Der skal nytænkning til på fodboldbanerne

Det er en bane som denne, AS’80 Almers helt nye kunstgræsbane uden infill, vi taler om. Hvordan får vi entreprenørskabet mere ind på banerne? Foto: Henrik H. Brandt

Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Efter IdrætsPlatformens arrangement torsdag den 8. juni om ’Kunstgræsbaner uden infill. Fremtidens vej for fodbolden?’ sidder jeg tilbage med nogle refleksioner om behovet for at gå i flæsket på nogle af dogmerne omkring fodboldbaner og fodboldklubber.

Jeg har to diskussioner, vi godt kan stoppe - og to diskussioner, vi bør tage hul på…

To diskussioner, vi godt kan stoppe:

Er baner med infill af gummigranulat ikke bedst og billigst?
Jo, formentlig. Personligt har jeg også en idé om, at der er tale om en pæn dosis symbolpolitik i forhold til bæredygtighed, men eksperterne og politikerne har talt. Polymerisk infill (herunder gummigranulat) udfases. Vi skal videre.

Jeg er efterhånden ret fortrøstningsfuld i forhold til en ambition om at tage skridtet direkte videre til baner helt uden infill – også hvis banerne er dyrere, og spillekvaliteten en anelse ringere. I Schweiz har man spillet på baner uden infill i mange år, og jeg tror også, vi kommer til at se det herhjemme.

Behøver vi kunstgræsbaner?
”Jamen, behøver vi alle de kunstgræsbaner? I gamle dage gik det da fint på grus, og man spillede håndbold om vinteren”…

Ja, vi behøver masser af kunstgræsbaner. De er geniale. De er den største forbedring af fodbolden i årtier.

Jeg er sådan set enig i, at vi skal undgå en idrætslig monokultur, men diskussionen om motorik, gode idrætsmiljøer og alsidighed handler om menneskelig software ude på banerne og i bestyrelseslokalerne. Den diskussion handler om fodboldens kultur, som kan være umanerlig tyk at skære i. Det må fodbolden så arbejde meget mere med. Der er et voldsomt innovationsbehov i og uden for fodbolden og fodboldklubberne.

Men helt grundlæggende er det fantastisk, at vi kan spille fodbold på et godt underlag og få røde kinder og forrevne knæ året rundt. Kig bare på de afsvedne lokale ”græsbaner” i de her uger eller de smattede og tusmørke mudderhuller, som kun tåler få timers brug, til oktober.

Kunstgræsbanerne skal simpelthen være det sted, børn og unge i alle aldre mødes og sparker dæk (bare uden dæk i græsset i fremtiden). Mange steder er kunstgræsbanerne det allerede. Vi taler i min egen klub om hundredtusindvis af aktivitetstimer, som vi får afviklet på fantastisk vis takket være et relativt lille stykke med kunst. Det er genialt det der.

Det skaber massiv ‘social kapital’, at det er muligt at spille fodbold og være sammen om året rundt.

Fodboldklubber - især gode fodboldklubber - er vildt vigtige. Men i øvrigt har ingen vel sagt, at det kun er fodboldklubber eller DBU for en sags skyld, der har lov at spille og organisere fodbold?

To diskussioner, vi bør tage:

Gå i flæsket på dogmet om ’vederlagsfrit’!
Hvorfor er det egentlig i praksis blevet sådan mange steder, at bl.a. fodboldbaner på græs jævnfør folkeoplysningsloven stilles ”vederlagsfrit til rådighed med el, varme, rengøring og fornødent udstyr”, mens kunstgræsbaner mange steder og trods alle de miljø- og driftsmæssige bekymringer er noget, foreningerne ofte selv bøvler med at drive og skaffe mange penge til? Kommunerne forventes de fleste steder ganske gratis at frisere alle græsbaner med en redekam for fodboldklubberne, mens drift og anlæg af kunstgræsbaner mange steder sejler lidt tilfældigt rundt. 

Kunstgræsbaner burde egentlig være standard i de fleste fodboldklubber. Til gengæld kunne kommunerne for min skyld godt opkræve en rimelig baneleje på både græs- og kunstgræsbaner, hvis pengene blev reinvesterer i bedre baneforhold året rundt og mere økonomisk og miljømæssig bæredygtig drift. Man vil mange steder - selv i byerne - kunne tage nogle græsbanearealer ud af drift og benytte arealerne til andre formål for i stedet at få råd til mere kunstgræs.

Hvis der kom lidt økonomi ind i adgang til organiseret brug af fodboldbanerne, ville entreprenørskabet og innovationskraften i fodbolden vokse, selv om fodboldklubbene nok ville brokke sig i første omgang.

Ejerskab er ikke det samme som monopol!
Kunstgræsbaner lægge de fleste steder beslag på offentlige arealer. Selv om mange klubber er med til at betale anlæg af kunstgræsbaner, bør medfinansiering ikke give klubberne totalt monopol over arealerne.

Det er som regel småfede, midaldrende mænd som mig selv, der får tingene til at ske i fodboldklubberne på anlægsfronten. Sådan nogle som os har det bare instinktivt lidt svært med nutidens ansvarsløse ungdom. Men luk nu for pokker alle de låste porte omkring banerne op! “Mister Gorbatjov, tear down that wall!”

Jamen slider det ikke på banerne? Jo, det gør det. Det er hele ideen med det. En kunstgræsbane er et offentligt gode. Ikke Fort Knox. Lad dog ungerne spille fodbold for pokker.

Vi risikerer selvfølgelig, at mange flere lokale rødder falder lige så uheldigt ud som 1980’er typer som Elkjær, Lerby eller Arnesen, hvis unoderne med at rende rundt og spille på egen hånd efter skoletid på kunstgræsbanerne får lov at gribe om sig. Det er en risiko, vi bør leve med.

Find producenten Greenfields oplæg fra IdrætsPlatformens arrangement ‘Kunstgræsbaner uden infill. Fremtidens vej for fodbolden?’ den 8. juni på dette link.