Sporting capital som en vej til flere idrætsaktive og bedre idrætsmiljøer

Sporting capital. Hvis vi kan forstå og arbejde i praksis med befolkningens medbragte forudsætninger og motivation for at være idrætsaktiv, kan vi bedre tilrettelægge tiltag, der kan styrke eller fastholde idrætsdeltagelsen. Foto. Ev, unsplash.com

Baggrund: Den engelske researcher Nick Rowes teori om ’sporting capital’ giver et sprog og et redskab til at forstå borgernes forudsætninger for at være idrætsaktive. ‘Sporting capital’ kan hjælpe med at udvikle fremtidens idrætsmiljøer og skærpe indsatserne for at styrke idrætsdeltagelsen. IdrætsPlatformen vil arbejde med Sporting Capital i forskellige sammenhænge igen i 2024.

Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Idrætten i Danmark og andre lande er fuld af store satsninger på at fremme idræts- eller foreningsdeltagelsen eller deltagelsen i specifikke idrætsgrene.

Fra tiden til anden lykkes indsatserne. Konkrete idrætsudbydere eller idrætsgrene oplever stigende interesse. Men når man så ‘sidst på året’ opgør det samlede billede af befolkningens deltagelse i idræt og motion, kigger man alligevel for ofte ind i stagnation i den samlede idrætsdeltagelse.

Også i Danmark er idrætsdeltagelsen ifølge Idrættens Analyseinstituts regelmæssige undersøgelser i let tilbagegang i disse år.

Forklaringen er ofte den simple, at selv succesfulde kampagner eller interventioner ikke nødvendigvis skaber flere idrætsaktive i det samlede idrætsbillede, men måske i bedste fald flytter idrætsaktive fra en aktivitet til en anden, eller tilføjer endnu en idrætsaktivitet til visitkortet hos de i forvejen aktive.

Bogen om ‘Sporting capital’ redegør i detaljer for teorien. Routledge.

Englænderen Nick Rowes teori om ’sporting capital’ kan være vejen til at få flere idrætsaktive. Vi kan se frem til at få besøg af Nick Rowe i Danmark i 2024 med henblik på at dykke yderligere ned i teorien og dens praktiske anvendelsesmuligheder for fremtidens strategier på idrætsområdet. ‘Sporting Capital’ er et stærkt redskab for kommuner, idrætsfaciliteter eller idrætsudbyderes arbejde med at få flere med eller skærpe indsatserne i forhold til specifikke målgrupper.  

Det samlede materiale bag teorien findes i bogen "Sporting Capital. Transforming Sports Development Policy and Practice", som Nick Rowe udgav i 2018 på baggrund af sin årelange karriere som chef for strategi og analyse hos Sport England.

Introduktion til ‘sporting capital’
’Sporting capital’ handler ikke om direkte fokus på idrætsdeltagelsen, men om at opbygge og videreudvikle den enkelte persons forudsætninger og motivation for at være idrætsaktiv – altså den ’kapital’ af psykologiske, sociale og kropslige færdigheder og erfaringer, som motiverer og ruster den enkelte til at deltage i idræt og være fysisk aktiv over tid uanset tilværelsens skiftende omstændigheder.

I Danmark har vi overordnet set gode ydre forudsætninger for en idrætsaktiv befolkning i form af en god infrastruktur, mange ressourcer i form af ’arbejdskraft (frivillige og ansatte i idrætten) samt gode økonomiske vilkår hos centrale idrætsaktører og de enkelte borgere.

Hvis vi kan bringe disse ressourcer bedre i spil i forhold til befolkningens forudsætninger og motivation for at være idrætsaktiv, kan vi vende den stagnerende kurve for idrætsdeltagelsen.

Samtidig giver 'sporting capital' den enkelte idrætsudbyder, idrætsfacilitet el.lign. et konkret redskab til at skærpe deres forretningsmodeller og relevans. Der er dybest set omsætning, medlemmer og offentlig værdi i det…

Den enkeltes niveau af ’sporting capital’ kan måles gennem en række subjektive og objektive faktorer.

Sammenhængen mellem den enkeltes niveau af sporting capital (altså fysiske, psykologiske og sociale forudsætninger) og den enkeltes idrætsdeltagelse er særdeles stor:

Personer med lav sporting capital har hverken behovet, selvtilliden eller tilskyndelsen til at være idrætsaktive uanset mulighederne – tværtimod måske en negativ tilgang til idræt.

Personer med høj sporting capital vil være idrætsaktive stort set uanset de bøvlede rammeforhold eller personlige livsbegivenheder, der måtte komme i vejen (og de vil gerne betale for at dyrke deres passion).

