Idrættens voksende dilemma mellem frivillighed og professionalisering
Beskæftigelsen i idrætssektorens primære brancher (foreninger/forbund, faciliteter og anlæg, fitness og andre kommercielle udbydere m.m. gør det ikke længer meningsfuldt primært at tænke idrætten som en frivillig sektor. Tværtimod skal idræt som friivillig sektor til at gøre sig alvorlige overvejelser om, hvordan den fungerer som arbejdsmarked og karrierevej. Kilde: Danmark Statistik
Optakt 2 til Vejen Konferencen i dagene 1.-3. november 2021. Læs mere her.
Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
I tusindvis af danskere går hver dag på arbejde for at kæmpe for en idrætssektor, som i hele sin kulturelle selvforståelse hviler på frivillige folkeoplysende foreninger.
Lyder det lidt selvmodsigende?
Det er det måske også, men det er ikke desto mindre en kendsgerning, at der i disse år sker en voldsom professionalisering af arbejdskraft og forventninger til det ’produkt’, der leveres i idrættens folkeoplysende rammer.
Beskæftigelsen i idrætssektorens primære brancher (foreninger/forbund, faciliteter og anlæg, fitness og andre kommercielle udbydere m.m.) gør det ikke længere meningsfuldt primært at tænke idrætten som en frivillig sektor. Omvendt skal idræt som frivillig sektor til at gøre sig alvorlige overvejelser om, hvordan den fungerer som arbejdsmarked og karrierevej nu og i fremtiden.
Professionaliseringen erstatter ikke frivillighed og aktivt medborgerskab, men den er drevet at en bredere forståelse af idrættens funktion i samfundet i det hele taget i samspil med sundheds- og velfærdsområdet, lokal udvikling, inklusion af nye målgrupper i idræt og fysisk aktivet, erhvervsfremme, vækst og beskæftigelse gennem idræt osv. Der bliver brug for nye kompetencer og tilgange, såvel i den frivillige del af idrætten som i de professionelle del af idrætten, og vi vil i stigende grad se en ‘arbejdsstyrke’, der navigerer mellem de forskellige organiseringsformer og logikker i idrætssektoren og skruer en levevej sammen af stumper og stykker fra opgaver for eller med forskellige idrætsudbydere.
Stigning i beskæftigelse og formelle uddannelser
Antallet af fuldtidsstuderende på idrætsrelaterede uddannelser (erhvervsuddannelser, professionsbachelor (inkl. idrætslærere) og længere videregående uddannelser er i dag på næsten 12.000.
Antallet af beskæftigede årsværk i den primære del af idrætssektoren (foreninger, faciliteter, kommerciel fitness m.v.) havde nået 15.000 årsværk i gennemsnit inden corona-krisen i 2019. Trods corona-krisen ser vi ind i en branche med øget beskæftigelse og en stadig højere grad af professionalisering på en stadigt bredere vifte af virke- og indsatsområder.
Men vi ser måske også ind i en branche, der rent strukturelt ikke længere er specielt holdbar?
Vi hylder frivilligheden i kultur og lovgivning omkring idrætten, men samfundet uddanner samtidig stadig flere unge til en voldsom professionalisering af idrætten. Såvel forbrugere som idrætsaktørerne selv og deres samarbejdspartnere stiller stigende krav til kvalifikationer og kvalitet hos trænere, ledere, udbydere, faciliteter osv.
Kan vi både professionalisere idrætten og hele dens funktion og samtidig spise fremtidens arbejdstyrke af med frivillighed som den helt bærende værdi?
Hvordan undgår vi at skabe skel mellem alle de veluddannede og ambitiøse hjerner, som lægger masser af planer for idrættens rolle og funktion i samfundet, og de frivillige, som rent faktisk skal stå nede på græsset og levere efter bedste evne og interesse?
For tiden oplever vi muligvis visse tegn på en vis mæthed hos arbejdsstyrken?
Vi oplever, at ikke kun de frivillige foreninger er udfordrede på instruktører og ledere (som de altid har været), men vi oplever også, at faciliteterne, tilstødende erhverv som hospitality og turisme, vedligeholdelse/rengøring, byggeri, sundhedsprogrammer osv. nærmer sig bristepunktet med mangel på arbejdskraft eller mangel på kvalificeret arbejdskraft. Der bliver både kamp om de frivillige og om de professionelle i fremtidens idrætssektor.
Idrætten skal derfor til at tænke over, om den tilbyder attraktive arbejdsforhold og interessante karriereveje for de tusindvis af unge mennesker, der har et liv i idrætten øverst på listen over karrieredrømmene og gerne uddanner sig efter det?
De professionelle fodboldspillere, håndboldspillere og eliteidrætsudøvere har organiseret sig - først med stor modstand - efterhånden som anerkendt del af idrætssektoren. Vi ser bevægelser mod, at eksempelvis personlige trænere og yogainstruktører ligeledes organiserer sig, og vi har faglige foreninger, der vinder frem, som FPG, DFHO, IFFD, HI, Groundsman Association Danmark, Danish Greenkeepers Association, IdrætsPlatformen m.fl. Vi oplever en idrætssektor på vej mod en vis modning som professionel sektor og ikke kun som folkebevægelse.
