De nødvendige spørgsmål om idrættens demokrati og organisering

Hvem er inden for og hvem er uden for murene i idrætten? Et eksempel på idrættens fantastiske tradition og fascinationskraft eller symbol på, at idrætten i den nuværende organisering og struktur ikke er så demokratisk og inkluderende, som den burde være. Vi tager debatten om en idrætssektor i hastig forandring på Vejen Konferencen Foto: Vejen Idrætscenter

Optakt 4 til Vejen Konferencen i dagene 1.-3. november 2021. Læs mere her.

Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Hvor demokratisk er det egentlig, at stort set hele den kulturelle og formelle støttestruktur for dansk idræt tager udgangspunkt i netop demokrati og aktivt medborgerskab?

Det lyder godt nok som et farligt spørgsmål her sidst på året…

Men spørgsmålet – eller mange spørgsmål til idrættens demokrati, selvforståelse og organisering - skal stilles. Og det bliver det både direkte og indirekte på Vejen Konferencen 2021 i Vejen Idrætscenter i dagene 1.-2. november.

Programmet for Vejen Konferencen under hovedtemaet ’Idræt som dynamo for sundhed, fællesskaber og lokal udvikling’ afspejler på mange måder, at idrættens demokrati i den snævre formelle og lovgivningsmæssige forståelse i disse år både er udfordret formelt og under konstant forandring ’nedefra’.

For hvad gør vi, hvis det aktive medborgerskab ikke får alle med?

Og hvad gør vi, hvis idrættens formelle demokrati i praksis ikke har plads til eller repræsenterer en efterhånden stor og vækstende del af den samlede idrætssektor?

Vejen Konferencens program vil samlet set kunne give inspiration til fremtidens idræts- og folkeoplysningspolitikker – og måske til at tænke mere ud af boksen i kommunale og statslige støtteprogrammer og den praktiske virkelighed i foreninger, faciliteter, uddannelsesaktører og andre idrætsudbydere.

Men lad os lige samle op på, hvorfor spørgsmålet om demokrati og aktivt medborgerskab er til stede som elefanten i rummet i de fleste sessioner under Vejen Konferencens tredelte hovedtema ’Idræt som dynamo for sundhed, fællesskab og lokal udvikling’:

Fornemme idealer
På lokalt niveau er folkeoplysningsloven den bærende lovgivning for de kommunale støtteordninger til idrætten. Lovens formålsparagraf for det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er både smuk og ædel:

”Formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i aktiviteten og det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen. Sigtet er at styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.”

Spørgsmålet er bare, om foreningslivet i praksis altid fremmer aktivt medborgerskab?

Der er slet ingen tvivl om, at foreningslivet i idrætten har stor indflydelse på medlemmernes sociale dannelse og netværk, men samtidig er en stor og måske stigende del af borgerne ikke i stand til eller villige til at ’tage maddingen’ i forhold til aktivt medborgerskab/formelt medlemskab.

Hvad gør man, hvis civilsamfundet og de såkaldt forpligtende fællesskaber i et givet lokalområde ikke er interesseret i eller stærkt nok til at få alle med? Hvis foreningsdemokrati mere betyder ’lukket om sig selv’ end ’åben mod det store fællesskab’?

Sandheden er jo, at foreningsdeltagelsen i nogle områder af landet og i forhold til nogle aldersgrupper er på under en femtedel af den voksne befolkning, mens den andre steder er på halvdelen af befolkningen. Især de unge, selve kernen af foreningsidrættens dna og selvforståelse, søger mod andre organiseringsformer. ‘Fitness’ har simpelthen overhalet idrætsforening som landets største ungdomsbevaægelse.

Man kan jo argumentere, at det ikke nødvendigvis er et problem, at en stor del af befolkningen ikke deltager i folkeoplysningens forpligtende fællesskaber i deres fritid. Det er svært både at være forpligtende og rummelig/fleksibel på samme tid.

