Fremtidens idrætspolitik. Hvad kan vi lære af Holland?

Athletic Skills Model er et hollandsk udviklet koncept med både undervisningsprincipper og fysiske rammer for motorisk grundtræning af børn, idrætstalenter, seniorer osv. - eller som her en dansk gruppe fra Gladsaxe Kommune på studietur. Foto Henrik H. Brandt

Af Henrik H. Brandt, daglig leder IdrætsPlatformen Danmark

Artikel 2 af 3 artikler om forskellige tilgange til idrætsudvikling. Læs også:
Fremtidens idrætspolitik. Hvad kan vi lære af Litauen?
Fremtidens idrætspolitik. Bygger dansk idrætspolitik på reelt demokrati?

 Man skulle ikke følge mange af konkurrencerne ved de olympiske lege i Paris for at blive lidt nysgerrig på, hvad der mon ligger bag de succesrige orangeklædte hollandske sportsfolk. Hollænderne var godt med i mange discipliner og hentede i alt 34 olympiske medaljer, hvoraf 15 af guld. Hollænderne tog flere medaljer ved OL end det langt større naboland Tyskland. 

Kigger man på tallene over europæernes brede idrætsdeltagelse fra Eurobarometer, vil man ligeledes se, at hollænderne også ligger helt på toppen i idræts- og foreningsdeltagelse i europæisk sammenhæng.

I mange hollandske byer er det svært at sparke sig frem for cykler. Hollænderne cykler endnu mere som aktiv transport end danskerne. Her Groningen. Foto: Henrik H. Brandt

Man skal heller ikke opholde sig længe i hollandske byer for at se, at hollænderne cykler om muligt endnu mere end danskerne (statistikken fra WHO’s Physical Activity Factsheet fra 2021 siger, at en gennemsnitlig dansker cykler 1,4 km om dagen, mens en gennemsnitlig hollænder cykler 3,01 km om dagen).

Generelt vil man også se, at Hollands foreningsliv minder en del om det danske med et stort element af frivillighed, ofte flotte klubhuse og anlæg i de gængse idrætsgrene samt stærke relationer mellem lokalt foreningsliv og kommuner – igen med store ligheder med det danske system.

Holland minder i idrætsdeltagelse, foreningsdeltagelse en del om Danmark. Begge lande har høj idrætsdeltagelse, men også store udfordringer med en alt for stillesiddende livsstil i hverdagen. Kilde: Eurobarometer. Sport and Physical Activity, EU-Kommissionen, 2022

Hollænderne har (som Danmark) udfordringer med stor social ulighed i idrætsdeltagelsen, med stagnerende deltagelse i frivillighed og foreningsliv og med andre skyggesider som hooliganisme, usunde eliteidrætsmiljøer m.v.  

Med andre ord er der mange ligheder mellem idrættens udfordringer i Danmark og i Holland.  

Holland i den idrætspolitiske overhalingsbane
Men hvor har Holland måske lagt sig i overhalingsbanen i forhold til den danske idrætssektor?

Hvor er der strukturer og kulturer, som direkte kunne overføres til en dansk kontekst og bidrage til at styrke idrætssektoren og idrætsdeltagelsen i Danmark?

Nedenfor følger nogle uvidenskabelige bud baseret på et bredt kendskab til hollandske undersøgelser og analyser fra bl.a. Mulier Instituut samt ikke mindst på indtil flere studiebesøg i landet, senest i juni måned med en delegation fra Gladsaxe kommune:

Stærkere national idrætspolitik og central koordinering
Akkurat som Danmark har Holland en stærk national idrætsorganisation, der fungerer som paraply for specialforbund og olympisk idræt. NOC*NSF kan sammenlignes med DIF. Derimod har Holland ikke en organisation, der i forhold til statslig finansiering eller medlemstal modsvarer DGI. 

Selv om både NOC*NSF og DIF nyder godt af rundhåndet national støtte med ’armslængdeprincip’, er der i Holland (og Litauen) en langt stærkere national idrætspolitik og koordinering – i Holland i regi af Ministeriet for Sundhed, Trivsel og Idræt. Alene det forhold, at idrætten i Holland ressortmæssigt er placeret i Sundhedsministeriets regi og ikke som i Danmark i Kulturministeriets regi viser måske lidt om, at hollænderne har et lidt mere ’pragmatisk’ og måske endda instrumentalt syn på idrættens rolle og organisering end Danmark. 

