Hvordan fungerer IdrætsPlatformen?

Rush i Aarhus. Et godt eksempel på en travl idrætsfacilitet, som går under radaren i den normale opfattelse af idrætssektoren herhjemme.

Rush i Aarhus. Et godt eksempel på en travl idrætsfacilitet, som går under radaren i den normale opfattelse af idrætssektoren herhjemme.

Af Henrik H. Brandt, IdrætsPlatformen Danmark

Måske er det en ny kontakt, en god idé, et godt eksempel, en ny og utraditionel samarbejdskonstellation, ny viden eller ny inspiration fra en helt uventet kant, der kommer til at skabe den største værdi af dit medlemskab af IdrætsPlatformen Danmark. Vigtigst er, at vi sammen få skabt en IdrætsPlatform med kapacitet til at løfte den samlede idrætssektor op i niveau og bidrage til at gøre den samlede kage større til gavn for borgerne, samfundet og den enkelte aktør i idrætten.

IdrætsPlatformen Danmark er en almennyttig forening, som er etableret ved ulønnet arbejdskraft og et stort personligt engagement og tro på foreningens formål fra bestyrelsesmedlemmerne, værterne for de forskellige temagrupper samt andre samarbejdspartnere, som har været en del af dialogen og udviklingsprocessen gennem det seneste år.

Med lanceringen af hjemmesiden og en række temagrupper og medlemsaktiviteter begynder IdrætsPlatformens virke i praksis i den kommende tid.

I de kommende uger og måneder udbyder Platformen en række generelle aktiviteter til medlemmerne samt specifikke temaer i de enkelte temagrupper. Corona-krisen vanskeliggør for tiden fysiske møder i større stil, men vi vil afholde enkelte fysiske møder og ellers i høj grad betjene os af virtuelle møder i opstartsfasen.

IdrætsPlatformen er mere end møder og formelle faglige aktiviteter. Ambitionen er at skabe en IdrætsPlatform, der ved medlemmernes engagement og investering af midler og tidsmæssige ressourcer i foreningen får så stor en føling med mange af frontløberne i den brede danske idrætssektor, at Platformen kan være med til at formidle nye samarbejder, nye ideer og bredere inddragelse på tværs af hele den brede sektor.

Både faglige og sociale anledninger
Alene det at italesætte idrætssektoren og hele dens bredde på nye måder kan i sig selv være med til at skabe nye løsningsmodeller og samarbejder.

Samtidig undervurderer vi heller ikke værdien af, at vi skaber en forening, hvor der bliver både faglige og mere sociale anledninger til at mødes og lære hinanden at kende. Vi vil gerne være en forening for alle, der vil lidt mere med deres daglige virke i idrætssektoren. Vi vil gerne spille aktørerne bedre ved at samle dem på kryds og tværs og lade dem udvikle konkrete ideer og samarbejdsmuligheder i fællesskab.

IdrætsPlatformen vil være en forening for alle, der vil lidt mere med deres daglige virke i idrætssektoren.

Platformen kommer i den kommende tid til at udbyde en række små og store, virtuelle og fysiske arrangementer, møder og sociale events, seminarer, høringer osv. for og med medlemmerne.

Byd selv ind med ideer og aktiviteter
Medlemmerne kan benytte Platformen netop som en platform til at blive opmærksom på nye partnere eller til at komme i dialog med nye partnere. Medlemmerne kan i mange tilfælde selv invitere til aktiviteter gennem IdrætsPlatformen. Bare kontakt os med gode ideer og vinkler til kommende aktiviteter og indsatsområder.

IdrætsPlatformen har i dialog og samarbejde med erfarne og indsigtsfulde værter og samarbejdspartnere udviklet en lang række temagrupper, som giver mulighed for at fordybe sig i specifikke temaer af relevans for aktørerne i idrætten. Vi forsøger kort fortalt at skabe en (indtil videre) uformel kompetenceudviklingsplatform for idrætssektoren med de skarpeste fagpersoner i spidsen for hver enkelt temagruppe.

I første omgang står IdrætsPlatformen som udbyder af de mange temagrupper, men vi er på ingen måder fremmede over for at indgå i samarbejder med andre udbydere af viden og idrætsrelateret komptenceudvikling. Vi er sammen om at gøre idrætssektoren større, bedre og mere inspirerende. Alle må byde ind - uanset erfaring eller organisatorisk bagland.

Tag gerne fat i os med gode ideer til temagrupper, konkrete temaer eller inspirerende lokationer for temagruppernes aktiviteter. Ofte mødes man alene med ligesindede i sin egen specifikke temagruppe. Til tider vil to eller flere temagrupper gå sammen om temagruppemøder af fælles interesse. Til andre tider holder Platformen ’juleaften’, hvor alle medlemmerne og temagrupperne mødes på samme tid og sted - eksempelvis til Vejen Konferencen eller måske Idrætsmødet i Aalborg.

I forhold til økonomisk volumen stiler IdrætsPlatformen mod at kunne bemande et sekretariat med en og på længere sig måske 2-3 ansatte til udvikling, formidling og afvikling af arrangementer, møder og temagrupper. Desuden inddrager vi et net af medværter og samarbejdspartnere i arbejdet.

Økonomien skal tilvejebringes gennem medlemskontingenter, temagrupper og arrangementer, donationer samt små og store samarbejder og partnerskaber med eksterne aktører.

Tag gerne kontakt, hvis du har ideer eller spørgsmål.

Previous
Previous

Velkommen til en ambitiøs platform for kompetenceudvikling, samarbejde og synlighed