Workshop: Strategisk forandring af idrætsfaciliteterne og deres rolle i lokalområdet
Workshop: Håndtering af strategiske forandringsprocesser på facilitetsområdet - sådan skabes reelle forandringer
Dato:
Onsdag den 3. november kl. 09.00-15.00
Sted:
Vejen Idrætscenter, Petersmindevej 1, 6600 Vejen
Underviser:
Klaus Frejo, direktør, Idrættens Udviklingscenter
Klaus Frejo er en af landets mest erfarne undervisere i forretnings- og organisationsudvikling i bl.a. idrætsfaciliteter og golfindustrien.
Arrangør:
Vejen Idrætscenter, Idrættens Udviklingscenter og IdrætsPlatformen Danmark
Workshoppen afvikles som et ekstra tilbud i kølvandet på Vejen Konferencen i dagene 1.-2. november, hvor forventet ca. 300 deltagere og næsten 90 oplægsholdere drøfter idrættens væsentligste udfordringer og potentialer under det overordnede tema ‘Idræt som dynamo for sundhed, fællesskaber og lokal udvikling’. Se praktisk info og hele det detaljerede program for Vejen Konferencen på dette link.
Indhold
Forventningerne til landets idrætsfaciliteter er stærkt stigende. Mange af landets kommuner påtænker eller har allerede igangsat tiltag som kapacitetsmålinger, nye tilskudsmodeller, igangsættelse af nye aktiviteter, kompetenceudvikling af personale samt øget politisk fokus på udnyttelsen af de eksisterende faciliteter.
Men det er faktisk rigtig svært at skabe reelle og varige forandringer på et område, som er præget af stærke kulturer. Reelle forandringer kræver reelle samskabelsesprocesser med leder eog bestyrelser i selvejende faciliteter og med de frivillige foreninger og andre brugere, som benytter idrætsfaciliteterne. Den virkelige forandring skal komme fra civilsamfundet, hvilket forudsætter at der tages reelt ejerskab på forandringer fra alle involverede aktører. Denne workshop giver konkrete redskaber til at skabe reel forandring i de måde, idrætsfaciliteterne fungerer på i deres lokalsamfund:
Håndtering af forhandlingsprocesserne handler blandt andet om:
At forstå de psykologiske elementer i en positiv involverende forandringsproces der skaber ejerskab.
At forstå udfordringerne med at gå fra overordnede politiske intentioner og strategier til konkrete adfærdsændringer.
At kunne formulere et egentligt overordnet politisk formål og vision for facilitetsområdet.
At kunne formulere en handlingsorienteret strategi for at føre visionen ud i livet.
At kunne formulere en strategisk baseret udviklingsplan for facilitetsområdet der identificerer forskellige typer af faciliteter og deres udviklingspotentialer.
At kunne identificere de centrale interessenter og deres interesser og aktier i forandringen.
At forstå de nye frivillighedsroller i idræts- og fritidslivet og betydningen for måden de frivillige foreningsledere skal håndteres og inddrages på.
På workshoppen adresseres disse områder med teoretiske oplæg og praktiske eksempler, hvorefter emnerne lægges du til drøftelser blandt deltagerne. Der vil således være tale om en meget aktiv involverende dag, hvor det lige så meget handler om at bringe deltagernes egne problemstillinger og erfaringer i spil og skabe et rum for fælles erfaringsudveksling.