Idræt og folkeoplysning i en krisetid: Ruster vi op – eller ruster vi op?
Hvad nu? Mange svære spørgsmål trænger sig på i idrætten og folkeoplysningen i en tid, da den gældende samfundsorden i stigende grad er kommet under pres. Spørgsmålet er, om vi er rustet godt nok til opgaven. Foto: Tim Mossholder, unsplash.com
Kommentar: Folkeoplysningen bliver ekstra vigtig i en verden med tiltagende uro og krise, men sektoren har brug for et kritisk serviceeftersyn for ikke at blive en del af den samfundsmæssige polarisering, den meget gerne skulle modvirke.
Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
Hvad så folkeoplysning. Hvad kæmper vi for?
Lokummet brænder mere for tiden, end vi lige havde vænnet os til.
Vi er næsten tilbage ved de slesvigske krige, besættelsestiden og nogle af de nationale og internationale begivenheder, som gennem historien har formet demokratiet, kulturen og hele den selvforståelse, der fortsat præger det danske samfund.
Idrætten og de folkeoplysende organisationer er i den grad en del af den danske kulturarv og selvforståelse.
Vi kender hele remsen: I foreninger og andre folkeoplysende institutioner som højskoler, efterskoler, aftenskoler osv., lærer man demokrati og demokratisk dannelse. Her lærer man at løfte blikket og tage ansvar for højere formål end eget velbefindende, her skaber man lokale netværk og den forankring, som gør samfundet robust og i stand til at håndtere tidernes skiftende udfordringer og muligheder…
Folkeoplysningens rolle som sammenfattet af byrådsmedlemmerne i Varde Kommune i indsatsen '“Danmarks bedste foreningskommune”.
Imens kigger vi over Atlanten. Demokratiet og de spilleregler, vi troede, vi var nogenlunde fælles om at værne om, undermineres for hver dag.
Som nation og som europæere er vi pressede af autoritære kræfter både østfra og vestfra. Danmark oplever for første gang siden de definerende historiske begivenheder i 1800- og 1900-tallet et direkte pres på Kongerigets territoriale integritet. Det er næsten ufatteligt. Vi aner ikke, hvor det ender, og det er virkelig svært at vride sin hjerne hen i retning af denne nye virkelighed.
Vi gyser over polariseringen af det amerikanske samfund. Vi gyser over det forhold, at hverken medier, politikere eller den offentlige mening i USA længere sender på samme kanal. De taler ganske enkelt ikke ud fra det samme fundament.
Vi kigger naturligvis også til Ruslands invasion af Ukraine på fjerde år og Ruslands generelt truende adfærd og totale afmontering af landets indre demokrati og civilsamfund.
Vi kigger desværre også til nabolande i Europa. Flere lande oplever øget politisk polarisering, populisme og stærke bevægelser, der som i USA ønsker lette løsninger, og et opgør med demokratiet og det værdisæt, EU bygger på.
Det strider fundamentalt mod den danske demokratiopfattelse, hvis demokrati blot er flertallets ret til at tromle mindretallet uden hensyntagen til relevante indsigelser.
Vi skuttede os før det tyske valg og åndede lettet op, da befolkningsflertallet ikke stemte sig over på Putins side. Men blot det, at muligheden forelå... Ungarn, Slovakiet, Rumænien, Moldova, osv. Hvor ender det?
Sådan er det ikke hos os! Eller hvad?
”Sådan er det heldigvis ikke her hos os,” forsikrer vi hinanden.
En del af forklaringen på det danske samfunds relative stabilitet er jo netop folkeoplysningen, sammenholdet og den demokratiske dannelse med mulighed for at komme til orde, blive hørt og sågar være uenige på en civiliseret måde.
Når nationen er presset eller nye udfordringer melder sig – som nu – skal folkeoplysningen nok være der og hjælpe med at løse udfordringerne.
Eller hvad?
Det har vist sig her i årets første måneder, at vi danskere heller ikke helt sender på samme frekvens som grønlænderne i vores eget Rigsfællesskab. Det har vist sig, at trods vores århundredlange tradition for folkeoplysning og demokrati, ved vi ret beset ikke særlig meget om hinanden i Rigsfællesskabet, og vi har svært ved at håndtere og respektere forskelligheder. Vi danskere konfronteres med, at vi også opfattes som bedrevidende og magtfuldkomne af folk, vi føler os forbundne med og gerne vil være i familie med.