Men alt andet lige bør det være en udfordring for folkeoplysningens selvforståelse, hvis man reelt ikke bidrager så meget til sundhed, inklusion, mentalt og fysisk velbefindende osv., som man selv går rundt og antager? Det er særligt et problem, hvis man reelt ikke rammer den del af befolkningen, som har ’allermest brug for’ folkeoplysning for at stå bedre rustet i forhold til samtidens udfordringer. Eller hvis den kulturelt og historisk nedarvede tro på, at et foreningsliv i trivsel implicit løser udfordringerne, blokerer for andre nødvendige tilgange.

Når foreningsdemokrati ikke rækker
Hvad gør man med andre ord, og hvem gør noget, hvis folkeoplysningslovens idealer om demokrati, forpligtende fællesskaber og frivillighed bare ikke rækker i forhold til de konkrete udfordringer, idrætten kan medvirke til at løse – eksempelvis i et velfærdsperspektiv?

Hvis folk af helbredsmæssige eller mentale årsager bare ikke er i stand til eller har lyst til at være med i de forpligtende fællesskaber? Hvis idrættens demokrati bare ikke er i stand til eller villigt til at komme op med konkrete løsninger på konkrete udfordringer i alle tilfælde på lokalt niveau og i den nødvendige (idrætsfaglige) kvalitet?

I forhold til helbredelse og forebyggelse gennem idræt og fysisk aktivitet er det jo ofte ikke borgere med størst behov eller potentiel nytte af at dyrke idræt i forpligtende fællesskaber, der også deltager i idrættens fællesskaber i praksis. Lader man bare folk stå ude i kulden, hvis de ikke kan være med på det store fællesskabs præmisser - eller er det ’tilladt’ at anvende andre redskaber end folkeoplysningens formelle rammer for at få alle med?

Også i den forbindelse presser spørgsmålet om frivillighed og demokratisk organisering som bærende værdier i idrætten sig på. Skal vi i højere grad udvide folkeoplysningsbegrebet og idrættens ‘demokratiske rum’ til også at omfatte sociale entreprenører, proaktive faciliteter og selvorganiserede rammer omkring fællesskaberne osv.

Eller skal vi lade folkeoplysningen passe sig selv på godt og ondt inden for en snæver definition af folkeoplysningslovens formål - og til gengæld finde og understøtte andre og supplerende veje til idrætsdeltagelse for alle og inklusion end folkeoplysningsloven?

Og hvis vi så vælger at finde andre veje til de svære målgrupper, eksempelvis gennem kommunale indsatser, er det så en god idé, at kommuner og foreningsliv i stigende grad konkurrerer om at løse de samme opgaver for de samme borgere? Kunne man finde bedre modeller på tværs af den offentlige sektor, civilsamfundet og den private sektor?

Statslig lovgivning uden formålsbeskrivelse
På samme vis tager det statslige støttesystem gennem udlodningsloven sit primære udgangspunkt i de tre demokratisk organiserede nationale idrætsorganisationer, DIF, DGI og Firmaidrætten, som traditionelt antages at repræsentere foreningslivet på det statslige niveau.

Dybest set har de fleste vist glemt, hvorfor den danske støttemodel er, som den er. Men sådan er den altså bare. Det står mejslet i udlodningsloven, at disse tre organisationer - tilmed i præcis det samme indbyrdes styrkeforhold - til hver en tid er de eneste værdige til at klare paragrafferne i idrætten. Andre bejlere på nationalt niveau har ingen politisk eller økonomisk placering i det statslige idrætssystem. Døren ‘ind til staten’ findes i praksis ikke, og i mange tilfælde findes døren ind til de etablerede idrætsorganisatoner heller ikke.

