Fremtidens idrætspolitik. Bygger dansk idrætspolitik på reelt demokrati?
Det danske idrætsbillede er så indgroet, at det næsten er umuligt at få en diskussion af idrættens demokrati og den nationale idrætspolitik. Risikoen er, at idrætspolitikken stivner og ikke giver plads til nye tanker eller aktører. Foto: Henrik H. Brandt
Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen
Artikel 3 af 3 artikler om forskellige tilgange til idrætsudvikling.
Læs også den første artikel i serien: Fremtidens idrætspolitik. Hvad kan vi lære af Litauen?
Læs også den anden artikel i serien: Fremtidens idrætspolitik. Hvad kan vi lære af Holland?
I Danmark er hverken idrætsorganisationernes ledere, regeringer eller førende politikere nogensinde i tvivl om, hvilken idrætspolitik, vi fører i Danmark.
Foreningslivet har en uantastelig rolle. Man kan bare lytte til hyldesttalerne fra statsministre og kulturministre, når danske sportsfolk vinder medaljer - eller læse op på præambler og forord til idrætspolitiske tiltag fra skiftende regeringer og Folketing.
I den seneste forsøg på at formulere skitse til en statslig idrætspolitik, de politisk bredt vedtagne såkaldte ’idrætspolitiske sigtelinjer’ fra 2014, hed det således:
”Parterne bag aftalen er enige om, at idrætspolitikken skal bygge videre på foreningsidrætten, der gennem mere end 100 år har været grundstenen i dansk idræt.”
I det allermest aktuelle idrætspolitiske udspil fra sommeren 2024 fra den siddende SMV-regerings opgør mod ’bøvl og bureaukrati’ i idrætten, begrundes nødvendigheden at tiltaget således:
”Hvorfor skal vi af med bøvl og bureaukrati for foreninger? Danmark er et foreningsland. Det er en grundsten i det danske samfund, at vi forsamler os i frivillige fællesskaber. Her kan børn være sammen med andre børn til fodboldtræning, voksne kan mødes til kor efter en lang arbejdsdag, og ældre kan finde stærke fællesskaber i den lokale gymnastikforening. Men bøvl og bureaukrati truer foreningslivet...”
Ingen politikere på tværs af hele den politiske skala ytrer nogensinde tvivl om, at foreningslivet er den bærende søjle i dansk idrætspolitik.
Foreningslivet er et bidrag til, at vi hænger sammen som et folk – på tværs af geografiske, sociale, økonomiske og etniske forskelle og køn. At vi har en fælles identitet og sammenhængskraft gennem vores møde med hinanden.
Vi kender alle sangen og kan alle nynne med på teksten uden, at vi længere tænker dybere over den…
Zoomer vi ind på folkeoplysningsloven, der regulerer kommunernes tilskud og rammer for foreningslivet, ridses formålet med denne støtte op i samme boldgade. Når man støtter foreningernes aktiviteter, sker det med et højere demokratisk formål:
”Formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i aktiviteten og det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen. Sigtet er at styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet,” som det hedder i den indledende paragraf om det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.
En indgroet forståelse
Den tætte forbindelse mellem foreningsliv og demokrati er så rodfæstet i vores kultur, at ingen heller stiller kritiske spørgsmål, når kulturministeren til det netop overståede OL i Paris ifører sig det officielle danske OL-landsholdstøj, når han dukker op på scenen for at hylder de danske atleter. Signalet er klart og umisforståeligt - også for de interesser og organisationer som ikke nødvendigvis føler sig omfavnet eller inkluderet af det store nationale idrætsfællesskab:
I dansk idræt spiller hele nationen på samme hold i skøn samhørighed!
Der er sandelig ingen grund til justeringer, reguleringer eller en kritisk evaluering af effekter, ressourcefordeling, struktur eller metoder i idrætten…
Der er ingen grund til at diskutere, om andre måder at samles og forenes om idræt på i lige så høj gad som den foreningsorganiserede idræt kan bidrage til de idealer og ønsker, vi har for det danske samfund.
Set udefra må man altså antage, at dansk idræt i den gængse politiske opfattelse åbenbart har nået et så sublimt stade af enighed og sammenhold, sammenhængskraft og demokrati, at der ikke kan optimeres yderligere hverken på den måde, vi organiserer foreningslivet på gennem tre store centrale idrætsorganisationer, eller i den måde, vi fremmer deltagelse og fællesskaber på lokalt. Idrætspolitikken baseret på foreningslivet er i politisk jargon altid noget, vi skal ’værne’ om. Aldrig noget, vi skal diskutere eller reformere…
Men nu kommer vi så til denne artikels kætterske pointe:
Er enigheden om foreningslivet som den sande bærer af demokrati, identitet og sammenhængskraft efterhånden så rodfæstet og kulturelt og politisk altædende, at udkommet i praksis efterhånden hverken er specielt demokratisk eller sammenhængende i forhold til virkeligheden?
