På jagt efter det perfekte uperfekte fodboldmiljø for unge

Ungdomsfodbold giver trænerne mange frustrationer, men også mange oplevelser. Foto: Henrik H. Brandt

Baggrund: I fodboldens verden er stadig flere ambitiøse trænere og klubber i talentsystemerne dybt optagede af at optimere på de sidste 5 procent i jagten på den næste topspiller, men måske burde vi hellere reflektere lidt dybere over de første 95 procent af den oplevelse, vi giver børn og unge i landets fodboldmiljøer?

Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke synderligt forstand på fodbold.

Men fodbold ligger mig på sinde. Man bliver jo bidt af det, og jeg har over tid samlet et broget katalog af erfaringer som træner og leder i en klub med nogle af landets største ungdomsårgange.

Gennem masser af kampe, møder, samtaler og smuglæsning af rapporter, analyser og datasæt over idrættens tendenser, kan jeg efterhånden konkludere, at mange af dem, der har forstand på fodbold, heller nødvendigvis altid har forstand på fodbold:

Vi kan se det på frafaldskurverne.

Vi kan se det på det ’vraggods’, vi modtager lidt nede i rækkerne, fra højere rangerende hold eller andre klubber.

Og vi kan ofte høre det på snakken på bagsædet af bilen, når spillerne på vej til en udekamp glemmer, at der er en voksen til stede og ruller sig ud om de ting og oplevelser, der optager dem.

Vi rammer dem ikke altid, de unge. Vi får sjældent helt fat i dem. De har deres egen virkelighed blandt jævnaldrende, og vi ældre trænere er ret beset set ikke en særlig stor del af deres verden, selv om vi står nede på banen 3-4 gange om ugen til træning og kampe. Vi flytter kegler og får det hele til at glide. De unge tager os nok lidt for givet, indtil de en dag selv står på sidelinjen som trænere og opdager, hvad der egentlig ligger bag.

At være ungdomstræner er en evig frustration og en sjælden gang en fornøjelse, som man kan køre langt på literen på.

Summen af mange års oplevelser og erfaringer gør, at jeg går og drømmer lidt om en utopi, som jeg gerne vil afprøve i denne artikel: Burde det ikke være muligt at skabe langt bedre ungdomsmiljøer i fodbolden?

Min utopi er nok i praksis lige så svær som at vinde Champions League. I Champions League optimerer trænerne trods alt på spillere og rammer, der grundlæggende står knivskarpt.

Når vi andre jagter utopien om fodboldens perfekte ungdomsmiljø, sker det under vilkår og med et materiale, som langt fra er perfekt. Vores opgave er at skabe det perfekte uperfekte fodboldmiljø. Det burde måske ikke være raketvidenskab at nå i mål med den opgave, for i det uperfekte fodboldmiljø er selve resultaterne jo ikke forskellen på succes eller fiasko. I praksis er det bare alligevel drønsvært at løse opgaven.

Ungdomskulturen er i forandring, og breddetrænere arbejder i kronisk livtag med fodboldens tykhudede og nedarvede kultur og hakkeorden.

Fodbold er for vigtigt til at være noget skrammel
Men lad os nu gøre forsøget på at styrke fodboldens ungdomsmiljøer. Fodbold er for fedt og dybest set også for vigtigt for mange børn og unges trivsel til, at vi kan leve med for meget frafald og unødvendigt dårlige miljøer.

Jeg har som nævnt ikke forstand på fodbold – og helt sikkert ikke forstand nok på fodbold - sådan rent formelt og taktisk. Der er for mange basale og tilbagevendende udfordringer i breddefodbold til, at man nogensinde når til den side i trænerbogen, hvor man for alvor begynder at finpudse.

Men jeg har efterhånden samlet en temmelig stor kollektion af erfaringer, oplevelser og ofte absurde og lærerige Messenger-beskeder og dialoger om forstående holdudtagelser og kampe med unge spillere på alle niveauer.