Uden at tage stilling i spørgsmålet om Grønland havde vi måske brug for en udefra provokeret opvågning.
Vi ånder lettet op over, at den grønlandske befolkning siger nej tak til MAGA-hatte og lette løsninger. Forhåbentlig finder vi frem til en fornyet forståelse af lighed, fællesskab og fælles kulturelle bånd? Hvilken rolle vil idræt og folkeoplysning spille i den henseende?
Vore politikere er vågnet brat i den nye virkelighed. Måske har de sovet i timen på nogle områder, men det var nu også svært at se det komme.
Siden årsskiftet har politikerne sat gang i en militær oprustning af hidtil uset karakter:
”Det er ikke godt nok, erkendte,” forsvarsministeren.
”Køb, køb, køb,” sagde statsministeren
Nu kommer vi så til den anden form for oprustning: Den moralske og åndelige oprustning for at sige det lidt højtideligt. Vi har jo gået og fortalt os selv, at blandt andet takket være fænomener som folkeoplysning og den demokratiske opbygning af foreningslivet er vi mere immune over for den polarisering og populisme, der hærger andre steder.
Køb, køb, køb
Men har vi også på det folkeoplysende område sovet i timen? Er vi rustet op – eller skal vi se at komme i gang med at ruste op – også på den front?
Hvad har den storpolitiske virkelighed med hverdagslivet i foreninger, højskoler og aftenskoler at gøre?
En del, faktisk. Det er på tide, at vi siger ”køb, køb, køb,” i forhold til at få foretaget de forlængst overmodne reformer også på det folkeoplysende område.
For det første må aktørerne i fritids- og foreningslivet indstille sig på, at når statsmagten har hænderne fulde med bare at hænge på i den nye militære, verdenspolitiske og økonomiske virkelighed, så bliver der flere opgaver, som civilsamfundet og almindeligt samfundssind må rykke sammen i bussen om at løse.
Hvad byder idrætten og folkeoplysningen ind med af løsninger, nu da lokummet brænder?
På Daghøjskolen Kompetencehusets konference ’Folk Enlightenment Ukraine’ i Aarhus den 8.-9. oktober 2024, gav ukrainske og skandinaviske foreninger, højskoler og folkelige bevægelser en række helt konkrete eksempler på, hvordan civilsamfundet i Ukraine var blomstret op under det ydre pres fra den russiske invasion (læs artikel). Biblioteker, højskoler og foreninger havde omstillet sig til at løse nye og helt konkrete opgaver som førstehjælpskurser, beredskabsopgaver, selvhjælpsgrupper, hjælp og støtte til internt forviste eller flygtninge, fritidsliv og aflastning til krigsramte børn og unge.
Uden sammenligning med den morderiske krig i Ukraine er vi også i Danmark i en situation, hvor civilsamfundet kan hjælpe med at løse flere basale behov:
Den kommende folkesundhedslov kan være et eksempel, ældrereform, flygtninge, hjemmeværn, beredskab, efteruddannelse på en række områder osv.
For det andet handler folkeoplysningens opgaver på det mere abstrakte plan netop om at lære os at begå os og tackle de udfordringer, vi møder i tiden.
Det er åbenlyst, at det i krisetider er ekstra vigtigt, at vi selv undgår at tabe en stor del af befolkningen socialt og deltagelsesmæssigt, at vi undgår alternative virkelighedsbilleder og politisk polarisering som i USA og andre lande: At vores demokrati fungerer. At vi fortsat hver især tager ansvar for opgaver, der rækker videre end os selv, om det så er som trænere eller hjælpere nede i lokale idrætsforening, som fritidsundervisere eller som lokalt engagerede i politik eller socialt arbejde.
For det tredje kommer for idrættens vedkommende opgaven med den rent fysiske træning og uddannelse oveni: Vi skal have flere med. Vi skal have de næste med. Vi skal have socialt eller sundhedsmæssigt udsatte til at dyrke idræt og komme i bedre form – mest for deres egen skyld, men også helt banalt, fordi det letter presset på samfundet og skaber bedre trivsel og en mere robust befolkning.