Midterfeltet er størst. Det viser sig ved en nærmere analyse, at personer i midterfeltet ikke har en særlig høj idrætsdeltagelse i praksis. Det gode ved den nyhed er, at potentialet for at øge befolkningens idrætsdeltagelse teoretisk set er kolossalt, hvis man kan ruste og motivere midtergruppen bedre.

Figuren viser den voksne engelske befolknings teoretiske fordeling på forskellige niveauer for ‘sporting capital’ - altså forskellige grader af forudsætninger for at være idrætsaktiv. Figur og research: Nick Rowe

Fra muligheder til motivation og tilskyndelse
Hvis vi arbejder strategisk med ‘sporting capital’, går vi fra at skabe ’muligheder’ for idrætsdeltagelse til at bygge motivation og efterspørgsel. Ydre forhold som gode faciliteter i nabolaget gør det ikke alene.

Vi kan gennem ’sporting capital’ bliver mere præcise og bevidste i kommunikation og praktisk tilrettelæggelse af de forskellige idrætstilbud.

Måske bliver vi måske også mere præcise og effektive i den måde, vi allokerer idrættens ressourcer på.

Figuren ovenfor viser fordelingen af den voksne engelske befolknings 'sporting capital' på en skala fra 1-10. Nick Rowe har konstitueret indekset ved hjælp af en række konkrete spørgsmål inden for tre domæner:

• Det fysiske domæne (helbred, smerte/skader, selvvurderet form, idrætslige færdigheder).

• Det psykologiske domæne (selvtillid, lyst og motivation for idræt, kropsopfattelse, opfattelse af forskellige barrierer).

• Det sociale domæne (erfaringer med idræt i skole, forening osv., omgivelsernes idrætsvaner osv.).

På baggrund af analyser af de forskellige spørgsmåls indflydelse på personernes konkrete idrætsdeltagele har Nick Rowe vægtet de forskellige faktorer og konstrueret et såkaldt ’sporting capital’ indeks, hvor personerne indplaceres på en skala fra 1 – 10.

Som det fremgår af figuren ovenfor, har ca. 13 pct. af den enkelte befolkning en meget lav ’sporting capital’ (1-3), mens ca. 20 pct af befolkningen har en meget høj ’sporting capital’ (8-10). Ca. 2/3 af befolkningen ligger midt på skalaen (4-7).

Sammenligner man den enkelte persons ’sporting capital’ med personernes reelle idrætsdeltagelse i den nationale idrætsvaneundersøgelse, som Nick Rowe var ansvarlig for i England gennem mange år, vil man se en ganske perspektivrig sammenhæng mellem personernes individuelle ’sporting capital’ og deres konkrete idrætsdeltagelse.

Det er nærmest usandsynligt, at personer med lav ’sporting capital’ dyrker idræt, men der er også flere inaktive end aktive blandt personer med middel ’sporting capital’. Den største mulighed for at påvirke befolkningens samlede idrætsdeltagelse ligger i at konvertere flere personer med middel ’sporting capital’ til at være idrætsaktive.

Langt de fleste personer med høj ’sporting capital’ er også idrætsaktive i praksis. Når ikke alle personer med høj sporting capital er idrætsaktive, hænger det sammen med konkrete livsomstændigheder på undersøgelsestidspunktet, men personer med høj ’sporting capital’ har både intentionen og forudsætningerne for at være idrætsaktive. Selv om der vil være udfald gennem et livsforløb, vil de fleste personer med høj ’sporting capital’ finde en vej til at opretholde en fysisk aktiv livsstil gennem hele tilværelsen af den simple grund, at de bærer motivationen og erfaringerne med sig.

Den voksne engelske befolknings idrætsdeltagelse (min. en gang om ugen) fordelt på deres personlige niveau af ‘sporting capital’. Research og figur. Nick Rowe

Det siger sig selv, at en stor del af en persons personlige forudsætninger for at være idrætsaktiv formes i barndommen og ungdommen. Såvel de sociale omgivelser som de kropslige oplevelser og kvaliteten af den indlæring og de kropslige erfaringer, børn og unge konfronteres med i eksempelvis skole og foreningsliv, er af meget stor betydning for deres tilbøjelighed til at være idrætsaktive gennem hele livet.

Det er dog muligt at flytte positivt på en persons ’sporting capital’ gennem hele livet og dermed også personens motivation og forudsætninger for at være idrætsaktive. Det handler dybest set om at finde den rette aktivitet på det rette tidspunkt og i den rette indpakning til de forskellige målgrupper.

Figuren ovenfor viser den konkrete idrætsdeltagelse hos voksne englændere med en ’sporting capital’ på en skala fra 1- 10.