Udlodningsloven er jo demokratisk vedtaget, hvis det ellers er en tilstrækkelig begrundelse for tingenes tilstand... For der findes i Danmark ganske enkelt ingen formel statslig idrætspolitik med en begrundelse for, hvorfor man støtter, som man gør. Her har man et kildent spørgsmål for idrættens demokrati… I modsætning til folkeoplysningsloven har udlodningsloven ingen formålsbeskrivelse. Der står bare, hvordan midlerne rent teknisk fordeles mellem forskellige modtagere.

Hvor folkeoplysningsloven direkte pålægger ”Kommunalbestyrelsen at vedtage og offentliggøre en politik for den folkeoplysende virksomhed i kommunen,” gælder der ingen lignende forpligtelser for staten. Af respekt for – berettiget eller misforstået – idrættens eget demokrati har vi derfor gennem årtier set en stor tilbageholdenhed fra statslig side for at formulere konkrete målsætninger for idrættens rolle i samfundet.

Idrættens parallelsamfund
Idrætssektoren udvikler sig naturligvis alligevel. Borgerne og ildsjælene stemmer med fødderne og gennem deres konkrete handlinger.

Men ’prisen’ er, at den danske idrætssektor i stigende grad består af to ’parallelsamfund’, nemlig den formelt anerkendte del på udlodningsloven, som både har fast adgang til støtte og politisk opmærksomhed, og så ’alt det andet’, som tilmed reelt har leveret den største del af væksten og innovationen i den danske idrætssektor over de seneste årtier.

Er det demokratisk holdbart?

Er det praktisk, klogt og specielt demokratisk, at staten og den statslige idrætspolitik ganske enkelt ikke tager seriøst bestik af den faktiske udvikling i idrætssektoren?

Elefanterne i rummet
Lad os give fem hurtige eksempler på, at spørgsmålet om demokrati og aktivt medborgerskab går rundt som elefanten i rummet i mange af de debatter og sessioner, vi har på programmet i Vejen:

For det første møder vi adskillige idrætsorganisationer med landsdækkende sigte som eksempelvis Esport Danmark, FitforKids eller Dansk Padel Forbund m.fl., som vedholdende spørger, hvad de egentlig skal gøre for at få samme statslige opmærksomhed som de etablerede aktører? Hvordan finder de en plads i varmen? Er det demokratisk, hvis der ikke er plads til ’alt det nye’ eler nye tilgange i idrætten? Du kan møde mange af aktørerne på Vejen Konferencen.

For det andet leger det statsstøttede demokratiske idrætssystem med demokrati som en af de fornemste begrundelser for støtteværdigheden jo i den grad med lidet demokratiske aktører på globalt niveau. Det er ikke politikere, men idrættens helt eget demokrati, som i stigende grad lader sig overtage eller købe af udemokratiske magtinteresser med VM i fodbold i Qatar og vinter-OL i Beijing som de aktuelle eksempler. Store dele af vores talentsystem og eliteidræt er for at sige det lidt groft i praksis tilrettelagt med sigte på begivenheder og fremgangsmåder, vi som demokratisk nation har mere end svært ved at se i øjnene. Hvilken afsmittende effekt har eliteidrættens stadigt mere formaliserede præstationskrav rettet mod en globaliseret og udemokratisk international idrætsverden langt ned i elite- og talentmiljøer og faktisk også i den børne- og ungdomsidræt, vi traditionelt tilbyder i foreningslivet? I løbet af Vejen Konferencen tager vi livtag med nogle af disse spørgsmål.

For det tredje bekræftede corona-tiden med nedlukning og menneskelige følgeomkostninger med sygdom og død endnu engang, at den ulighed, vi kender i idrætsdeltagelsen, i den grad også kan genkendes i sundhed og social inklusion. Hvordan fungerer folkeoplysningens idealer om demokrati og aktivt medborgerskab reelt over for borgere med særlige udfordringer eller behov for målrettet og kvalificeret træning? I Vejen får vi besøg af en lang række sociale entreprenører, som arbejder målrettet med særlige målgrupper uden for idrættens traditionelle demokratiske fællesskaber og støttemodeller. Paradoksalt nok har mange af de aktører, der arbejder allerhårdest på at vække det aktive medborgerskab, ret så svært ved at få plads i den etablerede danske idrætssektor.