Og så har jeg naturligvis oplevet hundredvis af vundne og tabte kampe og endnu flere mere eller mindre vellykkede træninger. Personligt har jeg også en bagage som journalist og analytiker i idrættens og fodboldens verden. Lidt har jeg nok samlet op hen ad vejen, men ungdomsfodboldens gåde har vi efter min mening ikke løst godt nok endnu.

Jeg overvejer seriøst at skrive bogen om bredefodbold for unge.

Jeg vil ikke helt afsløre i detaljer, hvad bogen om de perfekte uperfekte ungdomsmiljøer kommer til at handle om, men jeg har de fleste kapitler klar oppe i hovedet.

Nedenfor vil jeg gerne lige prøve en del af bogens facitliste af.

Hvad skal vi som klubber og ungdomsmiljøer levere af mindset, værdier og formålsbeskrivelser for at komme tættere på ungdomsfodboldens utopi?

De handler altså ikke om at lede efter de sidste 5 procent. Præstationsoptomerings-nørderne med tjeklister, videoanalyser og målinger på spillerne forventes ikke at byde ind. Jeg vil hellere optimere på de første mere indlysende 95 pct., som vi heller ikke er nået langt nok med i de fleste danske fodboldklubber.

Hvad vil det sige, at ‘blive til noget’ i fodbold?
I første omgang vil jeg gerne prøve nogle af elementerne i opskriften på det utopiske ungdomsmiljø af. Min bog bliver ikke en opskrift på fantastiske fodboldspillere, og hvis den alligevel gør, vil det være en utilsigtet sideeffekt.

Som den gamle løbelandstræner altid sagde i min ungdom som konkurrenceløber:

”Jeg kan ikke gøre en gris til en antilope, men jeg kan godt gøre en gris til en hurtig gris,”

Jeg tænker ikke, det var mig personligt, han tænkte på, og jeg vidste også godt selv, at jeg maksimalt kunne blive en hurtig gris, selv om jeg i perioder trænede 8-10 gange om ugen. Skal jeg være helt ærlig, var det heller ikke det afgørende at blive god. Det afgørende var miljøet, medindflydelsen på egen udvikling, livsstilen og hele processen. Den cocktail kan være langt sværere at finde i fodbold, hvor elementet af holdudtagelser, turneringsregler, kultur og spillernes egne målsætninger og selvopfattelse spiller ind på en anden måde end i en individuel og meget eksakt målbar idrætsgren som min ungdoms løbesport.

Personligt elsker jeg stadig at løbe, selv om det går langsommere i dag, og jeg bogstavelig talt ikke skal nå noget. Jeg kan stadig godt bide tænderne sammen, når det gælder.

Jeg fik noget med derfra.

I fodbold er det sværere at finde opskriften på et miljø, som gør, at man holder fast i spillerne, kulturen og miljøet gennem hele livet. I fodboldkulturen lægger man bevidst eller ubevidst det meste til rette for dem, der kan, eller helst skal ’blive til noget’?

I takt med, at jagten på det næste talent rækker længere og længere ned i aldersgrupperne og længere og længere ud i selv de små klubber, er der en fare for, at vi alle sammen ubevidst køber ind på talentlogikken og glemmer at reflektere:

Hvad er det for et ’noget’, man helst skal blive til i fodbold?

Tjekliste til det gode fodboldmiljø for unge

Nedenfor min indledende tjekliste til det gode ungdomsmiljø i fodbolden.

Kommentér gerne? Har jeg glemt noget?

Min teori er, at hvis en fodboldklub kan forholde sig reflekteret til tjeklisten nedenfor, har vi byggestenene til det perfekte uperfekte fodboldmiljø.

Jeg advarer på forhånd. Jeg påstår jo, at det her ikke er raketvidenskab, men det er det altså i praksis…

Især er det raketvidenskab at finde de trænere, som både kan deres fodbold, og som også gider dem at udvikle dem med to venstreben eller dem, der skulle noget andet den dag, men er klar igen i morgen.

Men lad os nu prøve at gøre forsøget på at gøre breddefodbold for børn og unge til et prestigefuldt og ædelt fag - også for dygtige fodboldtrænere:

• Har vi klare og tydelige værdier om plads til alle, som vi også udlever i praksis?

