Idrætsfællesskabernes danske fornyer er gået bort
Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
”Hej, det er Svend. Hvordan går det så?”
Det regelmæssige opkald fra den utrættelige danske forkæmper for breddeidræt og entreprenante lokalsamfund i Storbritannien, Svend Elkjær, vil ikke længere være en del af ugens rutiner.
Svend Elkjær kommer aldrig mere til at ringe og stille spørgsmål om tingenes tilstand i hans gamle hjemland. Vi kommer aldrig mere til at vende de seneste lynhurtige og krøllede ideer, han nu havde udviklet eller oplevet på sin vej i alverdens idrætsmiljøer.
Tirsdag den 14. juni døde den 69-årige dansker i sit hjem i Boroughbridge i Yorkshire. Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at den utrættelige danske forkæmper for en mere ’vibrant, viable, and visible’ idrætssektor er død.
Præstesønnen fra Nørrebro efterlader sig livsledersageren gennem 30 år, fynske Hanne, og golden retrieveren Einstein, som trofast fulgte med ham på spadsereturene rundt i det nordengelske.
Karakteristisk nok gav lufteturene med hunden anledning til masser af nysgerrige snakke og gode ideer om, hvordan lokale idrætsmiljøer kunne rejse penge gennem hundegåture, eller golfklubber kunne få nye kunder og medlemmer gennem hundegolf.
Sådan var Svend Elkjær.
Det var også gåturen med hunden, der i sin tid førte ham ind forbi klubhuset i den lokale rugbyklub, hvor han undrede sig over den lidt indspiste atmosfære og snart begyndte at stille nysgerrige og konstruktive spørgsmål, som snart førte til forandring og nye løsninger. Efter et langt arbejdsliv i den kommercielle forretningsverden blev spørgsmålene og formidling af de mange historier fra skæve idrætsmiljøer Svend Elkjærs nye levebrød i enmandsfirmaet Sports Marketing Network.
Han var nysgerrig, vidende, hurtigtopfattende og sprudlende af ideer, som han delte gennem Sports Marketing Network. Han havde tusindvis af idrætsledere, facilitetsledere, forbundsledere og små og store entreprenører i idrætten med i sit netværk…
Hvad pokker gør vi, Svend?
”Hvad pokker gør vi Svend?” spurgte idrætsledere fra selv de største idrætsforbund og klubber den danske idémager, når de var ved at miste taget i medlemmer, frivillige eller brugere. Svend havde altid snesevis af gode råd, brugbare kontakter eller gode cases om forandringsprocesser eller nye ideer på lager.
Man kunne godt tage fejl af ham, når han kom humpende på sin gamle, stive fod, med kaffepletter på skjorten, fordi han altid gestikulerede og speedsnakkede. Han blandede sig i alt og glemte helt sig selv i processen. Han havde så meget på hjerte, og han gav så mange gode ideer videre til sit enorme netværk af følgere på sociale medier, webinarer, konferencer og kursusforløb.
For IdrætsPlatformen var Svend Elkjær som bestyrelsesmedlem en uvurderlig mand i det britiske, fordi han formåede at kombinere sin danske baggrund og indsigt i idrætten herhjemme med den mere merkantile britiske tilgang. Derfor var Svend også et kendt ansigt i dansk breddeidræt. Hans skæve vinkler, gode ideer og veltilrettelagte studieture var formidabelt inspirerende for mange.
Vi kommer til at savne Svend Elkjær. Helt indtil minutterne før sin pludselige død, var han et idésprudlende kraftværk, der havde adskillige spændende konferencer, seminarer og nyhedsbreve på lager.
Der findes ressourcestærke idrætsforbund og organisationer i alle lande, men der fandtes kun en Svend Elkjær. Svends enmandshær skabte ofte mere inspiration og refleksion i breddeidrætten end etablerede aktører med langt flere ressourcer. Han formåede med sin baggrund i den merkantile verden at samle sine ideer og tanker i velskrevne nyhedsbreve og små rapporter. Forhåbentlig vil hans evne til at se de skæve vinkler og dele de gode eksempler og historier fra små og store idrætsaktører i mange lande leve videre.
”Work with the willing, sagde Svend Elkjær altid. “Vi kan ikke flytte de fodslæbende og modvillige, glem dem” mente Svend Elkjær.
Han samlede på alle innovatørerne og fornyerne. De kommer alle til at savne dansk breddeidræts selvbestaltede enmandshær i den engelsktalende verden.
Æret være Svend Elkjærs minde.
Læs portrættet af Svend Elkjær fra Idkon.dk i 2018: ‘Den danske enmandshær i britisk idræt’. Brug dette link.