Det er teoretisk muligt at påvirke en persons ’sporting capital’ positivt gennem de erfaringer, de gør sig med idræt gennem livet. Hvis man lærer nye færdigheder eller får nye sociale relativer eller et øget personligt velvære gennem idræt, vil man også blive mere eksplorativ og opsøgende i forhold til fortsat idrætsdeltagelse, selv om livsomstændighederne måske ændrer sig.

Den beregnede stigning i befolkningens idrætsdeltagelse, hvis befolkningen gennemsnitligt kan rykkes ét trin op ad stigen i deres personlige ’sporting capital’, er på hele 40 pct., hvilket i England teoretisk ville svare til ca. seks mio. flere idrætsaktive en gang om ugen… En massiv samfundsmæssig gevinst, hvis man kunne nå derhen…

Den teoretiske gevinst i øget idrætsdeltagelse, hvis den voksne engelske befolkning løftede sig ét trin op ad stigen for ‘sporting capital’. Research og figur: Nick Rowe

Målrettede indsatser efter målgrupper
Hvordan kan man som idrætsudbyder, familie, kommune eller samfund lægge indsatser til rette med fokus på forskellige niveauer af ’sporting capital’?

Her bliver teorien et redskab for den enkelte idrætsudbyder eller uddannelsesinstitution til at arbejde med ’sporting capital’ i praksis.

Den grundlæggende idrætsuddannelse og de kropslige erfaringer og færdigheder, man børn og unge tilegner sig i daginstitutioner, skoler eller fritiden er naturligvis særdeles vigtig, ifølge ’sporting capital’. Fysisk og motorisk dannelse er meget vigtige byggesten for befolkningens grundlæggende idrætsdeltagelse og fysiske aktivitet. Her er der tale om det lange seje træk.

Men senere i livet kan man stadig påvirke befolkningens ’sporting capital’ eller i det mindste tilrettelægge aktiviteter, så de ikke demotiverer eller direkte afskrækker en unødigt stor gruppe fra at nærme sig det lokale idrætsanlæg.

Man kan som idrætsudbyder målrette sine tilbud og udnytte det ’marked’, som udgøres af personer med forskellige niveauer af ’sporting capital’. Her handler det naturligvis om såvel markedsføringen som den konkrete tilrettelæggelse af forskellige interventioner eller tilbud til forskellige niveauer af ’sporting capital’.

Man kan tale om forskellige både langsigtede og kortsigtede interventionspunkter:

Langsigtede tiltag:

• Idræt og fysisk aktivitets helt grundlæggende omdømme og status i samfundet socialt og kulturelt.

• Styrke børn og unges helt grundlæggende færdigheder og motivation fysisk og motorisk for at være fysisk aktive.

Kortsigtede tiltag:

• Målrettet tilpasning af idrætstilbud, så de appellerer emotionelt og praktisk til forskellige niveauer af idrætslig kapital.

• Reduktion af ydre barrierer og større tilgængelighed til de konkrete tilbud til forskellige målgrupper (pris, placering, tid osv.).

• Styrkelse af kvaliteten af idrætstilbuddene og deltagernes konkrete kropslige og sociale oplevelse og evt. progression ud fra forskellige niveauer af ’sporting capital’.

Kan man sætte flueben ved disse faktorer, har man lagt grundstenene til en forøgelse af befolkningens generelle ’sporting capital’ og dermed også en stigende idrætsdeltagelse.

Gå-fodbold i Silkeborg IF. Et eksempel på, hvordan den rette indpakning og afvikling kan få nye spillere i gang og give ny motivation og lyst selv i en høj alder. Foto: Henrik H. Brandt

Hvordan kan man bedst muligt nå de forskellige målgrupper?
Nick Rowe giver nogle bud, men i praksis vil tilpasning af tilbuddene afhænge af den lokale kontekst.

Læs buddene som en ramme, man som idrætsudbyder kan ’trykprøve’ sit aktivitetsudbud eller de fysiske rammer, markedsføringen eller instruktørerne i forhold til.

Afgørende er naturligvis i sidste ende selve kvaliteten af den udbudte aktivitet.

Personer med lav ’sporting capital’ (gruppe 1-3):
•    En personlig en-til-en tilgang
•    Tager højde for mentale barrierer i forhold til selvværd og selvtillid.
•    Ingen vægt på konkurrence, men evt. på bestemte (realistiske) mål eller selvvurderede forbedringer.
•    Primær vægt på fornøjelse og sjov.
•    Aktiviteten skal pakkes rigtigt ind. Positiv og ikke for udfordrende.
•    Støttende netværk og atmosfære omkring aktiviteten er nødvendig.
•    Sammen med ligesindede på samme færdighedsniveau eller skræddersyede til bestemte målgrupper.
•    Rollemodeller vil typisk være ligesindede, som har taget turen selv.
•    Succeskriteriet vil være fastholdelse og den enkeltes oplevelse af forbedringer, øget mestring og fornøjelse ved at være aktiv.

