Invitation til fire korte onlinekurser: Introduktion til politik og økonomi i den danske idrætssektor

IdrætsPlatformen tilbyder fire korte onlinekurser som introduktion til de væsentligste aspekter af dansk idrætspolitik. Forstå idrætslandskabet og træf bedre beslutninger. Foto. Henrik H. Brandt

Er du havnet i politik, bestyrelsesarbejde eller andre poster i idrætten?

Har du en ambition om at spille en rolle i fritids- og kulturudvalget efter kommunalvalget i 2025?

Er du uddannelsessøgende med en drøm om at gøre idrætssektoren til din levevej?

Så anbefaler vi IdrætsPlatformens online kursusrække om dansk idrætspolitik. Her får du en grundlæggende forståelse af, hvordan lovgivning, kultur og struktur i den danske idrætssektor er skruet sammen, og du falder måske over nogle idrætspolitiske paradokser eller vinkler, du ikke tidligere var opmærksom på.

Set udefra virker idræt jo ellers let at forstå med klare regler og traditioner. Men når man kommer lidt tættere på, kan det være til stor gavn at få indtryk af, hvordan hele idrættens landskab ser ud, og hvordan idrætssektoren gennem årtier er formet af kultur, lovgivning og struktur.

Ved at forstå landskabet kan idrættens beslutningstagere fra kommunale udvalg, facilitetsbestyrelser, foreninger, private aktører eller måske uddannelsessøgende få ny inspiration til at gøre en forskel for egne organisationer, for lokale idrætspolitiske tiltag og investeringer - eller måske for en fremtidig karriere i idrætssektoren?

Alle er velkomne på IdrætsPlatformens fire introkurser til politik og økonomi i den danske idrætssektor.

Man kan tilmelde sig det samlede kurser eller deltage i hvert enkelt kursus.

Hvert kursus varer en time med en halv times forelæsning og en halv time til spørgsmål og dialog. Efter kurserne får man dokumentation med henvisning til nyttigt baggrundsmateriale.

Kursusleder er Henrik H. Brandt. Journalist, erfaren idrætsleder, selvstændig konsulent i idræts- og fritidssektoren og tidligere direktør for Idrættens Analyseinstitut og Videncenter for Folkeoplysning og derigennem tæt på eller involveret i en lang række centrale udredninger og analyser af den danske idrætssektor gennem de seneste tre årtier.

Kursus 1: Statens rolle i dansk idrætspolitik
Online: Mandag den 6. januar 2025 kl. 15.00-16.00
Kurset ridser kort skiftende epoker i statens idrætspolitik op og samler op på centrale lovgivninger, økonomi og organisationsbillede. Vi kigger også på et idrætsbillede i hastig forandring. Staten har gennem årene i høj grad ført idrætspolitik gennem en selvstyrende, frivillig og demokratisk idrætsbevægelse, men uanset om staten blander sig direkte eller ej, og uanset om staten har en formuleret idrætspolitik eller ej, har politiske beslutninger og prioriteringer på nationalt niveau betydning for idrættens rammer og vilkår.

Praktisk info og tilmelding.

Kursus 2: Kommunernes rolle i dansk idrætspolitik
Online: Mandag den 20. januar 2025 kl. 15.00-16.00
Langt hovedparten af de offentlige investeringer i idræt kommer fra kommunerne. Folkeoplysningsloven er den centrale lovgivning for foreningslivet, men der er langt fra tale om, at foreningerne har ens vilkår i alle egne af landet, og samtidig ser man idræt optræde i forskellige roller på stadigt flere områder af den kommunale forvaltning. Hvad betyder den kommunale idrætspolitik for idrættens rum og rammer? Hvilke knapper har lokalpolitikere og forvaltninger at dreje på i forhold til idrætten lokalt?

Praktisk info og tilmelding.

Kursus 3: Facilitetspolitikkens rolle i dansk idrætspolitik
Online: Mandag den 3. februar 2025 kl. 15.00-16.00
Idrætsfaciliteterne i Danmark har gennem årene fungeret under forskellige roller og forventninger, og der er meget stor forskel på de økonomiske og strukturelle rammer og vilkår for faciliteterne alt efter geografi, ejerformer og faktisk også idrætsgren. Idrættens infrastruktur er hovedinstrumentet for den kommunale idrætspolitik, men fremtidens facilitetspolitik ser ind i en række udfordringer i forhold til demografi, idrætsbillede og lokalsamfundenes behov.

Praktisk info og tilmelding.

Kursus 4: Fremtidens idrætspolitik – hvor er vi på vej hen?
Online: Mandag den 24. februar 2025 kl. 15.00-16.00
Det sidste kursus i rækken på i alt 4 kurser om dansk idrætspolitik bliver fremtidsorienteret. Vi kigger lidt til nabolandene, hvor den politiske og kulturelle opfattelse af idrætten mange steder er ganske anderledes end i Danmark, og vi kigger på den sociale ulighed i idræt og sundhed og potentialerne i fremtidens politiske tiltag, herunder regeringens bebudede folkesundhedslov. Vi prøver at forudsige, hvad der kunne komme på dagsordenen af politiske mærkesager eller reformer i den kommende kommunale valgkamp.

Praktisk info og tilmelding.

Previous
Previous

Onlinekursus: Faciliteternes rolle i dansk idrætspolitik