For det fjerde kan også det aktive medborgerskab blive så aktivt, at det vokser ud af folkeoplysningens formelle rammer. Idrættens ildsjæle er i dag i høj grad start-ups, ambitiøse facilitetsledelser med styr på lokalsamfundet eller unge med formelle kompetencegivende uddannelser i idrætten. Idrættens entreprenører hjælper i den grad med at udvikle idrætten herhjemme, og det skaber naturligvis både uro og dynamik i samspillet mellem de etablerede aktører og de nye aktører. På Vejen Konferencen har vi adskillige utroligt spændende danske og hollandske start-ups med, og vi glæder os til indtryk fra Holland, hvor private investorer har taget sagen i egen hånd og er i gang med at etablere et stærkt økosystem for innovation i idrætten. Nogle af de samme tendenser kan man se i Danmark.

For det femte ligger en stor del af den demokratiske adgang til idræt naturligvis i den infrastruktur, som også rent økonomisk lægger beslag på de fleste offentlige midler. Men hvor demokratisk er det lige, hvis byudvikling i praksis fører til øget segregering af befolkningen og begrænset adgang til idræt og fællesskaber i visse lokalområder, eller hvis etablerede idrætsfaciliteter er så lukkede om sig selv og de traditionelle brugergrupper eller så smalle i udbuddet, at de reelt kun inviterer en lille del af befolkningen indenfor, selv om de lægger beslag på en stor del af fællesskabets ressourcer og ofte knappe arealer?

Konference for en sektor i forandring
Det er da nogle ret krasse spørgsmål.

Vi stiller spørgsmålene høfligt, sagligt og fair og med kaffe ad libitum undervejs i Vejen Konferencens omfattende program i tre spor med ca. 90 oplægsholdere.

Først og fremmest har vi nogle af landets mest inspirerende oplægsholdere og cases fra en idrætssektor i rivende udvikling. Derfor kommer vi også til indirekte at anvise mange gode løsningsforslag og veje fremad for nogle af de spørgsmål, vi stiller i løbet af konferencen.

Vejen Konferencen bliver samlet set et tankevækkende og og forhåbentlig inspirerende nedslag i en idrætssektor i strukturel forandring. Vores håb er, at vi efter konferencen kan få bygget bro eller blødt op på nogle af de fastlåste positioner i idrætssektoren.

Vel mødt i Vejen den 1.-2. november (+ ekstra workshops den 3. november).

Se listen over oplægsholdere

Listen opdateres løbende. Senest opdateret den 25. oktober:

Alexander Janssen, CEO, Dutch Sport Tech Fund, The Netherlands
Allan B. Grønkjær Ph.d.-studerende ved Norges Idrettshøgskole i Oslo og tidl. sportschef Bueskydning Danmark
Andreas Krogh Henriksen, medstifter, Idrætsfællesskabet
Anne Mette Vestergaard Trier, daglig leder, DIF Innovation Lab
Arno Hermans, Sports Vitality Hub, Breda, Netherlands
Bjarne Ibsen, professor, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, SDU
Bo Vestergård Madsen, Leder af Gerlev Center for Leg & Bevægelse
Brian Worm Ahlquist, Chef for Kultur, Fritid og Ungeliv, Holbæk Kommune
Camilla Graversgaard Nielsen, udviklingskonsulent, Idrætsudvikling, Københavns Kommune
Camilla Jørgensen, adm. direktør, Lystrup Svømning
Carsten Couchouron, founder, Sports Lab Copenhagen
Charlotte Bach Thomassen, formand, DGI
Chris Heger, managing director, SmartGoals BV, the Netherlands
Christina Tønder Bell, sekretariatschef, Girl Power
Christine Winding-Lauritzen, foreningsudvikler, Beder Malling Idrætsforening/DGI
Cliff Kaltoft, sekretariatschef Landsforeningen af VæreSteder
Egon Fræhr, borgmester, Vejen Kommune
Emil Toudal, praktikant Idrættens Analyseinstitut
Erik Haumann, sekretariatsleder, BROEN Danmark
Evald Bundgård-Iversen, cand.mag., ph.d., Institut for Idræt og Biomekanik, SDU
Frank Bjergø, CEO og ejer, Holdsport
Frans Bæk Hammer, næstformand DIF og Advisory Director, KMD
Frederik von Sperling, konsulent, Unges Fællesskaber, DGI
Hans Natorp, formand, Danmarks Idrætsforbund
Heidi Frostholm Holch, forvaltningschef, Sport & Fritid, Aarhus Kommune
Heiko Buch-Illing, direktør, Outdoor Institute
Henrik H. Brandt, daglig leder, idrætsPlatformen Danmark
Henrik Høy-Caspersen, formand, HI
Henrik Schouw Zacho, biblioteks- og fritidschef, Holstebro Kommune
Jacob Strøm, CEO & Co-founder, Strøm Performance
Jakob Lau Larsen, founder, WannaSport
Jakob Lose, CEO, HallMonitor
Jakob Sander, centerdirektør, Vejen Idrætscenter
Jan Sørensen, formand, BK Skjold
Jeppe Thøgersen, Sektionsleder for Kultur, Fritid, Idræt, Outdoor og Event, Silkeborg Kommune
John Witting, leder af Fodboldlinjen, Randers Kommune
Joye C. Meulengracht, instruktør, Vejen Idrætscenter
Karsten Madsen, administrator af Fodboldlinjen, Randers Kommune
Karsten Rimmer Larsen, Kultur og fritidschef, Varde Kommune
Kenneth Holm Cortsen, asst. professor, UCN, medforfatter af ’Sportsmanagement – ledelse og kommercialisering i sportsbranchen’
Klaus Frejo, direktør, Idrættens Udviklingscenter
Knud Skadborg, formand, Børnefægtefonden
Kristian Schou Hedegaard, CEO, Move United
Kristine Sørensen, founder of Global Health Literacy Association
Lars Albæk, udviklingskonsulent, Idrætsudvikling, Københavns Kommune
Lars Breum Skov Christiansen, centerleder og lektor, Forsknings- og Implementeringscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL)
Lars Lindstrøm, landstræner, Dansk Triatlon Forbund
Lars Simonsen, Projektleder for Ud i Naturen – ind i fællesskabet, Faaborg-Midtfyn Kommune
Lars Steen Pedersen, selvstændig konsulent LSP Resolve, formand for DGI Husene i Herning og Aarhus
Lene Karsbæk, Bredde- og udviklingschef, Dansk Håndbold Forbund
Mads Koch, projektleder, Idrætsfællesskabet
Maja Pilgaard, chefanalytiker, Idrættens Analyseinstitut
Malene Thøgersen, senioranalytiker, Videncenter for Folkeoplysning
Mette Vittrup Schmidt, Projektleder, Dansk Firmaidrætsforbund
Mette Mandrup, generalsekretær Dansk Firmaidrætsforbund
Michael Filtenborg, udviklingskonsulent, Dansk Firmaidrætsforbund
Michael Mogensen, landsansvarlig leder, Brug Bolden Danmark
Morten Hansted, medstifter, Idrætsfællesskabet
Nicolaj Ruby, konsulent, Unges Fællesskaber, DGI
Niels Bækgård, forretningsudvalgsmedlem, IFFD og direktør, Sport & Event Park Esbjerg
Niels Henriksen, chef- og bestyrelsesrådgiver, Make It Better Consulting
Ole Egholm, formand, Dansk Padel Forbund
Ove Lyhne, direktør, DBU Jylland
Peder Bisgaard, formand, Danmarks Firmaidrætsforbund
Pelle Plesner, founder, FitforKids
Peter Forsberg, senioranalytiker og ph.d., Idrættens Analyseinstitut
Peter Just, CEO, Hubbster
Peter Møller, CEO & Founder, Coachsome
Rasmus Porse, analytiker, Projekt & Analyse, DBU
René Kural, Associate professor, Centre for Sports Architecture, KARCH
Rikke Thielcke, souschef, Idrætsudvikling, Københavns Kommune
Ronnie Rahbek, partner, OfficeFit
Sofie Sønderskov, projektmedarbejder, Lystrup Svømning
Svend Elkjær, Founder, Sports Marketing Network, UK
Søren Riiskjær, idrætspolitisk blogger og forfatter
Søren Østergaard, klubleder Køge Boldklub og centerchef, Center for Ungdomsstudier
Thomas Bach, idrætschef, Københavns Kommune
Thomas Rask Jensen, formand, Vejen Idrætscenter
Thomas Skovgaard, formand European Network of Sport Education (ENSE) og centerleder, Active Living, SDU
Torben Dreier, Skoleleder, FO-Aarhus
Troels Rasmussen, direktør, Idrættens Analyseinstitut
Trygve Laub Asserhøj, konsulent, DIF og DGI’s udviklingspulje, DIF