Min pointe er, at vi har brug for en diskussion af demokratiet i idrætten og den måde, vi udmønter demokratiet på i samspillet mellem staten og foreningslivet.
Vi har brug for samtalen, involveringen af flere røster, behov og organiseringsformer - og til sidst et bedre resultat i en aldrig fuldendt proces.
Det er nemlig det, der er det sande demokrati.
Kigger man på, hvordan befolkningen organiserer sin idrætsdeltagelse, er det jo ikke sådan, at de centrale idrætsorganisationer eller det lokale foreningsliv på nogen måde omfatter hele folket. Alle er ikke med. Og mange stemmer snarere med fødderne end ved håndsoprækning på generalforsamlingen, når de vælger idrætsaktiviteter til eller fra.
Selv om dansk idrætspolitik og kulturel forståelse af idrætten næsten udelukkende tager sigte på foreningslivet, vælger befolkningen i stigende grad andre arenaer til deres idrætsudfoldelse. Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner, Idrættens Analyseinstitut.
Er man i tvivl om behovet for en alvorlig diskussion af idrættens demokrati, kan man altid konsultere professor Hal Koch.
Hans store indsats i ungdoms- og højskolebevægelsen i årene under og efter besættelsen og hans indsats for at definere, hvad der egentlig er demokratisk, fremhæves ofte som en grundlæggende pille i det danske samfunds store enighed om foreningslivet, folkeligheden og civilsamfundet som helt afgørende for det danske samfund og vores demokrati.
Efter besættelsen forsøgte Hal Koch i bogen 'hvad er demokrati? at definere, hvad man egentlig forstod ved demokrati og folkestyre.
Hvad ville Hal Koch mon have ment om den måde, demokratiet kommer til udtryk i den danske idrætsbevægelse og det bærende lag af civilsamfundsorganisationer i dag?
Hal Koch døde i 1963, så han er lidt svær at spørge personligt om hans holdning til fænomener som udlodningsloven eller folkeoplysningsloven eller alternative organiseringsformer. Som teologiprofessor var det formentlig heller ikke idrættens rolle som en af de store folkelige bevægelser, der optog ham allermest.
Men man kan tage Hal Kochs berømte lille skrift ”Hvad er demokrati” fra årene efter besættelsestiden og køre dansk idræt gennem Hal Kochs demokratitest.
Holder idrætten til demokratitesten?
Holder idealerne om idrættens demokrati overhovedet til demokratitesten? Eller er det faktisk på tide, at vi herhjemme får taget hul på en alvorlig debat om, hvordan idrætsbevægelsen i Danmark kan være reelt demokratisk efter vor tids standarder og virkelighed?
Præcis, som det i dag er stort set umuligt at trænge igennem den idrætspolitiske/kulturelle totale enighed om foreningslivets bærende og dominerende betydning, var det i årene efter besættelsen svært at få en diskussion om, hvad demokrati egentlig var.
Efter nogle årtier, hvor totalitære og autoritære regimer med lette og ’handlekraftige’ løsninger havde ført Europa ud i en altødelæggende krig, var det ikke længere på mode at være andet en demokrat. Derfor skrev Hal Koch sin lille bog. Én ting var jo, at alle politikere og ledere på et splitsekund efter krigens ophør var blevet erklærede demokrater. Noget andet var, hvad man egentlig mente med ordet demokrati?
Var alt sort eller hvidt fra den ene dag til den anden? Hal Koch fandt nuancerne uhyre vigtige:
“Det er et spørgsmål, om demokrati ikke trives bedre under kritik og med vinden imod – bedre end når alle synger dets pris. Jeg er tilbøjelig til at tro, at man lettere kan rose demokratiet ihjel end at udrydde det ved kritik.”
Professoren understregede i sin definition af demokrati, at demokratisk trufne beslutninger ved flertal eller afstemninger ikke i sig selv opfyldte definitionen af et sundt demokrati. Fair nok, at man på et tidspunkt måtte skære igennem og finde en løsning, men selve demokratiet var den samtale, der ledte frem til løsningerne – herunder i høj grad også varetagelsen af mindretallets interesser.
