Boganmeldelse: Hvem svinger taktstokken i dansk idrætspolitik?

Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Det er nok ikke tilfældigt, at forfatterne Claus Bøje og Søren Riiskjærs grundige værk om idrættens rolle i Kulturministeriet gennem 50 år er smukt illustreret af en række malerier med idrætsmotiv.

Forfatterne insisterer på, at idrætten som landets største folkebevægelse skal tages alvorligt – ikke som kunst, men som en meget væsentlig del af det brede kulturbegreb.

Da idrættens rolle slet ikke blev behandlet i Paul Baches bog ’Finkultur og mangfoldighed’ fra 2021 om 60 år med Kulturministeriet, var det et signal til de idrætspolitiske veteraner og tidligere ansatte i Kulturministeriet, Claus Bøje og Søren Riiskjær, om at de skulle se at få skrevet bogen om 50 års dansk idrætspolitik med udgangspunkt i Kulturministeriets rolle som det formelle ressortministerium for idrætten siden 1976.

Bogen skal naturligvis læses.

Claus Bøje og Søren Riiskjær kan ikke betegnes som uvildige forfattere. De har i forskellige epoker selv været afgørende personligheder i Kulturministeriet og tæt på begivenhederne i andre idrætspolitiske sammenhænge, og de har så stort et erfaringsgrundlag og overblik over skiftende tiders debatter og idrætspolitiske tiltag, at ingen bedre end dem kan give et overblik over centrale idrætspolitiske diskussioner og tiltag gennem de seneste fem årtier.

Hvis man gerne vil have en grundlæggende viden eller forståelse af den danske idrætspolitiks kulturelle og politiske udgangspunkt i en tid, da tidligere tiders ideologiske og værdipolitiske kampe i idrætten på mange måder er udvandede eller erstattet af mere markedsorienterede logikker, giver bogen et glimrende overblik over nogle af de væsentligste kampe og diskussioner gennem årene.

Bogen rummer den uundgåelige svaghed, at netop fordi dens gennemgang af omtrent 50 års idrætspolitik og placering af idrætten i kulturpolitiske sammenhænge er afgrænset til Kulturministeriets rolle, bliver bogen en anelse blodfattig som dokumentation af 50 års udvikling i idrætssektoren. Bogen dokumenterer jo netop, at det i mange henseender ikke er Kulturministeriet eller den til hver en tid siddende kulturminister, der udtager holdet eller lægger taktikken for den idrætspolitiske udvikling i samfundet.

Bevarende mere end udviklende?
Man kan godt få den tanke, at Kulturministeriet i mange henseender snarere har været bevarende for utidssvarende strukturer og tilgange end egentlig drivende og udviklende.

En begrundelse for at placere idrætten i en kulturpolitisk ramme er groft sagt anfægtelsen, ytringsfriheden, dialogen og naturligvis en overordnet ambition om at gøre idrætten alment tilgængelig, men det har der faktisk ikke været meget af med Kulturministeriet for bordenden.

Når man læser bogens gennemgang af Kulturministeriets rolle på idrætsområdet i forskellige epoker gennem de seneste 50 år, er det ret begrænset, hvad ministeriet og skiftende ministre reelt har fået rokket ved.

Få ministre - som Jytte Hilden og Ebbe Lundgaard i 1990’erne - gjorde et ærligt forsøg, men kun ganske få ministre har reelt haft gennemslagskraft eller visioner om at rokke båden for alvor – eller blot til at formulere en vision eller sammenhængende strategi for idrættens udvikling.

Få markante resultater
Debatterne og rationalerne bag væsentligste resultater af idrættens placering i Kulturministeriet beskrives fint i bogen.

Eliteidrætsloven og oprettelsen af Team Danmark er måske det mest betydningsfulde resultat. Her har man netop formået at få løftet eliteidrætten op som en ’kulturform’ i egen ret og med det særlige danske tvist, at eliteidrætten skal foregå på et socialt og etisk ansvarligt grundlag, før man begynder at tælle medaljer. Andre markante tiltag og konsekvenser af ministeriets tydelige rolle i eliteidrætten har været ’afbødende’ tiltag som indsatser mod doping, match-fixing, spiseforstyrrelser og usunde træningsmiljøer osv., men her befinder vi os alt andet lige fortsat inde på den snævre og ’finkulturelle’ banehalvdel af idrætten, hvis man kan formulere det sådan.

En anden væsentlig nyskabelse har været etableringen af Lokale og Anlægsfonden i 1994. Også her finder man en klar kulturpolitisk profil, som man i høj grad kan takke idrættens placering i Kulturministeriet for. Bogen beskriver fint, hvordan midlerne til fonden udsprang af indførelsen af lotto, som pr. automatik fik pengene til at vælte ind over idrættens organisationer i en grad, så organisationernes lodrette indtægtsstigning ganske enkelt kom til at larme for meget.