En helt afgørende forskel er de senere års nationale idrætsaftaler ’Sportakkoord’, hvor ministeriet har involveret de væsentligste interessenter om en bred national idrætspolitik med klare idrætspolitiske prioriteringer såvel i forhold til eliteidræt som i forhold til breddeidræt og inklusion.

Hvor DIF/DGI i Danmark har forsøgt at tage den idrætspolitiske styrepind gennem visionen ’Bevæg dig for livet’, er den nationale vision for idrætten i Holland forankret med ministeriet for bordenden.

Indholdsmæssigt er mange af intentionerne de samme, men den væsentlige forskel er, at NOC/NSF (i modsætning til DIF/DGI) ikke sidder alene ved bordet sammen med regeringen.  

Dertil bidrager regeringen selv til finansieringen af målsætningerne i den nationale idrætsaftale med substantielle beløb, hvor det danske Kulturministerium stort set ikke råder over frie midler til idrætspolitiske tiltag.

NOC/NSF har følgeskab ved mødebordet med politisk sideordnede organisationer som den kommunale sammenslutning af idrætsforvaltninger (Vereniging Sport en Gemeenten) samt som noget nyt også af den nyetablerede Platform for Entreprenørielle Idrætsudbydere (Platform Ondernemende Sport Aanbieders).

Platform Ondernemende Sport Aanbieders (POS) er en af de mest interessante og innovative nye aktører i organisationsbilledet i den hollandske idrætssektor. På få år har Lodewijk Klootwijk og POS fået en formel plads ved bordet på vegne af de private udbydere i den hollandske idrætssektor. Foto: Henrik H. Brandt

POS er en særdeles visionær sammenslutning af 18 brancheforeninger for forskellige kommercielle idrætsudbydere (fitness, yoga, golf, klatring, padel osv.). POS opstod under coronanedlukningerne i 2020-2021, hvor også den kommercielle sektor havde brug for en fælles politisk stemme i forhold til nedlukninger, kompensationsordninger osv. Få år senere repræsenterer POS i praksis flere betalende medlemmer af idrætsudbydere end specialforbundene under NOC*NSF. POS modtager som brancheplatform og som en af aktørerne i den nationale idrætsaftale et tilskud fra regeringen til den organisatoriske udvikling af POS.

I næste revision af den nationale idrætsaftale vil en helt ny organisation, Sammenslutningen af Samfundsorienterede Idrætsudbydere (Maatschappelijke Organisaties in de Sport) formentlig komme med ved bordet som formel partner. MOS forener en række stærke sociale NGO’er, større fonde osv., som alle benytter idræt som socialt eller velfærdspolitisk instrument.

Monitorering og fælles datagrundlag
Fremskridtene og erfaringerne fra den nationale hollandske idrætsaftale monitoreres løbende af det uafhængige analyseinstitut, Mulier Instituut, som sammen med det mere praksisorienterede videnscenter, Kenniscentrum Sport & Bewegen, råder over en enorm portefølje af offentligt tilgængelige statistiske data, evalueringer og analyser af idrætssektoren i Holland.

Ingen andre lande i Europa har formentlig så stærkt et overordnet og offentligt tilgængeligt datagrundlag om trends og tendenser i idrætssektoren som Holland. 

Samtidig findes et stort lokalt og kommunalt ejerskab til den nationale idrætsaftale. Hver eneste af de 342 kommuner i landet med 17,8 mio. indbyggere kan få tilskud til at udforme og koordinere deres egne lokale versioner af idrætsaftalen.

Kommunerne nedsætter lokale styregrupper, der typisk har en uvildig koordinator og involverer et bredere felt af lokale aktører end blot foreningsidrætten. POS er f.eks. i fuld gang med at skabe lokale netværk af idrætsentreprenører i de hollandske kommuner – en samlet organisering af idrættens private sektor på linje med foreningssektoren er således i hastig fremdrift.