Man kunne tale sig til rette på demokratisk vis, eller man kunne slås sig til rette med sværdet om uenigheder. Men hvis den fredelige samtale eller diskussion ikke var reel, og flertallet i sidste ende blot tromlede sine interesser igennem uden interesse for mindretallets synspunkter eller behov, svarede det faktisk bare til at afgøre sagerne ved sværdet og dermed til den stærkestes ret, hvilket hverken er specielt demokratisk eller i sidste ende fører til de bedste løsninger.
“Man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende parter søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkelig bestræber sig for – det må ikke glemmes – gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem. Dette er demokrati. Det er samtalen og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvor dette glipper, vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen,”
Hvorfor står disse bemærkninger centralt i forhold til en test af demokratiet i dansk idræt?
Fordi den selvfølgelige tværpolitiske enighed om, at kernen i dansk idrætspolitik aldrig kan ændres eller blot justeres efter skiftende tiders krav og forudsætninger netop er lammende.
Den (udadtil) altomfattende konsensus indbyrdes mellem organisationerne og mellem organisationer og politikere gør det nærmest umuligt at få denne samtale på vejen til en rigtigere og rimeligere forståelse af ’problemet’.
Det er umuligt at få en diskussion om ressourcefordeling, om forståelsen af foreningslivet og dets rolle, om bedre adgang til idrætten for alle medlemmer af ‘foreningen Danmark’. Den lammende konsensus og manglende diskussion betyder i sidste ende, at vi ikke har den idrætsbevægelse, vi fortjener.
Tallene for befolkningens medvirken i den demokratiske idrætsbevægelse er jo slet ikke så imponerende og fremtidssikrede, som vi almindeligvis antager.
Foreningslivet spiller ikke den selvfølgelige rolle for danskernes motionsdeltagelse, som man almindeligvis antager. Kilde: Kulturvaneundersøgelsen, 2023, 4. kvartal
Grundstenen i den danske idrætspolitik blev netop lagt i årene efter besættelsen, hvor den første tipslov blev vedtaget i 1948 netop med henblik på at støtte de demokratiske og foreningsbårne idrætsorganisationer.
Man tog de organisationer med forskellige idrætspolitiske udgangspunkter, der nu engang eksisterede på idrætsområdet på det tidspunkt. DIF samt DDSG&I og De Danske Gymnastikforeninger (i 1992 fusionerede de to sidstnævnte til DGI), og satte dem på tipsloven som modtagere af en overskudsandel fra fodboldtipningen.
Netop af respekt for demokratiet og foreningsfriheden undlod politikerne at blande sig i organisationernes interne vedtagelser og effektivitet – og sådan har det egentlig været lige siden.
Den eneste ændring i det spor, der blev lagt i 1948 for den statslige idrætspolitik på foreningsområdet, er groft sagt Firmaidrættens optagelse på tipsloven i 1976. Desuden har man suppleret organisationerne med en række statslige institutioner, som dog langt hen ad er kontrollerede af organisationerne.
Den interne fordelingsnøgle mellem de organisationer, der modtager udlodningsmidler, er reel uændret siden 1948. Kun er beløbene til de støttede organisationer naturligvis blevet langt større.
DIF, DGI og Firmaidrætten modtager i 2024 i alt ca. 720 mio. kr. fra udlodningsmidlerne. Andre forenings- eller organisationsdannelser på idrætsområdet modtager nærmest ingenting, og der er ingen politisk appetit på at involvere nye stemmer i koret.
Ingen andre landsdækkende organisationer eller forbund har derfor adgang til midlerne eller den formelle status i det idrætspolitiske billede, der følger med en plads på loven.
Statens støtte til idræt fordeles næsten udelukkende til idrætsorganisationerne gennem udlodningsmidlerne, og der er aldrig debat om, hvordan eller til hvem og hvilke formål, midlerne fordeles. Kilde. Idrætssektoren i tal
Man forestiller sig, hvad Hal Koch ville have tænkt, hvis man i 1948 havde vedtaget, at der heller aldrig i fremtiden skulle være plads eller rimelige vækstvilkår for at etablere nye partier, nye medier eller nye landsorganisationer på andre samfundsområder…
Det siger sig selv, at idrætsorganisationerne gennem deres privilegerede stilling som beløbsmodtagere gennem årene gradvist er groet ind i en rolle, hvor de i mindre grad agerer efter egne og selvstændige mål og i højere grad orienterer deres virke efter statens/samfundets prioriteringer i en slags implicit arbejdsdeling.
Hvorfor er det et problem?
Det er et problem af den simple grund, at det efterhånden er yderst velbelyst, at ’folket’ – og folket skulle jo helst være en del af demokratiet – i bogstavelig forstand bevæger sig andre steder hen på idrætsområdet.