Idrætten skal til at tænke over fremtidens konkurrence om arbejdskraft med andre sektorer, som i disse år også har svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft - eksempelvis hele turismesektoren, hotel- og restaurationsbranchen og andre servicefag eller sundhedssektoren.
Idrætsorganisationerne skal tænke over, hvordan de håndterer kvalitet og forventninger til foreningernes arbejde og stadigt mere ambitiøse løfter til politikere og samfund - uden at sparke benene væk under det lystbetonede frivillige engagement.
Interessekonflikter tegner sig
Desuden oplever man stigende gnidninger og interessekonflikter mellem den del af idrætten, som er finansieret af offentlige midler, og den del af idrætten, som skal ’stå selv’. Det er ikke kun en kamp om markedsandele og politisk prestige. Det er efterhånden en regulær kamp om lønkroner og arbejdspladser, idet den såkaldt folkeoplysende og frivillige del af idrætten i disse år byder sig til som opgaveløser på stadigt flere samfundsområder.
Professionaliseringen sker altså både i og uden for den frivillige idræt. DGI er nok det bedste eksempel på en massivt statsstøttet og såkaldt frivillig organisation, der i praksis på mange områder fungerer som en indtægtsdækket serviceorganisation i direkte konkurrence om arbejdspladserne med andre udbydere på idrætsområdet.
På Vejen Konferencen 2021 tager vi på forskellig vis livtag med nogle af idrætssektorens åbenlyse strukturelle udfordringer i forhold til uddannelse, beskæftigelse og organisationsudvikling. Vi har en yderst indsigtsfuld talerliste inde for dette felt, der går på tværs af konferencens tre hovedspor ‘Idræt som dynamo for sundhed, fælleskaber og lokal udvikling’.
Meget passende kommer sportmanagementstuderende fra UCL til at spille en væsentlig rolle som frivillige hjælpere og aktive deltagere under hele konferencen som led i deres undervisning.
Hvis du ønsker at få et indblik i og komme på forkant af idrætssektorens strukturelle udfordringer og de forskellige uddannelses- og idrætsaktørers arbejde med at håndtere udfordringerne, så er Vejen Konferencen 2021 et rigtig spændende sted at være.
Tag et grundigt kig på programmet for Vejen Konferencen 2021. Programmet med næsten 100 oplægsholdere bliver en guldgrube for alle med hjerte for idrættens overordnede rolle i samfundet.
Måske bliver det også i Vejen, du finder din fremtidige arbejdsgiver eller ideen til dit eget karriereforløb i den mangfoldige idrætssektor.
Vi ses forhåbentlig i Vejen Idrætscenter den 1.-3. november 2021.
Læs mere om program og tilmelding og se listen over de næsten 100 oplægsholdere på dette link.
Yderligere oplysninger:
Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark, henrik.brandt@idraetsplatformen.dk, 29210972
Ekstra workshop den 3. november:
Workshop ved Svend Elkjær, Sports Marketing Network, UK
Tilmeld dig sammen med din tilmelding til Vejen Konferencen
Foreningsudvikling og entreprenørskab i idrætten
Onsdag den 3. november kl. 09.00-15.00.
Det danske samfund forandres. Urbanisering, digitalisering, indvandring, etnicitet og ændrede familiemønstre er blot nogle få af de faktorer, der medvirker til at mange af vores institutioner og måder at gøre ting på bliver udfordrede.
Det betyder også, at idrætssektoren forandres. De frivillige foreninger skal agere i en ny dagsorden, som måske – måske ikke – kalder på en ny måde at drive forening på. Eller kalder på at udvikle nogle helt nye, mere løse, mere digitale måder at 'tilhøre' en idrætsudbyder på.
Socialøkonomiske virksomheder kan være med til at skabe et Danmark, der er sundere, mere aktivt, integreret og bedre uddannet gennem idræt og fysisk aktivitet. Mange dynamiske foreninger udvikler sig til socialøkonomiske virksomheder.
Der er et stigende antal succesfulde projekter hvor etableringen og udviklingen af socialøkonomiske virksomheder har vist, at man kan danne fællesskaber, der inkluderer alle.
Men vi skal også sikre os, at de nye idrætsudbydere, fra gadeidrætsiværksættere til sygdomsbekæmpende organisationer, udvikler innovative, effektive og rentable modeller for at levere deres projekter.
Virkelige succeshistorier, eksempler og værktøjer du kan bruge – her og nu.
Dagen har fem kernemoduler:
1. Sådan engagerer I de lokale idrætssvage samfund, grupper og personer ved at være relevante og mere end 'bare et sted for idræt og fysisk aktivitet'
2. Sådan skaber I en ’velkommende’ destination for alle
3. Sådan leverer I idræts - og kundeoplevelser, som de forskellige slags deltagere kan nyde, baseret på alder, helbred, etnisk baggrund, demografi og/eller bosted
4. Sådan fortæller I jeres historier via fotos, video og hashtags… Hvordan sociale media kan hjælpe med at forøge profilen af aktiviteter og engagementet med omverdenen
5. Sådan forankrer I jeres aktiviteter i lokalsamfundet
Svend Elkjær er leder af Sports Marketing Network UK, der har trænet mere 4000 idrætsledere i Storbritannien, Irland, Island, Danmark og Australien til at udvikle mere idrætsentreprenørskab.