Sektorråd som høringsorgan
Endnu et særkende ved den hollandske idrætsstruktur er det Nationale Idrætsråd (Nederlandse Sportraad), som er et høringsorgan på armslængde med mulighed for at udforme egne analyser og forslag til idrætspolitikken og for at trække på et korps af forskere og videnspersoner til dette formål.

Sektorrådet sikrer i princippet en langt bredere interessentinddragelse i idrætspolitikken end i Danmark, hvor DIF/DGI ressourcemæssigt er så dominerende, at de i praksis næsten har et idrætspolitisk monopol.

Stærkt samarbejde mellem sektorer
Holland har altså på den ene side en idrætskultur, der minder om den danske idrætskultur, men samtidig har hollænderne over de seneste år taget en række nyskabende økonomiske, strukturelle og vidensmæssige skridt til at involvere en langt bredere del af idrætssektoren i politikudvikling samt idrætspolitiske tiltag og løsninger.  

Det er ikke sådan, at alt er fryd og gammen i samarbejdsrelationerne mellem f.eks. den foreningsbårne og den private idræt, men der er flere interesser, der forener, end der spreder. Flere samarbejdsrelationer end konflikter mellem aktørerne.

Peter Kok (korslagte hænder) har på få år skabet et klatreimperium med 11 bouldering- og klatrecentre. Det bærende element er en sociale og uformel atmosfære og en lækker central café, men centrene - især bouldering - er samtidig en kommerciel succes. Foto: Henrik H. Brandt

Aktuelt fører samtlige aktører i den hollandske idrætssektor en kraftig fælles lobbykampagne på tværs af organiseringsformer for politisk at få ændret den nye hollandske regerings bebudede stramning af momslovgivningen for idrætsudbydere (Sport gaan niet van Zelf). Regeringen vil afskaffe den lave momstakst på idrælt på 9 pct. og hæve den til 21 pct. med et forventet provenu til statskassen på ca. 1,7 mia. kr.

Et andet lavpraktisk eksempel på hollændernes mere pragmatiske tilgang er, at f.eks. kommunale fritidspasordninger ofte ikke kun omfatter tilskud til kontingenter til foreningslivet, men også tilskud til medlemskab hos private aktører, hvis private aktører lokalt har mere relevante idrætstilbud til den enkelte borger.

Selv om foreninger og frivillighed spiller en stor rolle i hollandsk idræt, har man ikke på samme måde som i Danmark en kultur og en lovgivning, der udelukkende tager sigte på at fremme foreningsformen.

Holland har blandt andet et massivt nationalt program for såkaldte nabolagstrænere, der på en blanding af statslige og kommunale tilskud har til opgave at fungere som blæksprutter i nærmiljøerne mellem kommuner, lokalområder, faciliteter, foreninger og andre idrætsudbydere. De over 6.000 nabolagstrænere og koordinatorer er typisk ikke ansat af foreningsidrætten, men af kommunerne.

Cees van Rootselaar og hans team på 11 nabolagstrænere i den socialt udfordrede Nieuwegein Kommune bygger bro mellem foreninger, faciliteter, uddannelser, forvaltninger og andre idrætsaktører med håndholdte indsatser for den enkelte borger med behov. Holland har over 6.000 lokale nabolagstrænere. Foto: Henrik H. Brandt

Fokus på entreprenørskab
På samme vis vil man i Holland se et stort fokus på entreprenørskab, hvor en række af lokale idrætsklynger sat op af privatpersoner, idrætsorganisationer, uddannelsesinstitutioner eller lokale myndigheder skaber en større krydsning af ’stat, marked og civilsamfund’ i udviklingen af løsninger og nye produkter eller serviceydelser.  

Den hollandske sportsindustri har forenet sig om fælles fremstød i regi af Orange SportsForum. Foto: Årbogen 2023/2024

Flere byer har lokale ’innovation hubs’, hvor idrætsaktører deler fysisk lokation. På nationalt niveau arbejder Orange SportsForum på at koordinere fælles salgsfremstød og netværk for etablerede og nye virksomheder i den hollandske sportsindustri. Hvis man tager et kig på Orange SportsForums årbog for den hollandske sportsindustri, vil man se, at der ligger ressourcer og stærke samarbejdsrelationer bag.  