Er vi rustet godt nok til opgaverne?
Nu kommer vi så til pointen. Er vi så godt rustet til den opgave, som vi går og bilder os ind, og som vi fremhæver i alle festtalerne?
Jeg beklager, men IdrætsPlatformen blev netop etableret, fordi vi herhjemme har stået stille i idrætsudvikling og organisering af hele idrætssektoren gennem alt for mange år.
Regeringen går lige nu og ærgrer sig over, at man i mange år har taget for let og lemfældigt på tingene på det forsvarspolitiske område.
Det samme kan man desværre sige om den idrætspolitiske og folkeoplysningspolitiske virkelighed.
Gennem årtier har skiftende regeringer undladt at tage bestik af og handle på udfordringer, som blev italesat igen og igen.
Når man så endelig har handlet lidt halvhjertet fra tid til anden, har man altid handlet ad de samme kendte kanaler. Mere af det samme, mere af det samme, mere af det samme…
Hvorfor skulle de etablerede aktører og kendte metoder pludselig have nøglen til at få alle med, når de allerede har haft adgang til alle ressourcerne i årtier og mere end 150 år til at øve sig på sagen?
Handler brugen af begrebet ‘folkeoplysning’ efterhånden mere om at styrke selve de folkeoplysende organisationer, end det handler om at få folket med i folkeoplysningen?
En national vision for folkeoplysningen
Vi er alle sammen enige om folkeoplysningens potentialer og væsentlighed.
Den overordnede opgave blev senest meget fint beskrevet af daværende kulturminister Marianne Jelveds oplæg til ’En national vision for folkeoplysningen’ fra 2014 (behøver man at sige, at visionen lige så stille er udgået af Kulturministeriets hjemmeside, uden at nye visioner eller strategier er sat i stedet?).
Derfor er det måske meget godt lige at sammenfatte kort, hvad man anså som folkeoplysningens hovedopgaver og kendetegn i 2014:
Folkeoplysning, civilsamfund, demokrati = selvforståelse
Verden udvikler sig – og folkeoplysningen skal gå med
Folkeoplysningen skal gå forrest i diskussionerne
Bygge på aktive og handlende mennesker og forpligtende fællesskaber
Handler om mere end økonomi og ‘rationelle/nødvendige’ beslutninger = et andet sprog
Skabe rammer for at mennesker kan dyrke fælles interesser, blive udfordret, lære noget
Er et vigtigt element imod geografisk skævvridning
Bidrager til, at vi tænker og opfører os som verdensborgere
Skal lære os at imødegå (men er selv udfordret af teknologiske forandringer (eks. foreninger, kommunikation, nye fællesskaber)
Skal være selvkritisk i forhold til forvaltning af organisering, økonomi og ressourcer
I Danmark har vi hverken en sammenhængende national strategi for idræt eller for folkeoplysning. Den nuværende regering gennemførte i 2024 en kulturpolitisk redegørelse, men det er svært at få øje på efterfølgende grundlæggende sporskifter på trods af den bagvedliggende analyse.
Hver enkelt forening eller folkeoplysende aktør bør foretage sin egen omverdensanalyse, måske genlæse den ’Nationale vision for folkeoplysning’ og tage en debat om, hvorvidt man ligger rigtigt på landevejen. Har man behov for at gentænke prioriteringer, metoder og rolle?
Behov for rettidig omhu
Nedenfor vil jeg kort genopridse en række områder, hvor der efter IdrætsPlatformens grundlag er behov for en generel gentænkning og et kritisk serviceeftersyn af den måde, vi prioriterer og organiserer os på i idrætten og den brede folkeoplysning.
Rettidig omhu. Hvis ikke i den folkeoplysende sektor, hvor så?
Polarisering
Vi kan se, at polarisering eller marginalisering af nogle samfundsgrupper er gift for samfundet. Folkeoplysningens dilemma er, at vi på den ene side ønsker at fremme forpligtende fællesskaber og aktivt medborgerskab. På den anden side risikerer vi netop – og stik imod hensigten - at øge polariseringen, hvis adgangsbarrieren til foreningsliv, efterskoler, højskoler osv. bliver for høj.
