Community football. Bedre fodboldmiljøer for alle
Temagruppe 12. Temagruppen finder det skjulte guld i fodboldens tiltrækning, værdi og potentielle rolle for fællesskab, sundhed og sammenhæng i lokalsamfundene. Vi har en ambition om at samle nogle af Danmarks mest innovative fodboldklubber i temagruppen, men andre typer af udbydere af fodbold eller andre idrætsgrene er meget velkomne.
Sammen med nogle af fodbolden og idrættens mest inspirerende fagfolk tænker vi ud af boksen i forhold til hvervning og fastholdelse af spillere, ledere og samarbejdspartnere, vi udvikler nye aktiviteter og vi fokuserer strategisk på bedre miljø og kvalitet for alle målgrupper og segmenter.
Temagruppen får masser af inspiration fra andre dele af idrætten og fra udenlandske fodboldmiljøer. Vi tager på studietur til Storbritannien, når tiderne atter tillader det.
Prisen inkluderer mindst seks møder eller seminarer i 2020-2021. Nogle møder vil være virtuelle og fra tid til anden mødes vi på tværs af to eller flere temagrupper om relevante fælles emner. Alle fysiske møder er inkl. forplejning. Transport og indkvartering ved møder og studieture er ikke inkluderet. Som medlem får du desuden tre klip til møder i andre temagrupper. Opstart forventet primo 2021.
Pris (2021):
Medlemmer af IdrætsPlatformen Danmark: 2.400 kr. pr. person
Øvrige medlemmer: 3.200 kr. pr. person
Mulighed for tilmelding til enkeltstående arrangementer: Ja
Som medlem af temagruppen får du tre ‘klip’ til gratis deltagelse i øvrige temagruppemøder.
Prisen er ekskl. moms. Mødeformen er en blanding af virtuelle møder, fysiske møder (inkl. forplejning) og en tilstræbt studietur til UK i 2021. Prisen inkluderer ikke evt. transport og indkvartering.
Værter:
Medvært og medredaktør på alle IdrætsPlatformens temagrupper er Henrik H. Brandt, journalist og direktør IdrætsPlatformen Danmark.
Jan Sørensen, formand, BK Skjold
BK Skjold fra Østerbro i København er Danmarks største fodboldklub og i mange henseender også den mest innovative og skævt tænkende.
Svend Elkjær, Sports Marketing Network, UK
Svend Elkjær er konsulent i idræts- og fritidsudvikling med bopæl i England. Han er et omvandrende katalog af gode eksempler på fodboldklubber og faciliteter, der tænker ud af boksen.
Events & arrangementer i denne temagruppe
Opstart og aktiviteter:
Vi tilstræber at afvikle de første aktiviteter i temagrupperne senest i foråret 2021. Aktiviteter annonceres løbende her på siden. Vi skal som udgangspunkt være 8-10 betalende medlemmer for at igangsætte en temagruppe. De erfarne værter og IdrætsPlatformens bestyrelse og medlemskreds sikrer, at vi altid er skarpe på de mest relevante temaer og konkrete cases. Har du lyst og forudsætninger for at blive partner eller vært for en temagruppe og bidrage til at opbygge IdrætsPlatformens kapacitet, så kontakt IdrætsPlatformens sekretariat.