Måske er dette forhold netop et af kendetegnene for den succesrige hollandske sportsmodel: Holland har et større befolkningsunderlag end Danmark og en mere entreprenøriel tilgang til idrætsudvikling, som man f.eks. også kan oplevede det i Storbritannien, men samtidig har man en solid foreningskultur, stærke forvaltninger både statsligt og kommunalt samt et uformelt og kompakt land som Danmark, hvor det er relativt let at forene aktører om netværk og konkrete partnerskaber. 

Arno Hermands og Sports + Vitality HUB idrætsklyngen i Breda er et af flere regionale initaitiver på at skabe innovative idrætsklynger i idræt og trivsel i Holland. Foto. Henrik H. Brandt

Skal man uvidenskabeligt opsummere, hvor hollandsk idræt aktuelt kan inspirere den danske model, kunne det overordnet være på nedenstående områder, som måske efter OL er ekstra synlige og interessante i lyset af den aktuelt yderst succesfulde hollandske elitesportsmodel: 

• Stærk national strategi med en national idrætspolitik, centrale satsningsmidler, uvildig monitorering og direkte involvering af et bredt felt af interessenter fra den hollandske idrætssektor såvel på nationalt som kommunalt niveau, herunder både den private sektor, sociale fonde og NGO’er, kommunerne samt idrætsfaciliteterne/driftsorganisationer på facilitetsområdet.

• Stærk vidensbasis og interessentinddragelse gennem forskningsinstitutioner, Det Nationale Idrætsråd m.m.

• Stærke institutioner både lokalt og nationalt og såvel på foreningsområdet som i den private sektor og på NGO-området. Heri ligger bedre muligheder for at udvikle ligeværdige partnerskaber om konkrete idrætspolitiske tiltag.

• Mindre ’sentimentalitet’ og større vilje til at eksperimentere med nye løsninger i forhold til entreprenørskab, nye eller tværgående organiseringsformer, samarbejdsformer og produktudvikling.

I den ovenstående sammenfatning gemmer sig en lang række helt konkrete og ofte inspirerende løsninger i forhold til f.eks. talentudvikling, sociale projekter, innovation og entreprenørskab, forskning og research, byudvikling osv.

Skal man lede efter håret i suppen i hollandsk idræt i forhold til dansk idræt, er der måske en tendens til lidt mere standardiserede og ’firkantede’ idrætsanlæg, hvor klubberne har det med at hegne sig ind og fungere som små øer – selv hvis de ligger side om side på de samme anlæg. Den mere kulturpolitiske tilgang i dansk idræt blandet andet institutionaliseret gennem Lokale og Anlægsfonden har sat sig synlige aftryk i design, æstetik og transparens i arkitektur, faciliteter og udendørs bevægelsesområder

Hollænderne har fordel af større befolkningsunderlag i jagten på nye forretningsmodeller, men omvendt kniber det mere med pladsen og med adgangen til attraktiv natur og fremtidige udviklingsområder end i Danmark.

Segregeringen mellem velhavende områder og udsatte områder forekommer også at være endnu større end i Danmark. Forskellene i levetid eller forventede gode leveår mellem socioøkonomisk forskellige lokalområder med lille geografisk afstand imellem sig er stigende og i mange tilfælde kritisk.

Friendship Sports Centre i Amsterdam er et ekstremt moderne og velindrettet idrætscenter kun indrettet til børn og unge med et handicap. Bag centret står ildsjælen Dennis Gebbink og et kæmpe element af socialt entreprenørskab. Foto: Henrik H. Brandt

 Læs også fra serien om fremtidens idrætspolitik artiklen om et idrætssystem på vej i overhalingsbanen i Litauen.

Læs også den sidste del i serien om fremtidens idrætspolitik, hvor vi med udgangspunkt i Hal Koch giver dansk idrætspolitik en demokratisk test.

Kontakt henrik.brandt@idraetsplatformen.dk, hvis du ønsker hjælp til et oplæg om national/kommunal idrætspolitik eller hjælp til at arrangere en inspirerende studietur til f.eks. Holland/Belgien eller de baltiske lande.