På foreningsområdet kunne en reform bestå i at supplere de kendte og velafprøvede fællesskaber med andre typer af fællesskaber. F.eks. ved at flytte fællesskabsrammen i idrætsfaciliteten lidt højere op ’under taget’ fra de enkelte specialforeninger til hele faciliteten som tværgående ramme og katalysator som udfarende udbyder af idrætstilbud til forskellige målgrupper eller idrætstilbud på tværs - eller måske ved at involvere private aktører på nye måder for at nå nye målgrupper?
Det kræver nytænkning, og det kræver nye indsatser for omstilling og udvikling i sektoren.
Vi kan se, at netop de socialt eller sundhedsorienterede NGO’er på idrætsområdet eller skoleformer som daghøjskoler, der netop sigter på at give udsatte eller uafklarede borgere et inspirerende skub mod fællesskaber og trivsel, er de former, der har sværest ved at skaffe tilstrækkelig eller stabil finansiering eller politisk opbakning (Læs artiklen “Har daghøjskolerne en fremtid?’ af forstander Nis Peter Nissen, daghøjskolen Kompetencehuset, Aarhus).
Også idrætsefterskoler og idrætshøjskoler står i et dilemma. Er de en del af oplevelsesøkonomien, hvor man ”lokker” de unge til med, at de kan få fede oplevelser og blive den bedste udgave af sig selv, eller får de også i praksis dannet og inspireret de unge til at tage bredere ansvar og måske vende hjem og sætte tiltag i gang eller påtage sig træner- og lederopgaver?
De statslige midler til idræt fordeles pr. automatik og uden dybereliggende overvejelser eller prioriteringer. Kilde: Danmarks Statistik/Finansloven.
Demokrati
”Demokrati er samtale,” sagde Hal Koch, men vi må gang på gang konstatere, at når det kommer til ressourcefordelingen i idrætten på nationalt plan som f.eks. via udlodningsloven, er der ingen samtale. Der er kun den stærkes ret, og de faste beløbsmodtagere har ikke appetit på revidere systemet eller hjælpe med at spille nye eller alternative typer af aktører eller organiseringsformer bedre.
Paradoksalt nok argumenterer DGI’s internationale aflægger, ISCA, på europæisk plan utrætteligt for bredere interessentinddragelse i idrætsudviklingen. På hjemligt plan gør DGI i praksis det stik modsatte. Man har gennem mere end et årti strømlinet sig selv tæt med DIF i Bevæg dig for livet samarbejdet og netop benyttet denne platform til at modarbejde yderligere ’knopskydninger’ eller økonomiske omprioriteringer af udlodningsmidlerne på idrætsområdet.
For sporten på eliteniveau eller internationalt plan opstår den yderligere udfordring, at de værdier, vi er rundet af og ønsker at kæmpe for internationalt, får mindre og mindre spillerum. Kæmpe udfordringer venter forude, når IOC’s nye ledelse lige om lidt vil forsøge finde en vej tilbage til det internationale idrætssamkvem for Rusland, eller når det nye USA med tiltagende disrespekt for internationale strukturer, værdier og spilleregler i idrætten skal være vært for verdens allerstørste sportsbegivenheder som VM i fodbold i 2026 og OL i 2028.
Er der overhovedet basis for at være en del af en global idrætsbevægelse om ganske få år, hvis dansk eliteidræt som hidtil skal foregå på et etisk og samfundsmæssigt forsvarligt grundlag? Organisationen Play the Game har ofte forsøgt at rejse spørgsmålet om behovet for en international dansk idrætsstrategi. Behovet er ikke ligefrem blevet mindre de seneste par måneder.
Populisme
Populisme, fake news eller ”propaganda”, som man kaldte det i gamle dage, er gift for demokratiske samfund, som i sidste ende kan føre til demokratiets forvitring. Omvendt er ytringsfrihed og meningsfrihed en bærende søjle for demokratiet.
Det siger sig selv, at den dannelse og de netværk på tværs af samfundslag, man kan få i foreningsliv eller folkeoplysning, er det bedste værn mod populisme.
