Er det tid til studietur eller efteruddannelse i 2024?
IdrætsPlatformen har i 2023 haft en række perspektivrige drøftelser med bl.a. Idrættens Udviklingscenter (IUCE) og andre idrætsaktører som HI, Fritid & Samfund m.fl. om behovet for at skabe mere synlige karriereveje og bedre muligheder for kompetenceudvikling og efteruddannelse i den brede danske idrætssektor, herunder ikke mindst i forhold til faciliteternes rolle.
Vi kommer med en række initiativer i løbet af 2024, men allerede i 2023 havde IdrætsPlatformen et vellykket samarbejde med IUCE’s ledernetværk om studieturen til ’Fremtidens idrætslandskaber i Holland og Belgien’. Det var en fagligt og socialt meget inspirerende tur, som IdrætsPlatformen bygger videre på i 2024 med fokus på blandt andet den hollandske ‘Athletic Skills Model’.
Tag med til Litauen
I 2024 planlægger vi at gentage samarbejdet om en spændende studietur, denne gang med sigte på ’Idrætslandskaber i udvikling i Litauen’. Litauen er et samfund, hvor man stadig finder levn fra den medaljefikserede sovjetiske sportsmodel, men også et land med nye og innovative løsninger, der springer et par fordyrende mellemled over i forhold til den traditionsbundne danske idrætsmodel.
Landet har derfor en hel del spændende udviklingstendenser og konkrete faciliteter og programmer at byde på. Både kommunerne og staten tager en meget proaktiv rolle i moderniseringsprocessen. IdrætsPlatformen har glimrende kontakter Litauen, så glæd dig. Program for studieturen følger, men reservér indtil videre dagene 22.-24. maj 2024 til en tur med engagerede danske kolleger til storbyerne Vilnius og Kaunas og moderne anlæg i mindre provinsbyer.
Tag på efteruddannelse hos IUCE
IdrætsPlatformen sparrer hyppigt med IUCE. Vi bakker op om IUCE’s fornemme palet af kompetencegivende uddannelser og spotkurser med forskellige temaer.
I de senere år har IdrætsPlatformen og naturligvis også forskningsinstitutioner som Idrættens Analyseinstitut og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund tilvejebragt både praktisk og forskningsbaseret viden om drift, ledelse og styring af idrætsfaciliteter samt idrætssektorens generelle professionalisering.
IUCE’s uddannelser er med til at understøtte en udvikling, hvor idrætsfaciliteternes ledere og bestyrelser investerer i kompetenceudvikling og tager en mere proaktiv rolle i deres lokalsamfund.
IUCE har stærke kursustilbud på alle hylder i det nye år. IUCE tilbyder målrettede og evt. kompetencegivende forløb for eksempelvis faciliteter/personalegrupper og kommuner, men der bliver også åbne forløb – ofte med mulighed for tilskud til kompetenceudviklingsforløbene:
Spotkurser i eksempelvis markedsføring og sociale medier i mediebranchen.
Erhvervsrettede efteruddannelsesforløb i service, oplevelser og værtskab for medarbejdere i eksempelvis svømmehaller eller større idrætsfaciliteter.
Bestyrelsesuddannelser for frivillige bestyrelser og ledere i foreningslivet og idrætsfaciliteter.
Generel lederuddannelse for ansatte i idræts- og fritidsbranchen.
Tag selv et kig på hele kursusoversigten på IUCE’s hjemmeside og overvej, om 2024 måske er året, hvor du selv eller din organisation skal rive nogle dage ud af kalenderen til en studietur med gode kolleger eller efteruddannelse med målrettet opkvalificering til din rolle i fremtidens idræts- og fritidssektor.