Sport Event Danmarks permanentgørelse som opfølgning på Brian Mikkelsens meget ambitiøse handlingsplan for at tiltrække internationale idrætsbegivenheder til Danmark fra 2007 er et andet markant kulturpolitisk tiltag, som har flyttet substantielle statslige midler på idrætsområdet. Denne satsning og resultaterne af den får dog en mindre indgående behandling i bogen; måske af den banale grund, at begge forfattere på det tidspunkt var draget videre fra Kulturministeriet til andre roller.

Når man samlet set kan stille spørgsmål ved den reelle betydning af forankringen af idrætten i Kulturministeriet gennem snart 50 år, er det fordi, der egentlig ikke er mange andre markante resultater at fremvise ud over den almindelige drift: De store og altafgørende spor for den danske idrætspolitik var dybest set allerede lagt, da Kulturministeriet kom ind i billedet som ressortministerium, nemlig tipsloven og dermed den i dag fortsat gældende finansieringsmodel for idrættens hovedorganisationer, samt fritidsloven, som senere blev til den decideret foreningsrettede og decentralt forvaltede folkeoplysningslov. Sporene fra før Kulturministeriets ankomst på scenen er videreført nærmest uanfægtet i de år, Kulturministeriet har haft det formelle ansvar for idrætten.

Det tabte slag
Bogen behandler grundigt det måske største idrætspolitiske slag i Kulturministeriets idrætspolitiske historie, nemlig forsøget i 1990’erne under Jytte Hilden og efterfølgeren Ebbe Lundgaard på at få bedre fat fat i nye målgrupper og tilgange og etablere en national idrætsfond, der med økonomisk vægt netop skulle kunne støtte noget af ’alt det andet’ og give ministeriet kraft til at føre en selvstændig statslig idrætspolitik som supplement til de hjørner, idrætsorganisationerne ikke kan eller vil nå ud i. Forsøget endte med politisk nederlag til ministrene og en alibipulje under Elisabeth Gerner Nielsen i det idrætspolitiske idéprogram, som kun fik få års levetid indtil en af de mest indflydelsesrige kulturministre, Brian Mikkelsen, stærkt sekunderet af idrætsorganisationerne fik programmet nedlagt igen i 2001.

Det går som en rød tråd i bogen, at en del kulturministre aldrig rigtigt har interesseret sig for, formået eller ønsket at udfordre den økonomiske og politiske magt til idrættens hovedorganisationer, som er en konsekvens af organisationernes centrale finansiering gennem tipsloven og senere udlodningsloven.

Sandheden er, at langt de fleste idrætspolitiske udviklingstræk siden Kulturministeriets etablering som ressortministerium er sket gennem initiativer fra idrætsorganisationerne eller andre idrætsaktører – eller måske i endnu højere grad i kraft af samfundets overordnede teknologiske, økonomiske eller idrætskulturelle strømninger uden for den formelle idrætspolitiske radar. Bogen kommer godt rundt om de formelle dialoger og debatter i idrætspolitikken med Kulturministeriet som aktør, men man kan altså ikke hævde, at bogen giver det samlede billede eller en samlet analyse af idrættens udvikling gennem 50 år.

Idræt som kulturpolitik
Forfatterne gør et ærligt forsøg på at forklare idrætten som begreb som led i argumentationen for at placere idræt i en kulturpolitisk sammenhæng. Man skal stå en anelse tidligt op for helt at følge med i den noget elitære gennemgang i den del af bogen, og forfatternes forsøg på at definere idrætten ind i begrebssamlingen ‘kampen, legen, dansen og fordybelsen’ kunne i virkeligheden godt tåle en større debat: Det er muligt, at idræt er kulturpolitik, men kan man af den grund konkludere, at idrætspolitikken forvaltes bedst af et Kulturministerium, som i modsætning til snart sagt alle andre aktører i idrætssektoren hverken er vokset i volumen eller økonomisk/politisk magt gennem 50 år?

Er det i virkeligheden snarere 50 års insisteren på, at idræt skal forstås kulturpolitisk og placeres i Kulturministeriet, der har ført til magtesløsheden og initiativløsheden over for børns dalende motoriske grundfærdigheder, til stigende udfordringer med ulighed i idrætsdeltagelsen, til idrætssektorens manglende rolle og gennemslagskraft i forhold til fysisk aktivitet eller sundhedsfremme - eller til den fortsat skæve og utilstrækkelige repræsentation af nye strømninger og aktører i den formelle danske idrætspolitik?

Skal man være grov, er bogen i højere grad en gennemgang af næsten 50 års manglende initiativ, overblik og vision fra Kulturministeriets side end en beskrivelse af en reel idrætspolitisk eller kulturpolitisk vision.

Men med bogen ’Dansk idrætspolitik’ får vi i det mindste en god forståelse af de spor, der er lagt af 50 års idrætspolitik i regi af Kulturministeriet, og et godt grundlag for fremtidens nødvendige diskussioner.

Dansk idrætspolitik. Idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år
Claus Bøje og Søren Riiskjær
Gads Forlag, 312 sider
Pris kr. 399,95