Ekstra workshop den 3. november:

Workshop ved Svend Elkjær, Sports Marketing Network, UK
Tilmeld dig sammen med din tilmelding til Vejen Konferencen

Foreningsudvikling og entreprenørskab i idrætten
Onsdag den 3. november kl. 09.00-15.00.   

Det danske samfund forandres. Urbanisering, digitalisering, indvandring, etnicitet og ændrede familiemønstre er blot nogle få af de faktorer, der medvirker til at mange af vores institutioner og måder at gøre ting på bliver udfordrede.

Det betyder også, at idrætssektoren forandres. De frivillige foreninger skal agere i en ny dagsorden, som måske – måske ikke – kalder på en ny måde at drive forening på. Eller kalder på at udvikle nogle helt nye, mere løse, mere digitale måder at 'tilhøre' en idrætsudbyder på.

Socialøkonomiske virksomheder kan være med til at skabe et Danmark, der er sundere, mere aktivt, integreret og bedre uddannet gennem idræt og fysisk aktivitet. Mange dynamiske foreninger udvikler sig til socialøkonomiske virksomheder.

Der er et stigende antal succesfulde projekter hvor etableringen og udviklingen af socialøkonomiske virksomheder har vist, at man kan danne fællesskaber, der inkluderer alle.

Men vi skal også sikre os, at de nye idrætsudbydere, fra gadeidrætsiværksættere til sygdomsbekæmpende organisationer, udvikler innovative, effektive og rentable modeller for at levere deres projekter.

Virkelige succeshistorier, eksempler og værktøjer du kan bruge – her og nu.

Dagen har fem kernemoduler:
1. Sådan engagerer I de lokale idrætssvage samfund, grupper og personer ved at være relevante og mere end 'bare et sted for idræt og fysisk aktivitet'
2. Sådan skaber I en ’velkommende’ destination for alle
3. Sådan leverer I idræts - og kundeoplevelser, som de forskellige slags deltagere kan nyde, baseret på alder, helbred, etnisk baggrund, demografi og/eller bosted
4. Sådan fortæller I jeres historier via fotos, video og hashtags… Hvordan sociale media kan hjælpe med at forøge profilen af aktiviteter og engagementet med omverdenen
5. Sådan forankrer I jeres aktiviteter i lokalsamfundet

Svend Elkjær er leder af Sports Marketing Network UK, der har trænet mere 4000 idrætsledere i Storbritannien, Irland, Island, Danmark og Australien til at udvikle mere idrætsentreprenørskab.