Personer med middel ’sporting capital’ (gruppe 4-7):
•    Sænkning af ydre barrierer såsom tid, økonomi, transport, bekvemmelighed.
•    Skabelse af et positivt og opmuntrende miljø omkring aktiviteten.
•    Evt. konkurrence skal være på lavt og uforpligtende niveau kombineret med muligheden for oplevede personlige forbedringer eller styrket mestring af basale færdigheder.
•    Den rette instruktion eller de kropslige erfaringer kan gøre personerne hooked og styrke deres ’sporting capital’, hvilket igen gør dem mere motiverede for at fastholde aktiviteten eller prøve nye aktiviteter.
•    Tænk i relativt ensartet færdighedsniveau hos deltagerne.
•    Tænk i at opbygge kammeratskab og fællesskab omkring aktiviteten og byg videre på eksisterende personlige netværk (eks. på arbejdspladsen).
•    Succes vil være at styrke den enkeltes motivation og selvtillid i forhold til selv at få motivation til at tage initiativ til eller afprøve større udfordringer (eksempelvis fra gang til løb, fra træning til kamp osv.).

Personer med høj ’sporting capital’ (gruppe 8-10):
•    Relativt selvkørende og opsøgende målgruppe.
•    Reagerer positivt på muligheder for forbedringer (instruktion) eller deltagelse i arrangementer.
•    Målgruppen vil være engageret og mest tilbøjelig til at engagere sig i frivilligt arbejde, tage på kurser, blive instruktør, anfører/sundhedsambassadør etc.
•    Sætter pris på indbydende fysiske rammer, instruktion, arrangementer eller understøttende ordninger som eksempel motion i arbejdstiden eller adgang til faciliteter og idrætsoplevelser gennem arbejdspladsen.
•    Vil oftest gerne betale (ekstra) for bedre kvalitet eller adgang.

Hvem skal få det til at ske?
En sidste brik i arbejdet med ’sporting capital’ er naturligvis den konkrete politiske rammesætning og allokering af ressourcer samt udvikling af idrætsmiljøernes kompetencer, motivation og muligheder for at levere på ’sporting capital’.

Der vil være store forskelle i finansieringsmodellerne og markedsmulighederne for aktiviteter for forskellige målgrupper, og der vil være store forskelle i de krav og kompetencer, eventuelle instruktører eller aktivitetsansvarlige skal besidde.

Som samfund skal vi være opmærksom på, at den danske idrætsmodel baseret på aktivt medborgerskab og på frivillighed i høj grad appellerer til såvel deltagere som instruktører med en relativt høj grad af ’sporting capital’.

Som samfund risikerer vi, at en unødvendigt stor del af befolkningen fastholdes i en fysisk inaktiv livsstil af den grund, at vi ikke som idrætsudbydere eller idrætsmiljø forstår deres motivation, behov og forudsætninger.

Vi lægger groft sagt aktiviteterne til rette for de i forvejen aktive og/eller motiverede, og størsteparten af (den voksne) befolkning kommer derfor aldrig rigtigt ind i loopet.

Eller i den anden ende af skalaen: Vi tilbyder ikke det produkt og den læring, variation, progression eller kvalitet, som ‘kunderne’ med høj ‘sporting capital’ dybest set efterspørger og er villige til at betale for.

Risikoen ved ikke at arbejde bevidst med ‘sporting capital’ er dybest set en øget segregering af aktive og inaktive samt en øget segregering af de fysiske miljøer i idrætten og tilgangen til dem og anvendelsen af dem. Vi skal spørge os selv, om dette er ønskeligt?

Endelig skal vi være opmærksomme på, at ‘sporting capital’ også er en faktor hos de frivillige eller beskæftigede i idrætssektoren. En overuddannet idrætsakademiker, en supernørdet fodboldtræner eller en topfit fitnessinstruktør har ikke nødvendigvis de personlige forudsætninger eller den rette motivation til at arbejde med personer med lavere niveauer af ’sporting capital’.

Omvendt kan en instruktør uden stærke idrætsfaglige kompetencer til personer med højere ’sporting capital’ naturligvis også betyde, at man mister markedsmuligheder eller taber i forvejen aktive til sofaen eller mere attraktive idrætstilbud.

Derfor hører det med i arbejdet med ’sporting capital’, at man som både som lokal idrætsudbyder og som kommune eller samfund er bevidst om, hvad man har af ’arbejdsstyrke’ og kompetencer til at arbejde med de forskellige målgrupper, og hvad man konkret skal levere til hvilke målgrupper.

IdrætsPlatformen får Nick Rowe til Danmark i 2024 og dykker mere ned i den praktiske anvendelse af ‘Sporting Capital’. Nærmere følger.