Oversat til idrætspolitik kunne et godt sted at starte være mere vægt på uvildig forskning og analyse fremfor idrætsorganisationernes spin og politiske kommunikation. Mere deling af viden på tværs af hele sektoren, bedre adgang til efteruddannelse og kursusmidler – ikke kun for dem, der sidder på ressourcerne på forhånd.
Ressourcebevidsthed
Det er åbenlyst, at samfundet som helhed har nogle store udfordringer at kæmpe med og forude ligger massive investeringer i blandt andet sikkerhed, uddannelse og sundhed.
På erklæringsplan er foreninger og folkeoplysning altid klar med tiltag for at mindske klima- eller miljøbelastning, men i hverdagen er det ikke nær så let. Vi har i Danmark en stadigt mere skæv facilitetsmasse, der mange steder lægger beslag på store offentlige midler uden egentlig at levere den store idrætsdeltagelse.
Kigger man ud over det kommunale landskab, investeres for tiden massive milliardbeløb i prestigeanlæg og opvisningsanlæg, der hverken fremmer den demokratiske deltagelse eller idrætsdeltagelsen. Samtidig er det en kendsgerning, at når det kommer til prioritering af nye midler til idrætstiltag fra centralt hold, så går der i disse år massive nye millionbeløb til store events og eliteidræt – og pebernødder til sociale tiltag eller tiltag, der modarbejder polarisering i idrætsdeltagelsen, eller som tilstræber at få nye med (Læs artiklen: ‘Statslig idrætspolitik: De kendte modtagere vinder hver gang’)
Generationskløften
”Verden står ikke stille, og det gør folkeoplysningen heller ikke. Såvel folkeoplysning som en række folkeoplysningsaktiviteter har med tiden udviklet sig i samspil med de samfundsmæssige forandringer,” som det hedder i den Nationale Vision for Folkeoplysningen.
Men spørgsmålet er, om folkeoplysningen faktisk står lidt for stille i forhold til nye generationers måde at organisere sig på og danne fællesskaber på? Vi risikerer at sætte lidt for meget lighedstegn mellem begrebet “folkeoplysning” og folkeoplysningsloven som regulering af en særlig organiseringsform.
Det lykkedes for nylig Trivselskommissionen at udgive 148 siders analyse og anbefalinger til børn og unges trivsel uden at nævne fitnesscentre som landets de facto største ungdomsarena.
På samme vis må man konstatere, at unge mange steder rent faktisk har svært ved at få adgang til boldbaner, haltider, faciliteter eller startkapital, hvis de ønsker at organisere sig på spontan vis eller måske skabe fællesskaber, der går mere på tværs af idræt, kultur og oplysning. De unge skal til fadet, men det sker ikke nødvendigvis ad de samme kanaler som for 50-60 år siden, da sporene for den gældende fritidslovgivning eller organiseringen af mange idræts- og fritidstilbud blev lagt.
Man kunne tage mange flere temaer op.
Hensigten med denne kommentar var ikke at komme med færdige løsninger, men at minde om, at vi står i en situation, hvor vi på den ene side har mere brug for folkeoplysning og fællesskaber end nogensinde tidligere, men hvor vi samtidig skal sikre, at disse fællesskaber udvikler sig i takt med tiden – og ikke polariserer mere eller fører til mere afmagt og udenforskab hos nogle grupper.
Vi må ikke blive taget yderligere på sengen af en hastig og skræmmende udvikling i verden.
Det ville være rart, hvis Kulturministeriet gik forrest i forhold til at få defineret og måske fornyet folkeoplysningens rolle, men belært af erfaringerne, er det nok aktørerne på idrættens og folkeoplysningens område, der selv skal tage den afsluttende anbefaling fra ‘Den nationale vision for folkeoplysning’ til sig:
“Folkeoplysningen skal være selvkritisk. Folkeoplysningen skal selv vurdere, om organisationsformer, aktiviteter og ressourcer anvendes bedst muligt og mest bæredygtigt i folkeoplysningens ånd.”
Har du skrevet dig op til at modtage IdrætsPlatformens nyhedsbrev med perspektiv og viden om den brede danske idrætssektor? Ellers gå til denne hjemmeside og skriv dig op (gratis).