Det samme gør de formål, man tillægger idrætten betydning for.
Idrætsdeltagerne stemmer med fødderne
Vi ved jo alle, at selve det idrætslige indhold, fremvæksten af mange nye organiseringsformer, fremkomsten af snesevis af nye typer af (foreningsbårne) idrætsforbund og interesseorganisationer, social og uddannelsesmæssig slagside og mange flere forhold gør sig gældende på andre måder i nutidens idrætsbillede end ved tipslovens ikrafttrædelse i 1949.
Samtidig er samfundet i dag af velbegrundede velfærds- og sundhedspolitiske årsager næsten endnu mere optaget af det befolkningsflertal, der ikke finder ind i foreningsidrættens demokratiske fællesskaber, som af den del af befolkningen, der gør.
Men på trods af disse grundlæggende forandringer i idrætsbilledet og i idrættens rolle, potentialer og udfordringer, er det fortsat stort set umuligt at få øre til eller gennemføre en debat om den statslige idrætspolitik indretning og idrættens finansiering. Er idrættens struktur retfærdig eller i stand til at levere i tilstrækkelig grad på befolkningens ønsker og behov?
Samhørigheden mellem de etablerede nationale idrætsorganisationer og det politiske led er så stærk, at en seriøs diskussion om, hvordan man skaber en mere rummelig idrætssektor – Hal Koch ville nok have sagt folkelig - ganske enkelt ikke lader sig føre.
Er dette forhold demokratisk i den Hal Kochske forstand?
Naturligvis ikke.
En lov som udlodningsloven er ikke nødvendigvis så demokratisk, at det gør noget, selv om den er vedtaget i Folketinget - Ikke hvis loven blot er stemt igennem uden nogen form for refleksion, bred konsultation, kritisk opposition eller reel interesse i at søge efter mere tidssvarende løsninger eller en mere rimelig fordeling af statens midler.
Et andet aspekt væsentligt aspekt af Hal Kochs definition af demokrati er netop det økonomiske demokrati.
“Jeg tror ikke på et varigt politisk demokrati, uden at det som forudsætning har et økonomisk demokrati. Det nytter ikke at blive så åndelig, at man fornægter, at det først og fremmest er de økonomiske forhold, som bestemmer samfundet.”
Nu tænkte Hal Koch næppe på udlodningsloven, da han skrev sit skrift, men pointen er gyldig nok. Det er jo temmelig let for de organisationer, som sidder hårdt på alle midlerne, at argumentere for, at der sandelig ikke er behov for forandring eller for at skabe bedre mekanismer til at involvere eller understøtte nye stemmer eller metoder i det idrætspolitiske kor….
Eller faktisk behøver de jo knapt argumentere. De ministre og politikere, som render begejstrede rundt i OL-tøj og hepper på de danske atleter, kan heller ikke se noget behov for en demokratisk debat om fremtidens danske idrætsbillede. De lever fint i verdensbilledet af den danske idrætsbevægelse som én stor, sammenhængende familie fra den yngste mikroput til den stolte medaljevinder på det olympiske podium.
Trods stagnerende foreningsdeltagelse, trods voksende social og uddannelsesmæssig ulighed i idrætsdeltagelsen, trods fremkomsten af et kæmpe felt af store og små organisationer, der også har konkrete ønsker og potentialer for at bidrage til at udvikle idrætten, har hverken etablerede idrætsorganisationer eller politikere tilsyneladende det mindste engagement i en debat om andre måder at støtte idræt på eller fordele midlerne på.
Den debat er tilsyneladende kronisk lukket.
Så kan Hal Koch skrive, hvad han vil:
“Demokrati er ikke noget i sig selv afsluttet. Derfor står debatten stadig om dets væsen. Det er ikke en sejr, som er vundet, men en kamp, som stadig går på. Det er ikke et én gang opnået resultat, men en opgave, som stadig skal løses på ny.”
—-
Denne artikel var sidste del af en lille artikelserie om Fremtidens idrætspolitik.
I to artikler fra henholdsvis Litauen og Holland har tidligere beskrevet, hvordan disse to lande inden for de seneste år har gennemført omfattende reformer af deres nationale struktur på idrætsområdet. Læs artiklerne for inspiration.
Læs også professor Bjarne Ibsens artikel om Civilsamfundet fra den nye udgivelse fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet, ”Idrættens og civilsamfundets knaster”. Download Bjarne Ibsens artikel ‘Politik for civilsamfundet’ på dette link.
Debatten om idrættens demokrati og organisering bliver naturligvis også et centralt tema på Idrættens Branchedage i Vejen Idrætscenter den 5.-6. november 2023.