske enkelt ikke faciliteterne. Foreningsidrætten er naturligvis en væsentlig interessent i facilitets- og aktivitetsudviklingen, men der er mange andre aktører og interessenter involveret i og omkring de mest proaktive faciliteter.

I værste fald kan idrætsorganisationerne være med til at binde ressourcer eller presse anlægsinvesteringer og facilitetsudvikling i den forkerte retning på grund af interessekonflikter, når specifikke idrætsgrene eller elitære idrætter skal fremmes - eller store events eller idrætsarenaer skal udvikles til enkeltstående formål.

Idrætsorganisationerne er en vigtig interessent i facilitetsudviklingen, men de repræsenterer ikke branchen og kan i værste fald skubbe til kortsigtede investeringer som her det nu forladte stadion fra DGI’s landsstævne på Bornholm i 2002. Der er derfor behov for også at styrke de lansdækkende organisationer, som repræsenterer faciliteternes rolle i idrætten. Foto: Henrik H. Brandt

Helt lavpraktisk vil staten og Kulturministeriet altid have en tendens til at sende flere penge efter de formål, man allerede investerer i og kender i forvejen. Man kan bare se den seneste finanslov, hvor regeringen fandt substantielle nye midler til eliteidrætten under Team Danmark og til større idrætsevents, og hvor de centrale idrætsorganisationer står til ganske store stigninger i indtægter fra udlodningsmidlerne.

Det skaber en uhensigtsmæssig ubalance i sektoren, at idrætsfaciliteterne og deres uforløste potentialer i forhold til organisations- og aktivitetsudvikling aldrig er en del af de nationale diskussioner og løsningsmodeller.

På den måde kan man sige, at den nationale danske idrætspolitik (eller mangel på samme) desværre stadig hænger for meget fast i ’Billede 1’, som man møder øverst i denne artikel.

Fremtidens løsninger skal implementeres lokalt, men en ambitiøs national indsats for at udvikle fremtidens idrætsmiljøer og de menneskelige ressourcer i og omkring faciliteterne ville være det største enkeltstående bidrag til at udvikle den danske idrætssektor og styrke idrætsdeltagelsen i de kommende år.

Tag fat i IdrætsPlatformen, hvis du ønsker gode eksempler, kontakter eller inspiration til fremtidens facilitetsudvikling. Og husk naturligvis Idrættens Branchedage den 5.-7. november 2024 som stedet, hvor man henter inspiration i forhold til fremtidens idrætsfaciliteter og rammer til idræt.

Næste udgave af Idrættens Branchedage finder sted i Vejen Idrætscenter i dagene 5.-7. november 2024.