• Skaber vi et godt og lige værdigt træningsmiljø for alle børn fra dag ét? Eller får førsteholdet rutinemæssigt og som en selvfølgelighed altid de bedste bolde, det bedste udstyr osv.?

• Skaber vi bevidst trafik mellem hold, køn, årgange i børneårene og ungdomsårene for at skabe sociale relationer på kryds og tværs? (også hvis det koster rent sportsligt). Vi får brug for de relationer senere, når det strammer til, og vi får brug for at bryde trupper op eller vælge til eller fra.

• Kan man træne (så meget man vil) i fodboldklubben efter lyst og engagement - og ikke kun efter niveau og diktat fra træneren eller DBU’s detaljerede talentmanual?

• Giver vi en grundlæggende god fodboldskoling til alle? Hvem følger op, rådgiver og vejleder om miljøet på fjerdeholdet?

• Vægter vi det pædagogiske lige så højt som det sportslige i miljøer for børn/unge? Eller er det altid førsteholdstræneren og kampen på søndag, der har mest ret og tager mest tid og opmærksomhed?

• Udnytter vi kun fodboldfagligheden hos de bedst uddannede trænere i klubben til præstationsfremme for talenterne – eller udnytter vi den også til at skabe et stærkt og lærende fagligt miljø for alle medlemmer og trænere?

• Har vi en anstændig og veldefineret minimumsstandard for alle spillere/hold (trøjer, ture, sociale arrangementer), eller skærer vi det i handling og værdier snarere ud i pap, at der er forskel på folk og hold og vores prioritering af dem?

• Har vi en kagekasse til dem, der skal have lidt diskret hjælp – eller er de skæve børn og unge i praksis snarere et bøvlet problem, som helst lige så diskret skal ud af klappen?

• Kan senstartere eller sent udviklede indhente det forsømte, når de får lyst at prøve at spille bold, eller kammerater slæber dem med? Har vi et skilt på døren, der inviterer alle indenfor?

• Lærer vi børn, at de bliver inddraget og får ansvar? Når spillerne først bliver teenagere, er det dybest set for sent. Så har vi lært dem på rygraden, at vi nok skal ordne det hele for dem, og at de helst bare skal rette ind. Hvis vi spørger de unge alligevel, får vi ikke altid et fornuftigt svar, for teenagere leder selv efter svar, og hvis de svarer, vil de måske hellere noget helt andet i morgen.

• Har vi en formaliseret og proaktiv struktur og procedure i forhold til spillere, trænere, rekruttering og fastholdelse i forhold til forudsigelige livsbegivenheder og arenaskifter? Eller laver vi de samme fejltagelser hvert år? Skoleskifte, efterskole, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, flytning fra hjemmet?

• Kan vi finde en kanal at kommunikere på med spillere, forældre, omverden – også når spillerne er teenagere? Og hvad kommunikerer vi, når vi gør kommunikerer?

• Ser, involverer og udvikler vi alle frivillige, trænere, spillere osv.? Kan alle dygtiggøre sig efter lyst og behov?

• Er vi rummelige, nysgerrige og parate til at tænke ud af boksen? Det præger hele kulturen i klubben, hvis vi sætter en høj standard, tænker lidt på tværs og vænner os til at betræde uvant jord fra tid til anden. Hvorfor kan nutidens unge banke en kreativ og spotfri gymnasiemusical op i gymnasiet uden lærerhjælp den ene dag, og ikke betros at hjælpe med så meget som at lede efter en bold i buskadset i fodboldklubben den næste dag?

• Har vi et miljø, der inviterer til ‘at hænge ud’, eller er storcentret og Mc’Donald’s bare et bedre sted at hænge ud? Kan man komme forbi og træne/hænge ud/øve sig – med hvem man vil, og når man vil? Har vi en træningskultur, hvor man (også) kan dygtigere sig ud fra egen motivation og ikke kun efter lektier fra træneren? I fitnesscentret kan de unge jo godt finde ud af det selv.

Tjeklisten er work in progress. Har du kommentarer eller forslag til det perfekte uperfekte ungdomsmiljø, så skriv gerne til mig. henrik.brandt@idraetsplatformen.dk